Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.10.2012

Af Lars Olsen

 

Regeringens ministre er ikke kun unge, men savner også erfaring fra det virkelige liv. 13 af 23 ministre har under fem års erhvervserfaring, før de med en hel- eller halvfærdig akademisk uddannelse blev valgt til Folketinget eller ansat i partiapparatet. Det viser en kortlægning i JP.

Blandt eksemplerne er Astrid Krag, Nicolai Wammen og Bjarne Corydon. Cand.scient.pol. Helle Thorning-Schmidt var LO-konsulent i to år, før hun blev valgt til Europa-parlamentet.

SRSF-ministrene er dog langt fra de eneste af slagsen. Ni af ministrene i den tidligere VK-regering havde også under fem års erhvervserfaring. Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussens eneste erhvervserfaring er to år som selvstændig konsulent, før den unge cand.jur. i 1994 skrev MF på visitkortet.

Jeg er i al beskedenhed en af dem, der har rejst debatten. ”Eliternes Triumf” dokumenterede, at akademikere fra 1977 til 2007 fortrængte faglærte og ufaglærte som typiske folketingsmedlemmer. Ifølge tænketanken Cevea har 64 pct. af MF’erne i dag en akademisk baggrund.

En anden type opgørelse er foretaget af fhv. overvismand Niels Kærgård. I 1966 var det kun 4 pct. af de nyvalgte politikere, som havde under fem års erhvervserfaring – i 2007 hele 35 pct. Niels Kærgård påpeger, at Folketinget er blevet en isoleret boble, og at politikerne ikke længere ligner dem, de skal repræsentere. Men herefter siger han noget besynderligt til JP: »For det andet rejser det spørgsmålet om, hvorvidt de kan træffe upopulære beslutninger. De har en personlig interesse i ikke at lægge sig ud med vælgerne, for de har intet erhverv at falde tilbage på.«

Det besynderlige består i, at udtalelsen så åbenlyst rammer ved siden af. SRSF definerer sig som en »reformregering« og fører en politik, som er dybt upopulær blandt centrum-venstre-vælgerne. S og SF er til tælling i målingerne og forholdet til fagbevægelsen på nulpunktet. At regeringen ikke vil lægge sig ud med vælgerne er stort set den eneste analyse, som ingen har fremsat – indtil nu.

Niels Kærgårds beskrivelse passer heller ikke på Løkke Rasmussens regering, som gennemførte kontroversielle reformer af efterløn, dagpenge m.v. Og den passer ikke på Nyrup-regeringerne, der udfordrede S-baglandet med omfattende reformer af arbejdsmarked og socialpolitik. Faktisk passer analysen kun på en atypisk periode fra 2001 til 2008, hvor Anders Fogh Rasmussen erobrede et stort antal fhv. S- og SF-vælgere ved at undlade velfærdsreformer. En periode, hvor der også var økonomisk højkonjunktur.

Men hvad kendetegner så den nye politikertype? Sat på kort formel: Manglende rodfæstelse i civilsamfundet udenfor Slotsholmen. Den nye politikertypes primære karrierehensyn er ikke forholdet til befolkningen, men til partitoppen. De skal spille med på den særlige logik, som præger boblen af politikere, mediefolk, eksperter og embedsmænd.

Konsekvensen er nye typer skævheder, når Slotsholm-boblens forestillinger støder ind i det folkelige hverdagsliv. I 1990’erne drømte man om »det multikulturelle samfund« og lukkede øjnene for integrationsproblemerne i de underprivilegerede bydele. I 00’erne førte forestillinger om »stordriftsfordele« til en centralisering, der ramte »udkantsdanmark«. Og i dag er regeringen mere optaget af arbejdsudbuddet i 2020 end af arbejdsløsheden og virksomhedernes konkurrenceevne.

 

Det er yngre akademikere fra storbyernes middelklasse, der spiller førsteviolin i Slotsholm-boblen. Jo længere væk fra den politiske kaste, desto større risiko for at havne under radarskærmen.