Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.5.2013

Af Lars Olsen

 

Hvordan pokker kan det gå så galt? Spørgsmålet stilles igen og igen af kommentatorer og politisk interesserede fra hele spektret. Hvordan kan Socialdemokratiet, Danmarks store gamle parti, havne på 15-18 pct. – ja, i én måling 14,4? Langt ind i partiets folketingsgruppe regnes slaget for tabt, og folk positionerer sig til tiden efter Helle Thorning-Schmidt.

Ifølge hendes nærmeste allierede, finansminister Bjarne Corydon, er kritikken fra faglige tillidsfolk nærmest en naturlov: »De har jo altid skudt på socialdemokrater, når vi tog ansvar for, at tingene hang sammen økonomisk. De skød også på Krag, H. C. Hansen og andre af de store kæmper i vores historie,« sagde han 1.maj til JP.

Corydon har en pointe – og tager alligevel fejl. Pointen først: På nogle af regeringens kritikere lyder det nærmest, som om Socialdemokratiet tidligere var en forvokset udgave af Enhedslisten eller SF. Det er historieløst. Finansministre som Knud Heinesen og Mogens Lykketoft blev ikke ligefrem betragtet som julemænd af deres samtid. Det er langt fra første gang, S-ledede regeringer griber ind i overenskomster, skændes med offentligt ansatte eller gennemfører kontroversielle reformer.

Når Thorning & Corydon har bragt Socialdemokraterne i en krise af historisk rækkevidde, skyldes det noget andet. Forklaringen kan koges ned til to ord: Job og retfærdighed. Grundpiller i den socialdemokratiske identitet, som vælgerne ikke kan genfinde i SRSF-regeringens politik.

Når S-regeringer tidligere forlangte ofre af befolkningen, betalte samfundets velstillede også deres del. Da Krag i 1963 greb ind i overenskomsterne, gik det hånd i hånd med et pris-, avance-, udbytte- og huslejestop. Og da Nyrup & Lykketoft i 1998 strammede op med pinsepakken, betalte de velaflagte en stor del af regningen. Indgrebet blev faktisk gennemført med SF og Enhedslisten.

Danskerne er til overflod bevidste om krisen. Meningsmålingerne viser, at de enkelte elementer i regeringens politik har ganske bred opbakning. De viser imidlertid også, at vælgerne er bekymrede over voksende skel i samfundet og efterlyser øget beskatning af de højeste indkomster. Lighed kan ikke reduceres til »lige muligheder«, sådan som Thorning gjorde i sine 1.maj-taler, når hun ikke blev afbrudt af ekstremistiske tossehoveder. For socialdemokraterne har lighed tidligere været meget mere – blandt andet retfærdighed og omfordeling.

Et andet afgørende brud med Socialdemokratiets identitet er job og tryghed på den korte bane. Da SR-regeringen trådte til i 1993, gennemførtes en kickstart af helt andre dimensioner end i dag. Året efter, i 1994, førte Nyrup valgkamp på at have »knækket kurven« over arbejdsløsheden. SR-regeringen gav speederen et ordentligt tryk, men strammede ind igen og overlod et Danmark med pæne økonomiske nøgletal til Anders Fogh Rasmussen.

Den nuværende regering har lige gennemført en vækstplan med forbløffende få job på den korte bane. Højest 15.000, skønner uafhængige økonomer. Pakkens egentlige fokus er selskabsskattelettelser og andet, der måske – måske ikke – giver job på lang sigt. En ringe trøst for de titusinder, der i disse måneder må vinke farvel til dagpengene – og tidligere var socialdemokratisk hjerteblod.

 

Et parti kan ikke skifte identitet som Thorning skifter Gucci-taske. Nye problemer kræver nye svar, men ingen partiledelse har frit valg på alle hylder. Vælgerne forventer med god grund, at nytænkning sker i respekt for partiets tradition og grundværdier. Når Thorning & Corydon blæser på det, handler folk derefter.