Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 30.5.2016

Af Lars Olsen

 

Statsministeren varmer op til Big Bang: et efterår med store reformer og skattelettelser. I sidste uge var spidser i erhvervsliv, organisationer og politik til økonomisk topmøde på Marienborg. Regeringen vil sætte dagsordenen for et Danmark, der i følge statsministeren mangler den nødvendige krisebevidsthed:

»Det, som er det nye i den her situation, er, at vi tilbage i 2009 var præget af en kollektiv krisebevidsthed. Alle kunne se, at det hele var ramlet i hele verden (…) Det var åbenlyst, at det her skulle der gøres noget ved. I dag står vi på den anden side af finanskrisen. (…) Samlet set er paratheden til at gøre en hel masse nok mindre, end den var tilbage i 2009-10,« sagde Lars Løkke Rasmussen i onsdags til JP.

Statsministeren fremhæver, at økonomien snegler sig afsted, og at Danmark halter efter nabolandene. Det har han ret i. Problemet er, at Løkkes løsninger allerede er afprøvet og kun gør ondt værre.

Siden 2010 har skiftende regeringer gennemført så omfattende samfundsforandringer, at det må betegnes som en stille revolution: 1) Markant højere efterløns- og pensionsalder. 2) Omfattende reformer af dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension m.v. 3) Betydelige skattelettelser til de bedrestillede.

Forandringerne er også omfattende i de internationale sammenligninger, som Løkke & Co. excellerer i. Ifølge EU-kommissionen får Danmark den højeste pensionsalder i Europa. I 2040 skal en dansker arbejde til de 70, mens en svensker kan trække sig som 67-årig og en kortuddannet tysker ved 65.

Men ifølge statsministeren er det ikke nok. Vi skal til efteråret træffe historiske beslutninger, der kan få Danmark tilbage på sporet. Hvilke? Ja, gæt engang: Højere pensionsalder. Lavere sociale ydelser. Endnu flere skattelettelser … Opfindsomheden på Slotsholmen er overvældende. De konkrete forslag offentliggøres først med 2025-planen, men retningen i regeringens overvejelser er velkendte.

 

Sceneskift: Den stille revolution har ændret danskernes hverdag. Der er blevet længere mellem maskerne i det sociale sikkerhedsnet – risikoen for at falde igennem har et helt andet omfang end for få år siden. Over 70.000 har mistet dagpengene, og mange er på kontanthjælp eller forsørges af familien. Tusindvis af syge er i samme situation, mens de sendes i endeløse forløb, hvor kommunen »afklarer« deres situation.

Det store flertal af raske og beskæftigede mærker ikke forandringerne direkte, men nogle skæver med en vis frygt til kolleger og bekendte. Tidligere hvilede trygheden på et solidt fundament: Velfærdssamfundet sikrede borgerne i tilfælde af »sociale begivenheder.« I dag kan arbejdsløshed eller sygdom udløse en social deroute, der var sjælden for få år siden.

Jeg har tidligere på denne plads nævnt Trygfondens undersøgelser. Før 2009 var alvorlig utryghed næsten umålelig i det danske samfund, i dag er 18 pct. alvorligt utrygge. Den mest utrygge samfundsgruppe er de sygemeldte. Samtidig er mange utrygge ved, om helbredet holder frem til pensionsalderen.

 

Den stille revolution bremser væksten. Når folk bliver usikre på velfærdssamfundet, søger familierne at sikre sig selv. Det bliver vigtigere at have noget på kistebunden, hvis man bliver syg, arbejdsløs eller helbredet ikke holder frem til pensionen. Økonomer peger da også på, at det indenlandske danske forbrug i en årrække har ligget lavt.

Løkkes reformer vil ramme væksten som en boomerang. Det ville klæde statsministeren at sige det ærligt: at det virkelige mål er et andet samfund, med lavere skat og svagere velfærdsstat.