Manuskript til kronik i Politiken 13.2.2017

Af Lars Olsen

 

Der tales meget om det populistiske jordskælv, men ofte mangler vi præcise billeder og begreber. Hér er et forsøg på at samle brikkerne.

»HVORDAN FÅR VI Christiansborg til at lytte til folk som os?« Spørgeren er en yngre fyr på første række. Jeg ved tilfældigvis, at han ikke kun er aktiv i fagforbundet 3F, men også socialdemokratisk byrådsmedlem i en jysk provinsby. Frustrationen over det verdensfjerne miljø på Slotsholmen rækker langt ind blandt de partiorganiserede.

Som forfatter og foredragsholder kommer jeg vidt omkring i det danske land: Lokale fagforeninger. Store konferencer. Foredragsforeninger i de små provinsbyer … Skellet mellem eliterne og dele af befolkningen er ikke en abstraktion, men noget jeg har mødt igen og igen.

Klassesamfundet er blevet en mental kløft. Hovedstadseliten kender ikke virkeligheden i skurvognene og blandt dem, der rammes af de såkaldte »reformer«, lyder dét gang på gang. De knubbede ord gælder både politikere, djøf’ere og medier. Mange kan ikke genkende deres virkelighed i den politiske debat.

Jeg udsendte i 2010 bogen ”Eliternes Triumf”. Siden har jeg holdt hundredvis af foredrag om dén og senere bøger om det danske klassesamfund. Advarslen imod spaltningen af folkestyret har vist sig mere præcis, end jeg bryder mig om. Mere end én gang er jeg havnet i den usædvanlige rolle, at det er mig, der må forsvare politikere og embedsapprat.

Folkelig hovedrysten og frustration er blevet til vrede og protest. Folketingsvalget i 2015 var et anti-elitært jordskred med fremgang for både Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten. Siden fulgte Brexit og Trump – populisme er tidens store spørgsmål.

 

DER ER ALLEREDE skrevet meget om det opbrud, som skyller hen over den vestlige verden. En af de bedste analyser er den amerikanske forfatter John B. Judis ”The Populist Explosion”, som udkom i efteråret. Bogen analyserer det anti-elitære oprør i USA og seks vesteuropæiske lande, heriblandt Danmark, og Judis finder iøjnefaldende fælles træk.

Populisme omtales ofte som bevægelser, der mobiliserer folkestemningen ved hjælp af forenklede løsninger. Ifølge Judis er mere end dét. Populisme er et særligt politisk verdensbillede: På den ene side står angiveligt det fundamentalt sunde jævne folk – på den anden de selviske og udemokratiske eliter.

Nok så vigtig er populismens sociale baggrund: Populistiske strømninger vokser sig typisk stærke i perioder, hvor forestillinger i toppen af samfundet opleves som trusler imod brede gruppers tryghed og fremtid. Populismen italesætter de folkelige bekymringer og bliver »katalysatorer for politiske forandringer,« skriver Judis.

Populisme findes både til højre og venstre. For venstrepopulismen er det folket imod eliterne, for højrepopulismen er der tillige en tredje gruppe, som udgør en trussel imod samfundet – som regel indvandrere og andre minoriteter. »Venstrepopulismen er todelt, højrepopulismen er tredelt«, konstaterer Judis.

Billedet er forskelligt fra land til land, men det anti-elitære oprør kan sættes på kort formel som to typer protest:

Den ene mobiliserer især den hvide arbejderklasse. I denne type protest betragtes nationalstaten som det afgørende bolværk imod en globaliseringsbegejstret elite, der omfavner indvandringen og presser løn og velfærdssystemer. Det er denne protest, vi ser med DF herhjemme – og med Brexit og Trump, hvor arbejderklassen indgik i koalitioner med mere velstillede konservative grupper.

