Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.4.2012

Af Lars Olsen

 

Den offentlige debat er fyldt med tal og undersøgelser. Aviser og tv-stationer har aftaler med diverse institutter, som leger Spørgejørgen overfor befolkningen. Som analytiker på ugebrevene Mandag Morgen og A4 har jeg selv været i branchen. Nogle undersøgelser tilfører spændende ny viden, men al for mange skal bare give medierne afsæt for »en god historie«.

Måske er det grunden til, at vi hæfter os så lidt ved de mere opsigtsvækkende undersøgelser. Til denne kategori hører ”Danskernes tryghed i krisens år 3”. Rapporten blev udsendt af TrygFonden i slutningen af sidste år, men fortjener langt mere opmærksomhed og er især tankevækkende læsning i disse måneder. Det er ikke kun krise og dårlig økonomi, som sætter nye rammer for politik. De folkelige bekymringer har også ændret sig på måder, der kan få store – og utilsigtede – konsekvenser.

Danmark er stadig et relativ trygt samfund, men utrygheden er stigende. Det skyldes ikke øget frygt for kriminalitet. Siden 2009 er folk blevet lidt mindre bange for røverier, men frygter i højere grad indbrud. Godt i pagt med den faktiske kriminalitet, hvor røverierne er faldet og indbruddene steget.

Noget af den stigende utryghed skyldes – ikke overraskende – den økonomiske krise. Især de ufaglærte og de ældre frygter, at de ikke finder job igen, hvis de bliver fyret. Og arbejdsløsheden berører flere, end vi normalt antager. 39 procent har oplevet, at de selv eller deres nærmeste familie er/var ledige.

Nok så bemærkelsesværdig er imidlertid en ny stærk faktor bag utrygheden: En stigende del af befolkningen frygter for deres ældre år. De er bange for, om de har helbred til at klare arbejdet – og penge nok til at stoppe i tide. De er bange for, om de kan få efterløn, hvis de får brug for det. Mange er tillige utrygge ved, om de får tilstrækkelig pleje, når de bliver gamle. Det er nok så meget denne bekymring for senior-årene, som fører til stigende utryghed i det danske samfund.

Denne utryghed er langt fra lige fordelt. Det er især de ufaglærte, der er bange for at mangle efterlønnen, hvis helbredet siger stop. Det sociale skel gælder også den bredere alderdom. Blandt de ufaglærte er det således 41 procent, der er bange for »ikke at have penge nok, når jeg holder op med at arbejde«, men blandt højere funktionærer er det kun 21 procent. 43 procent af de ufaglærte er utrygge ved, om de kan »få tilstrækkelig pleje, når jeg bliver gammel«. Hos højere funktionærer er dette 31 procent.

I den offentlige debat handler utryghed ofte om kriminalitet eller arbejdsløshed. For de fleste har en tryg alderdom været en selvfølge. Dette er tydeligvis i skred. TrygFondens rapport påviser, at det nok så meget er vores udsigter for senior-årene, der skiller de utrygge fra de trygge.

Forfatterne peger på, at den øgede utryghed hænger sammen med forringelsen af efterlønnen, men også er resultat af den bredere samfundsdebat. Samtidig får usikkerheden folk til at spare op og holde igen på privatforbruget – og dermed forlænges den økonomiske krise.

 

Den nye utryghed bør få både politikere og medier til at overveje deres politik og retorik. Velfærdsstaten fungerer som en kollektiv forsikringsordning. Vi betaler høje skatter i tillid til, at samfundet er dér for os, når vi har brug for det. Hvis dette skrider, vil folk i et helt andet omfang sikre sig selv gennem individuelle forsikringer og private løsninger. Dér er vi heldigvis ikke, men det kan være på vej. Bredere utryghed kan bane vej for et opgør med selve vores velfærdsmodel.