Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.2.2013
Af Lars Olsen
Demokrati bygger ikke kun på frie valg. Med hører også åbenhed, så offentligheden kan tage stilling på et oplyst grundlag. Det kan derfor undre, at Finansministeriet slipper af sted med at hemmeligholde vigtige dele af grundlaget for den økonomiske politik.
Danskerne har lige været igennem det spøjse forløb, hvor regeringen måtte mangedoble skønnet over »udfaldstruede«, der risikerer at miste dagpengene. Da forkortelsen af dagpengeperioden blev vedtaget i 2010, antog embedsapparatet, at det var 2-4.000 om året. I sommer blev tallet så opjusteret til 12.000 og i januar til 23.000 – bare i første halvår af i år.
Tallene har hele tiden undret direktøren for A-kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk, der som tidligere rådgiver i Beskæftigelsesministeriet har foretaget et hav af undersøgelser. Ministeriernes tal var lysår fra A-kassernes egne analyser, men grundlaget for de officielle beregninger var ikke umiddelbart tilgængelige. Først da en journalist søgte aktindsigt, fik Verner Sand Kirk en række ældre notater fra Finansministeriet om grundlaget for dagpengestramningerne.
Notaterne viste sig at bygge på »antagelser« og »forventninger«, som nedtonede konsekvenserne, men ikke passer til virkeligheden på arbejdsmarkedet. Samtidig stammede datagrundlaget fra 2009 og før, hvor der var langt færre ledige. Resultatet er ikke bare, at SRSF-regeringen snubler fra det ene utilstrækkelige tiltag til det næste. Det er også, at politikerne tog stilling på et fejlagtigt grundlag, da S og SF under regeringsdannelsen i efteråret 2011 accepterede dagpengestramningerne. Hvis problemets omfang var erkendt, havde de formentlig forhandlet langt hårdere med de radikale om dette spørgsmål.
Dette er langt fra noget enkeltstående tilfælde. I efteråret henvendte to prominente kritikere sig til Finansministeriet. Fhv. overvismand Christen Sørensen og professor Jesper Jespersen bad, hver for sig, om forudsætningerne for regeringens 2020-plan og andre økonomiske fremskrivninger. De fik nogle notater, og tre er siden offentliggjort på Finansministeriets hjemmeside. Kortene holdes dog stadig tæt til kroppen:
»Det værste er dog, at Finansministeriet hemmeligholder de justeringer, der er indlagt i ADAM-modellen i 2020-fremskrivningen, og som efter mit skøn groft overvurderer de positive beskæftigelsesvirkninger af den førte politik,« skrev Christen Sørensen i Weekendavisen forrige fredag.
Enhedslisten har længe presset på for større åbenhed om den økonomiske politik. Det samme gør Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S). Han efterlyser, at Folketinget får oplyst forudsætningerne for de prognoser, der udsendes af de økonomiske ministerier. Prognoserne er nemlig behæftet med langt større usikkerhed, end det umiddelbart fremgår. »Det er en meget vigtig ballast at have været igennem alle diskussionerne om, hvordan de er opbygget, og hvor de er kritisable eller følsomme i valget af forudsætningerne,« sagde den fhv. finansminister for nylig til Information.
Hvor er medierne i denne sag? Det er kendetegnende, at de førnævnte citater står langt nede i baggrundsartikler om den økonomiske politik. I virkeligheden handler det om noget fundamentalt: At magthaverne kan kigges i kortene. Når der vedtages nye regler om offentlighed og aktindsigt, er det samlede medieparnas helt oppe på dupperne. I den økonomiske politik kan centraladministrationen imidlertid opretholde en lukkethed overfor kritiske fagfolk. En lukkethed, der berøver demokratiet selve dets salt: Debat på et oplyst grundlag.