Den anden type protest har sin vigtigste basis blandt yngre veluddannede i storbyerne. Det er en protest imod en elitær politisk kultur, voksende ulighed og manglende fremtidsudsigter. Til denne protest hører de hundredtusinder af unge, der begejstrede sluttede op om Bernie Sanders i USA og Podemos i Spanien – vi ser også protesten herhjemme med Alternativet og Enhedslisten.

 

FOLKETINGSVALGET I 2015 var præget af begge typer protest. Det var et langt større opbrud, end vi ofte gør os klart. Kun tre valg i efterkrigstiden har ført til så store skred: 1945 efter krig og besættelse. 1973 der bragte Glistrup i Folketinget. Og 2015!

Dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste. Der var efter valget meget fokus på DFs valgsejr i Sønderjylland, men »det gule Danmark« favner også dele af Midt- og Vestjylland og store områder på Vest- og Sydsjælland. DF står særlig stærkt blandt arbejdere og folk, der er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet.

Valget gav også fremgang til Alternativet og Enhedslisten, der har fællestræk med venstrepopulismen i andre lande. Begge partier står stærkt blandt studerende og veluddannede i storbyerne, men får også gode valg blandt grupper udenfor arbejdsmarkedet. Samtidig er Enhedslisten i et vist omfang blevet et arbejderparti – især blandt de ufaglærte.

Opbruddet er kortlagt i »Fra krisevalg til jordskredsvalg«, der er redigeret af den erfarne valgforsker Jørgen Goul Andersen. Det overrasker næppe, at noget af DFs store fremgang skyldes indvandrerpolitikken og den europæiske flygtningekrise. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at oprøret imod det etablerede også bunder i to andre vigtige faktorer:

  • Udkantsoprøret. Knap hver femte oplever, at det går tilbage i deres del af landet, og at der lukkes særlig mange skoler, posthuse, politistationer m.v. Dét flytter stemmer. DF havde stor fremgang blandt disse vælgere, det samme havde – mere overraskende – Enhedslisten.
  • Utryghed og reformskepsis. En stor del af befolkningen tvivler på, at reformerne af dagpenge, efterløn, førtidspension m.v. giver bedre velfærd på sigt, sådan som politikere og økonomer hævder. Også dét flytter stemmer. Det samme gør stigende utryghed i det ellers trygge Danmark. Ifølge Trygfondens undersøgelser bunder utrygheden ofte i udsatte gruppers hverdag og arbejdsliv.

Ved foredrag rundt om i landet støder jeg ofte på den stigende folkelige utryghed:

Den 36-årige sosu-assistent, der allerede har rygsmerter og går til fysioterapeut. Jeg kan ikke arbejde til jeg er 71, siger hun.

Den 30-årige sygehjælper, der fik en arbejdsskade og har været ti år på kontanthjælp. Systemet har ikke afklaret sagen, og hendes liv er på standby.

Den 60-årige lagerarbejder, der havde for mange sygedage og blev fyret. Nu er han langtidsledig – de gigtplagede ben kan ikke klare en hel dag stående og gående på lageret.

Ifølge Trygfondens analyser er den mest utrygge samfundsgruppe overhovedet de sygemeldte. Det ses også på stemmetallene. 27 procent satte i 2015 kryds ved DF, 23 procent ved Enhedslisten og 8 procent ved Alternativet – langt over halvdelen af de sygemeldte stemte således på de tre protestpartier.

Politiken bragte i starten af det nye år en række artikler om oprøret imod eliten. En rød tråd var, at protesten kommer fra alle grupper – fattig som rig. Ja, tja, bum, bum, bum … Bare tre tal mere: Blandt folk på kontanthjælp stemte 61 procent på DF, Alternativet eller Enhedslisten, blandt ufaglærte arbejdere 43 procent, men blandt højere funktionærer kun 20 procent. Så ja, der er også velstillede antielitære – den sociale protest er imidlertid ikke til at overse. Hvis eliten abstraherer fra dét, går man alvorligt galt af befolkningen.

