Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.3.2017

Af Lars Olsen

 

Der er langt fra Ribe til New York. Afstanden var endnu større for 150 år siden, da forfatteren og fotografen Jacob A. Riis gjorde turen. En rejse, der førte til et helt eventyrligt liv med spændende paralleller til aktuel debat.

Jacob A. Riis er mere kendt i USA end i Danmark. Hans bestseller ”How the other half lives” er pensum på mange universiteter. I disse måneder har Ribe Kunstmuseum en udstilling om hans liv og fotografier, der oprindelig stammer fra Museum of the City of New York.

I Danmark var Riis udlært tømrer. Men som millioner af andre indvandrere startede han på bunden af det amerikanske samfund: Forefaldende arbejde og perioder med arbejdsløshed, hvor den unge dansker hutlede sig igennem på gaden. Ved et tilfælde fik den sprogkyndige Riis mulighed for at prøve kræfter som journalist, og det blev hans store chance.

Riis slog for alvor igennem, da han som politireporter på New York Tribune systematisk afdækkede den dybe armod i de tusindvis af lejekaserner. I 1887 kastede han sig også over den nye teknik – fotografiet. Med et apparat så stort som en skotøjsæske dokumenterede Riis det trøstesløse liv blandt byens underprivilegerede: Hjemløse. Børn i slummen. Børn på fabrikker. Livet på de usle herberger. Fattig-kirkegårdene.

Resultatet blev et lysbilledforedrag, der ses i uddrag på Ribe Kunstmuseum og stadig er dybt bevægende. I 1890 fulgte bogen ”How the other Half lives”. Riis søgte at ændre de velstilledes syn på de fattige som dovne og ligeglade: »Fordi han af bitter erfaring vidste, at fattigdom kan ramme alle (…) Når han så en ussel skæbne i slummet, kunne han ikke lade være med at se sig selv; se drengen fra Ribe, der blot ti år tidligere havde været tæt på at gå til grunde,« skriver Tom Buk-Swienty i biografien ”Den ideelle amerikaner”.

Jacob A. Riis arbejdede tæt sammen med New Yorks politipræfekt, Theodore Roosevelt, der siden blev USA’s præsident. De to grundlagde et livslangt venskab, da Riis viste Roosevelt rundt i slummen for at afsløre skruppelløse udlejere og dovne politibetjente.

Riis havde et dybt sentimentalt forhold til Ribe – og især sin gamle mor. Under et besøg i Det hvide Hus fortalte han om sin syge mor hjemme i Ribe, og præsidentfruen blev dybt berørt. Der blev straks sendt et telegram: »Fru Riis, Ribe, Danmark. Deres søn spiser morgenmad med os. Vi tænker på dem med kærlighed og sympati. Theodore og Edith Roosevelt.«

Telegrafen var først kommet til Ribe få år tidligere. Fru Riis ville sende buddet tilbage – det må være en fejl, sagde hun. Buddet og de benovede naboer overbeviste dog Caroline Riis om, at hun havde fået telegram fra selveste USA’s præsident.

Riis kærlighed blev langt fra gengældt af det konservative og klassedelte Ribe. Her huskedes han som tømrersvenden, der ikke kendte sin plads og oven i købet scorede byens fineste pige. Kun på kongens personlige foranledning kom Riis med til domkirkens 800-års fest i 1904. Nu er tiderne omsider skiftet. Jacob A. Riis barndomshjem i Sortebrødregade skal indrettes til museum for den store socialdokumentarist.

 

Nutidens danskere er anderledes velstående end New Yorks »anden halvdel,« men den mentale splittelse er lige så dyb: Hvornår har excel-drengene i Cepos mødt murersvenden med den slidte ryg, der ikke længere kan gå på efterløn? Kender den kulturradikale kommentator bare én af de DF-vælgere, han elsker at foragte?

»Den ene halvdel af verden ved ikke, hvordan den anden halvdel lever,« sagde Jacob A. Riis i 1890. Sådan er det også i Danmark 2017.