Bragt i Politiken den 11.06.2005

Af Lars Olsen

 

FOR EN DEL ÅR SIDEN rejste jeg rundt i USA som led i et officielt besøgsprogram. Vi var en bus med europæere, der besøgte mange dele af det store land. På universitetet i St. Louis blev vi udsat for et hårdkogt liberalistisk foredrag, som rent ud sagt bragte mit pis i kog. Resultatet var en skarp ordveksling mellem foredragsholderen og mig. Nogle af mine rejsefæller syntes, at jeg var lige pågående nok i mit forsvar for det skandinaviske velfærdssystem.

Ved frokosten bagefter tog sagen imidlertid en uventet drejning. Vi blev bænket ved runde borde, 3-4 europæere og 3-4 lærere fra universitetet, der ikke havde hørt den skarpe diskussion. Da vi havde præsenteret os, udbrød en amerikansk professor:

”Du er fra København – hvor er det spændende! Jeg har været gæsteprofessor ved universitetet på Amager. Min kone og mine børn spørger hele tiden: Hvornår skal vi tilbage til København? Dér kunne de farte rundt og nyde de mange kulturtilbud uden den utryghed og kriminalitet, vi kender fra vore byer”.

Professoren blev overrasket over den fnisen, der bredte sig blandt europæerne ved bordet. ”OK, du vandt alligevel”, udbrød min sidemand.

 

JEG KOM I TANKE om episoden i St. Louis, da jeg læste Richard Floridas ”Den kreative Klasse”. Årsagen gemmer vi lidt. Florida er ikke bare guru i international samfundsdebat, men bruges også politisk herhjemme. Hans bog er blevet en slags bibel for Det radikale Venstre, og forskere på Handelshøjskolen er ved at overføre konklusionerne til danske forhold.

Floridas hovedpointe er, at det moderne videnssamfund drives frem af ”den kreative klasse” – et bredt lag af forskere, undervisere, mediefolk, ingeniører, designere og andre, der bruger kreativitet i det daglige arbejde. Hvis et samfund skal tiltrække de kreative, skal det ikke kun satse på teknologi og talent, men nok så meget på tolerance. Jo flere indvandrere og bøsser, desto større mangfoldighed og tiltrækningskraft på de kreative, konkluderer Florida.

Det er især det sidste, der vækker interesse hos de radikale og danske forskermiljøer. ”Den kreative klasse” skaber ikke kun selvbevidsthed i de velstillede progressive samfundslag, men bruges også politisk som løftestang imod den stramme indvandringspolitik. Når Danmark og andre lande strammer udlændingepolitikken, så skræmmer vi de kreative væk, siges det.

 

FLORIDA OG HANS DANSKE disciple ”glemmer” imidlertid, at analyserne af USA ikke uden videre kan overføres til europæiske velfærdssamfund. Det amerikanske samfund er langt mere ulige og polariseret. Floridas budskab om mangfoldighed viderebringes med stor energi i dansk debat, men der tales ikke meget om det bredere samfundssyn i ”Den kreative Klasse”. Det er ellers tiltrængt, før recepten overføres til vore breddegrader.

En af Floridas præmisser er ”den store klasseadskillelse” – at USA bliver endnu mere socialt polariseret. For ham er det afgørende, at den kreative klasse er ”en mangfoldighed af eliter”. De nye kreative centre inkluderer højtuddannede immigranter, men netop ikke de mange millioner fattige sorte født i USA. Floridas mangfoldighed er etnisk, men ikke spor social.

I bogen fører han en længere polemik mod samfundsforskeren Richard Putnam, der har et helt andet syn på et samfunds styrkepositioner. Putnam lægger vægt på ”social kapital” – civilsamfund, lokale fællesskaber, deltagelse og tillid mellem borgerne – men efter Floridas mening passer sammenhængskraft og tæt fællesskab slet ikke til den kreative klasse:

”Traditionelle forestillinger om, hvad det betyder at være et tæt, sammenhængende fællesskab og samfund, synes at hæmme økonomisk vækst og innovation. Mens stærke bånd mellem mennesker engang var vigtige, er svage bånd nu mere effektive… De kvarterer og det samfund, der er i støbeskeen, er kendetegnet af en større mangfoldighed af venskaber, mere individualistiske udfoldelser og svagere bånd i lokalmiljøet”, skriver Florida.

Her er han på frontal kollision med værdierne bag velfærdssamfund som det danske. Vi har netop været kendetegnet ved den sociale sammenhængskraft, som Florida afskriver. Danmark har ikke bare mindre ulighed end USA, men også børnehaver, skoler og andre offentlige institutioner, der kan bygge bro mellem klasserne. Vi har haft et samfund med en høj grad af kontakt og tillid mellem de sociale lag, og dermed en høj grad af tryghed på gader og stræder.

Det skal vi værne om: Et sammenhængende samfund er ikke alene det rareste, men også en fordel for Danmark i konkurrencen om job og kvikke hoveder. Men konceptet om ”den kreative klasse” lægger op til det modsatte – at vi skal konkurrere på ”amerikanske” præmisser.

 

DET DANSKE SAMFUND ER ANDERLEDES end dengang min samtalepartner fra St. Louis underviste på Amager. Trygheden i vore byer er under pres. København og andre storbyer oplever en helt ny type kriminalitet og utryghed, drevet frem af subkulturer i marginaliserede indvandrermiljøer. Jeg er ikke sikker på, at gæsteprofessoren fra St. Louis i dag ville være lige så glad for opholdet i Danmark. Udenlandske studerende bliver advaret imod kvarterer som Nørrebro.

Ifølge Richard Floridas teori er vi ellers blevet mere tiltrækkende for ”de kreative”. København og andre danske storbyer kan i dag tilbyde eksotiske gadebilleder med både shawarma-barer og kvinder i burka. Men indvandringen har, sammen med en fejlslagen bolig- og integrationspolitik, haft en skyggeside: En polarisering og utryghed, der antaster selve kvaliteterne i vores velfærdssamfund – og skaber et mindre tiltrækkende samfund.

Denne udvikling kan ikke forklares af Floridas teori, og det er ikke så mærkeligt. ”Den kreative klasse” er i bund og grund et liberalt og elitært amerikansk koncept, som ikke passer til det danske velfærdssamfund. Det eneste mærkelige er, at Marianne Jelved & Co i den grad gør ”den store klasseadskillelse” til deres projekt.