 

DER ER ALLEREDE løbet meget vand i åen siden folketingsvalget i juni 2015. Danmark og Holland har stemt nej ved EU-afstemninger. Populistiske kræfter er gået frem ved flere valg. Og frem for alt: Brexit og Trump sender chokbølger gennem hele den vestlige verden.

Et par ord om det amerikanske valg: Hillary fik flere af de afgivne stemmer end Trump, og 43 procent af amerikanerne stemte slet ikke. Nok så afgørende var derfor Trumps mobilisering af en ny vælgergruppe, der ikke plejer at stemme republikansk: Den hvide arbejderklasse.

Det indvendes ofte, at de fattigste amerikanere ikke stemte på Trump. Det er rigtigt. Hillary fik langt flest stemmer blandt to lavindkomstgrupper – studerende og etniske mindretal. Trumps mobilisering af arbejderklassen var imidlertid afgørende. Den tippede flertallet i tre gamle industristater – Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – der ellers stemmer på Demokraterne. Den overraskende sejr i »rustbæltet« gav Trump de afgørende valgmænd – og han blev præsident.

Analyser fra USA’s fagbevægelse, AFL-CIO, viser, at Trumps fokus på job og produktion spillede en afgørende rolle: skepsis overfor frihandelsaftaler, kul på kulproduktionen, massive investeringer i USA’s infrastruktur … For arbejdere, presset af globaliseringen, var dette mere håndfast end Clintons løfter om mere lige adgang til universiteterne.

Det dramatiske skifte i arbejderklassen blev foruddiskonteret i Thomas Franks »Listen Liberal«, der udkom sidste forår. Bogen har undertitlen »What ever happened to the Party of the People«. Det er en skånselsløs hudfletning af Demokraterne i USA, der fra 1930erne til 1970erne havde mange lighedspunkter med nordeuropæiske socialdemokratier. I årtierne efter Roosevelts New Deal var partiet en koalition, der forenede arbejderklassen og andre dele af det jævne folk. Demokraterne havde – ligesom socialdemokraterne – tætte bånd til fagbevægelsen.

I dag er Demokraternes vigtigste vælgerbase »the professional class« – den højere middelklasse med lange uddannelser og velbetalte job. At være liberal i USA er blevet en ideologi for »vidensøkonomiens« vindere, påpeger Thomas Frank. Demokraterne omfavner den nye økonomi, også når Uber undergraver lønmodtagernes rettigheder. Derimod har de liberale ikke meget at tilbyde flertallet uden længere uddannelse. Og dét åbnede en ladeport for en populist som Trump.

 

DET VAR SAMME mønster, der tippede flertallet i Storbritannien og skabte det overraskende Brexit. Efter EU-afstemningen kaldte britiske kommentatorer det for en »arbejderklasse-revolte«. Leave-flertallet var særlig stort i områder med økonomisk afmatning, hvor lønmodtagerne oplever pres på levevilkår og lønninger.

De over en million østeuropæiske indvandrere var kampagnens store spørgsmål. Engelske arbejdere oplever, at de mange østeuropæere er med til at presse deres løn og arbejdsforhold.

Politologen Robert Ford dokumenterer, at arbejderne i de sidste 15 år har fået et stadig mere tyndslidt forhold til de etablerede partier. Tony Blairs New Labour appellerede – ligesom Demokraterne i USA – til den højere middelklasse. Mange arbejdervælgere holdt derfor op med at stemme eller søgte mod Konservative. Hér fik de en slem skuffelse, da David Cameron med finanskrisen slog ind på en barsk og skæv nedskæringspolitik. Brexit var tak for sidst.

Det kan diskuteres, i hvor høj grad Leave-flertallet blev båret af levevilkår/ulighed eller kulturelle faktorer – begge dele spillede ind. At det var en »arbejderklasse-revolte«, lader sig imidlertid ikke benægte. Hér er de konkrete tal, befriet for journalistisk og politisk fortolkning: 64 procent af arbejderne stemte Leave, det samme gjorde kun 43 procent af de højere funktionærer.

