Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.3.2012
Af Lars Olsen
Jeg har skrevet bøger om magt, ulighed og klasseskel, og derfor tror mange, at jeg befinder mig langt ude på venstrefløjen. Det er ikke tilfældet. Jeg er snarere en slags partiløs socialdemokrat.
Den offentlige debat har brug for skarpe synspunkter, det er debattens salt. Men løsningerne sker ved små og pragmatiske skridt – gennem »den daglige femøres politik«, som smedeformand Hans Rasmussen udtrykte det for mange år siden. Den revolutionære vej blev forsøgt i Sovjetblokken, men endte blindt og med katastrofale konsekvenser.
For nylig genlæste jeg en bog, der i sin tid gjorde stort indtryk på mig. Jeg læste den første gang, da jeg var 14 og begyndte at interessere mig for politik og samfund. Den hedder ”Velstand uden Velfærd” og udkom i 1969. Inde i bogen lå mit gamle bogmærke. Det var en billet fra Københavns Bybane – som S-togene hed dengang. Billetten kostede 1,25 kr., så der er løbet en del vand i åen siden.
Bogens forfatter var Bent Hansen. Han var redaktør for det socialdemokratiske dagblad Aktuelt og blev siden socialminister. Bogen er en sønderlemmende kritik af det danske klassesamfund, hvor der er skabt langt mere velstand end tidligere, men ikke gjort op med ulighed og klasseskel. Bent Hansen starter da også med et »revolutionært forord«. Han kalder det for en revolutionerende tanke, at alle mennesker er født lige – det er noget, folk gennem tiden er gået i døden for.
Kritikken af klassesamfundet slutter imidlertid med et »reformistisk efterskrift«. Hér langer Bent Hansen hårdt ud efter kulturradikale og venstreorienterede, der kan hudflette alverdens problemer, men ikke engagere sig i realistiske praktiske løsninger:
»Man kan naturligvis trække sig tilbage i sin hule og derfra råbe veklager til verden. Det kan gøres med talent, og i så fald kan man have held til at forlyste borgerskabet, uden at det i øvrigt får betydning. Man ender som hofnarren ved det middelalderlige hof; han havde frisprog, men ingen tog ham alvorligt«, skriver Bent Hansen.
I stedet peger han på de praktiske tiltag, der skridt for skridt mindsker klasseforskellene – »sporvejsrabatkort til folkepensionister, ekstra tillæg i en overenskomstsituation til de lavtlønnede, nedbrydning af uddannelsesbarriererne…« Den slags begejstrer hverken store kulturradikale ånder eller utålmodige revolutionære, men det er ikke desto mindre sådan, drømmen om lighed kan mødes med den bøvlede virkelighed.
Hofnarrene er ikke ligefrem blevet færre siden 1969. Tværtimod har udbygningen af uddannelse og kommunikation skabt et helt lag af den slags. Bare tænk på, hvordan eksperter, kommentatorer og andre mandagstrænere gøres til overdommere i debatten. Fra deres fashionable adresser i storbyernes villakvarterer kan de løse ethvert samfundsproblem – uden smålig skelen til almindelige menneskers knap så fashionable liv. Og værst af alt: De tages anderledes alvorligt end middelalderens hofnarre.
Som forfatter har jeg forsøgt at slå nogle ordentlige slag i bolledejen omkring klassesamfundet og uligheden i uddannelsessystemet. De privilegerede fortjener én på lampen – hvad enten det er grådige bankdirektører eller verdensfjerne akademikere. Men jeg har også forladt alfarvej for at berette om praktiske løsninger på skævhederne i uddannelsesverdenen. Den slags findes oftere på skoler i jyske stationsbyer end ved konferencer på de pædagogiske forskningsinstitutter.
Samfundskritikken skal være hård og skarp – ja, nærmest revolutionær. Men vejen frem ligger i det reformistiske efterskrift.
