Manuskript til boganmeldelse i Kommunikationsforum 18.2.2014

Af Lars Olsen

Forfatter til »En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark«.

 

Den hemmelige socialdemokrat har trukket store overskrifter og er trykt i 25.000 eksemplarer – helt ekseptionelt for politisk faglitteratur. Det er da også usædvanligt, at et folketingsmedlem – godt nok anonymt – skriver den slags. Bogen udløser fordømmelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Hér betragtes den med rette som et fundamentalt brud på den loyalitet, der nødvendigvis må gælde i en folketingsgruppe. For os andre er det imidlertid et fascinerende – og til tider morsomt – kig bag kulisserne.

Luften er tyk af gæt om, hvem der er den anonyme skribent. Nogle mener, at det ikke er en MF’er, men en journalist eller lignende der har godt kendskab til det politiske miljø. Forlagsdirektør Jacob Kvist forsikrer dog, at forfatteren er »en nuværende MF’er« – og det må stå til troende. Med den manifeste udtalelse har Jacob Kvist, der selv er erfaren journalist, sat sin egen troværdighed på spil.

 

Selve hovedtegningen af folketingsgruppens kaffeklubber og magtkampe er velkendt. På nogle områder har bogen dog også tankevækkende politiske observationer. Det gælder ikke mindst, hvordan det går galt for Helle Thorning-Schmidt og hendes regering allerede på valgaftenen i 2011:

De bærende partier i »rød« blok – S og SF – går tilbage. Der etableres kun et nyt politisk flertal i kraft af fremgang for Radikale og Enhedslisten. Alligevel udråber Helle Thorning-Schmidt sig selv til statsminister allerede på valgaftenen, da hun holder en sejrstale på spillestedet Vega. Herefter sidder Margrethe Vestager ® med alle de gode kort på hånden, konstaterer den anonyme forfatter. I fraværet af socialdemokratisk »krisekommunikation« kan Vestager stort set diktere prisen, for hele presset ligger på Thorning & Co.

Forhandlingerne i Det sorte Tårn bliver én lang socialdemokratisk kapitulation. Kredsen omkring Thorning er blinde over for deres egne svagheder: »Hun havde undladt at ruste sig med en uomtvistelig kapacitet som Mogens Lykketoft. Han havde styr på beregninger og paragraffer, han kendte spillet om nogen, og han ville have fremstået som en autoritet, som Vestager og De Radikale havde lyttet mere respektfyldt til«, skriver den hemmelige socialdemokrat.

Folketingsgruppen holdes i uvidenhed, men nogle bliver bekymrede, da der siver lidt ud fra Tårnet: »Det bliver fandeme ikke let at forklare hjemme på Århus Havn, hvis vi ikke får ændringer i dagpengereglerne«, siger Leif Lahn. Den tidligere havnearbejder spiser flæskesteg med rødkål hos Brydesen på Christiansborgs 2. sal. Bekymringen deles af frokostmakkeren Bjarne Lausten, som er en anden af de tilbageværende arbejderklasse-socialdemokrater.

Anderledes fortrøstningsfuld er stemningen hos middelklassedamerne, der nyder fiskesuppe med linser i det moderniserede Snapsting. »Det er altså godt, vi har de Radikale, så det hele ikke ender i beton og fagforstening«, siger den nyvalgte erhvervskvinde Trine Bramsen om de faglige. »De er bare so last season«, kvidrer den tidligere tv-vært Mette Reismann.

 

Bogen har lidet flatterende portrætter af ministre og folketingsmedlemmer, men den helt store krabask rammer Thorning og Bjarne Corydon, der som en sand Machiavelli manøvrerer sig frem fra partifunktionær til finansminister. Da Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen i 2005 kæmper om S-formandsposten, er Corydon blandt Frank Jensens støtter. Men Thorning lader ham beholde posten som partiets analysechef, og det udnyttes målbevidst til at krabbe sig ind på den nye formand:

»Det kloge var at holde sig helt tæt på Helle. Hun kunne nemlig hurtigt komme i bekneb for loyale støtter,« konstaterer den anonyme MF’er.

Bjarne Corydon er – sammen med partifællen Henrik Sass Larsen og SF’s Thor Möger Petersen – arkitekterne bag parløbet mellem S og SF. Hér går det op for Corydon, at S-SF-aksens to strateger bevæger sig væk fra Thorning og ligefrem kalder hende »Barbie-Helle«. Noget, Corydon fortæller videre for at styrke sin egen position. Da PET ikke kan sikkerhedsgodkende Henrik Sass Larsen, bringer Don Corydone med stor behændighed sig selv i spil som finansminister.

