Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.5.2016

Af Lars Olsen

 

Et spøgelse går gennem Europa – uregerlighedens spøgelse. På fjerde måned er Spanien uden regering. Danskere og hollændere siger ved folkeafstemninger nej til EU-integration – og måske stemmer englænderne sig helt ud. Ved valgene marcherer populister på højre- og venstrefløjen fra triumf til triumf.

På den anden side af Atlanten er billedet det samme. Overraskelserne i den amerikanske præsidentvalgkamp hedder Donald Trump og Bernie Sanders. Politikere, der fra hvert sit ståsted vender sig imod »eliten i Washington«. Tæv til de elitære er tidens nye sort.

Er demokratierne blevet »uregerlige«? Det bekymrede spørgsmål stilles af erhvervsspidser og etablerede politikere og kommentatorer. Konsekvensen kan blive alskens ulykker – fra svage regeringer til protektionisme og krise i EU, advares dér.

Måske – men den økonomiske og politiske elite ligger som dén har redt. Et lille blik tilbage sætter »uregerligheden« i vores hjørne af Europa i perspektiv:

Den samfundsmodel, vi kender fra Skandinavien, Tyskland og andre nordeuropæiske lande, voksede frem under den kolde krig. Velfærdsstat og social omfordeling var i højsædet. Stærke arbejderbevægelser spillede en nøglerolle, men udviklingen blev støttet af midtsøgende borgerlige og toneangivende erhvervsfolk. Vesttysklands kristelig-demokratiske kansler, Ludwig Erhard, betegnede det som »social markedsøkonomi«.

Den kolde krig var en afgørende ramme. Kommentatorer på højrefløjen kaldte det »kommunistforsikringen«. Velfærdsstaten integrerede arbejderklassen i samfundet, så der ikke opstod store kommunistpartier som i Italien og Frankrig. Velfærd og tryghed gav ro på bagsmækken, og stærke socialdemokratier forvaltede med stolthed de sociale fremskridt.

Flere store begivenheder vender op og ned på dette. Først Murens fald og kommunismens kollaps. Dernæst den økonomiske krise, som fører til en langt skarpere social fordelingskamp.

Dermed får erhvervsbosser og højrefløj andre interesser. Velfærdsstaten er ikke længere et værn imod radikalisering af arbejderklassen, men en klods om benet. Læg dertil masseindvandringen til det ellers homogene Nordeuropa, og der er lagt i kakkelovnen til et folkeligt anti-elitært oprør.

Sceneskift: »Mine børn får en bedre tilværelse end min generation«. Udsagn som dette er præsenteret ved opinionsundersøgelser i flere lande – med et tankevækkende resultat. Mange almindelige lønmodtagere er uenige. De forventer, at deres børns levevilkår bliver ringere end deres egne. Årtiers tro på sociale fremskridt er kollapset.

Bagtæppet er et skifte i EU og mange europæiske lande. I 1980erne talte kommissionsformand Jacques Delors om EU’s »sociale dimension«. Skærpet international konkurrence skulle ikke ske på bekostning af lønmodtagerne, mente Delors. I dag lyder ganske andre toner fra Bruxelles. EU forbindes med nedskæringer og social dumping.

Det samme skifte er sket herhjemme. Udlicitering, østarbejdere, udflytning af arbejdspladser, skæve »reformer« der ryster den sociale tryghed og ifølge analyser skaber mistillid til politikerne … Forklaringen kan sættes på kort formel: Eliten føler sig ikke som før under pres for at tage hensyn til de underprivilegerede. »Kommunistforsikringen« er sagt op.

 

Almindelige borgere fornemmer dette skifte – og reagerer med en ikke altid lige præcis protest. Eliten betaler dyre lærepenge i disse år: demokratier kan ikke i længden regeres hen over hovedet på de manges interesser. Social tryghed og sammenhængskraft må i højsædet – ellers får vi mere »uregerlighed« og politisk ustabilitet.