Det hører med, at flertallet ved en folkeafstemning – eller præsidentvalg – er en koalition af meget forskellige grupper. Arbejdernes revolte fik følgeskab af flertallet blandt pensionisterne, mens de studerende – ligesom de højere funktionærer – stemte Remain. Hertil kommer det markante skel mellem England og Skotland, der vil blive i EU.

En del af Brexit-flertallet var således konservative pensionister, der drømte sig tilbage til Imperiet – overraskelsen var imidlertid det massive nej fra den engelske arbejderklasse. Sådan var det også ved valget i USA. Trump fik millioner af stemmer fra velbjærgede republikanske kernevælgere, men den hvide arbejderklasse tippede flertallet af valgmændene og afgjorde valget.

Vi ser lidt af det samme i Frankrig. Arbejderdistrikter, der i årtier var socialistiske og kommunistiske bastioner, støtter nu Marine Le Pens Nationale Front. Derimod er billedet anderledes i Spanien. Hér er populismen især til venstre og står stærkt blandt de yngre. Det er dem, der betaler prisen for EU’s sparepolitik: arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter.

Det politiske jordskælv præger således mange lande, men tager form indenfor hver sin nationale kontekst.

 

LAD OS TIL SLUT løfte perspektivet lidt: »Eliternes Triumf« – min syv år gamle bog – havde undertitlen »da de uddannede klasser tog magten«. Bogen advarer imod fundamentale ændringer af folkestyret, som skaber nye sociale og geografiske brudflader.

Historisk havde Danmark et bredt favnende folkestyre. Det var folkelige bevægelser blandt bønder og arbejdere, der banede vej for demokratiet og prægede 1900-tallet. Sådan er det ikke længere. I de seneste årtier er der sket en professionalisering af politik. Meningsdannelse og beslutninger bliver til i en trekant mellem akademisk uddannede politikere, embedsmænd/eksperter og mediefolk.

Langt de fleste i dette definerende lag tilhører storbyernes højere middelklasse. Tømrersvenden i Thisted og sosu-assistenten i Slagelse er koblet af – og deres bekymringer havner ofte under radarskærmen. Et skel, vi også ser i andre lande.

I 1990erne handlede danskernes folkelige oprør især om indvandring og integration.  Storbyelitens forestillinger om det multikulturelle samfund tørnede sammen med et hav af integrationsproblemer. Dansk Folkeparti blev en vigtig politisk faktor, og den stramme indvandringspolitik er siden overtaget af Venstre og Socialdemokratiet. I lande som Sverige og Tyskland er dette opgør først kommet i de seneste år – i dén forstand var Danmark foran.

I dag bunder opbruddet herhjemme især i andre spørgsmål: Voksende utryghed. Skæve reformer. Oprør fra udkanten … Analyse Danmark foretog for nylig en undersøgelse for landets største fagforbund: 70 procent af 3F’erne forventer, at deres børn får et ringere liv end dem selv. Troen på fremtiden er forduftet under pres fra højere pensionsalder, social dumping og store huller i det sociale sikkerhedsnet.

Det folkelige oprør præger således forskellige dele af samfundet, men står især stærkt blandt dem, som er længst fra storbyeliten: Dele af arbejderklassen og grupper, der er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet. Det er en social og geografisk protest; de oversete banker på døren til de definerende lag. De vil have del i den fremgang og tryghed, som er hverdag blandt de velstillede.

Protesten er et wake-up-call. Den kommende tid vil vise, om telefonen overhovedet bliver taget. Storbyelitens evne til at se ud over egen næsetip er ikke ligefrem imponerende.

Lars Olsen er forfatter og foredragsholder. Har blandt andet skrevet ”Eliternes Triumf” (2010) og er medforfatter til ”Klassekamp fra Oven” (2014).