 

En anden af bogens spændende observationer handler om tiden efter Helle Thorning-Schmidt. Hun og Corydon holder sig uden for folketingsgruppens tre kaffeklubber og er højt på »fransk visit« i gruppen. Alligevel kan Corydon komme i spil, når der skal findes en ny socialdemokratisk formand.

Under normale forhold er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen det suverænt stærkeste bud. De gængse procedurer kan imidlertid blive kortsluttet, hvis Thorning for eksempel forlader posten fordel for en international toppost.

»Corydon er især stærk, hvis Helle trækker sig som statsminister og anbefaler ham som sin afløser med støtte fra Vestager, der en ivrig Corydon-støtte. Dette scenarie er så realistisk og derfor frygtet af Mette Frederiksen, at hun sammen med sine nærmeste allerede har planlagt et beredskab, der skal træde i kraft i en sådan situation. Sker det, vil en kreds af udvalgte støtter straks kræve en demokratisk inddragelse af medlemmerne, der selvfølgelig skal tages med på råd om noget så afgørende som valget af ny socialdemokratisk formand. Ved en urafstemning vil Mette Frederiksen så stille op,« lyder scenariet.

 

Jeg er ikke enig i alle bogens konklusioner. Forfatteren er ikke alene kritisk over for disse års højredrejning i den økonomiske politik, men også overfor 00’erne opstramning af den socialdemokratiske udlændingepolitik. Den anonyme skribent har slet og ret ikke forstået rækkevidden i indvandrings- og integrationsproblemet. Den »humanistiske udlændingepolitik«, som bogen bekender sig til, betød ikke kun, at partiet mistede hundredtusinder af vælgere, men også at det lukkede øjnene for de store integrationsproblemer i de underprivilegerede bydele.

Spørgsmålet diskuteres blandt andet omkring valget i 2007, hvor Socialdemokraterne trods en ihærdig kampagne mister to mandater. Da Henrik Sass Larsen forklarer nederlaget med udlændingepolitikken, kalder forfatteren det ironisk for »Sass’ opsigtsvækkende og temmelig selvstændige analyse«.

At udlændingepolitikken spillede en vigtig rolle, dokumenteres imidlertid af vælgeranalyser. Da Thorning og Vestager midt i 2007-valgkampen forhandlede indvandrerspørgsmål for rullende tv-kameraer, blev mange vælgere bekymrede. De frygtede, at et regeringssamarbejde mellem S og R betød en tilbagevenden til 1990’ernes udlændingepolitik. Og derfor blev de hos Venstre eller Dansk Folkeparti.

 

Den hemmelige socialdemokrat har fået knubbede ord fra spinatfugle og lederskribenter, som især kritiserer den anonyme forfatter og hans/hendes metode. Kritikken er ikke uden grund – for selvfølgelig er metoden problematisk. Det anonyme folketingsmedlem fortæller ikke alene egne oplevelser, men viderebringer også en stribe mere eller mindre korrekte anekdoter, der skal sløre forfatterens identitet. Det svækker troværdigheden ved de enkelte beskrivelser.

Nøgternt betragtet er dette imidlertid fortællingens pris. Forfatteren kan ikke bare berette lige ud af landevejen om egne oplevelser uden at risikere eksklusion eller andre voldsomme repressalier. Med mit kendskab til Socialdemokratiet er miljøbeskrivelsen da også ganske præcis. Nogle af de omtalte personer har kritiseret bogen for enkelte detaljer, men ingen har antastet den på de store linjer.

Forfatteren leverer da også en hidtil uset frontberetning fra nogle år i Socialdemokratiets historie, der ikke bare er dramatiske og skelsættende, men også ødelæggende. Danmarks gamle arbejderparti er ikke kun på kollision med vælgerne, men også med den socialdemokratiske identitet. Som det i bogen udtrykkes af et erfarent folketingsmedlem: »Man får sgu ind imellem den tanke, at vores parti er udsat for fjendtlig overtagelse«.

Socialdemokratiet befinder sig i en misere, der kalder på utraditionelle skridt. Den hemmelige socialdemokrat er blandt de bedre – og mere underholdende.