Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.8.2017

Af Lars Olsen

 

Ferietid er læsetid, og i denne sommer har jeg læst rigtig meget. Noget af det mest spændende er ”The Road to Somewhere” af den britiske stjernejournalist David Goodhart. Bogen kortlægger en ny brudflade i samfundet, der førte til Brexit-flertallet og er ganske velkendt herhjemme.

Goodhart kalder det »den store deling«: Halvdelen af befolkningen er Somewheres – de har en rodfæstet identitet som arbejder i Nordøstengland, landmand i Skotland osv.; 60 pct. bor kun 20 miles fra deres barndomshjem. Overfor dem står en fjerdedel Anywheres, som har deres identitet i kraft af uddannelse og karriere, bor i storbyerne og tjener godt. Den sidste fjerdedel er et sted imellem.

Samfundet domineres af Anywhere, økonomisk og kulturelt liberale, der med en »post-national« ideologi omfavner EU og det multikulturelle samfund og gør nationalfølelse til et fyord. Anywhere findes både i en højreorienteret udgave i erhvervslivet og i en mere progressiv, der dominerer i medier, uddannelse og kreative erhverv.

David Goodhart er selv super-Anywhere: uddannet på det prestigefyldte Oxford University og fremtrædende journalist på Financial Times – den europæiske elites hoforgan. Han er imidlertid også mangeårigt medlem af Labour og blev i 00erne prominent venstreorienteret kritiker af masseindvandringen.

 

Somewheres protest handler ikke kun om EU og indvandring, men også om uddannelse og arbejdsmarked. Anywheres blev for alvor mange med ekspansionen i højere uddannelse, påpeger Goodhart. Næsten halvdelen af de britiske unge tager i dag videregående uddannelse. Som regel sker det på kostskoler, hvor de unge forlader familie og venner og bliver integreret i en ny Anywhere-kultur.

Eksplosionen i højere uddannelse gik hånd i hånd med afindustrialiseringen af Storbritannien. I 1970erne stod industrien for 30 pct. af nationalproduktet – i dag kun 9 pct. Konsekvensen er et mere polariseret samfund. Højtuddannede finansanalytikere og kreative designere tjener godt, men jobbene i den anden ende af spektret er utrygge og dårligt betalt. Tidligere tiders selvbevidste arbejderklasse er erstattet af servicejob som vagt, rengøring eller bartender.

Polariseringen rammer med stor kraft den halvdel af de unge, der ikke tager højere uddannelse. Lærlinge, kontorjob og tekniske uddannelser er skrumpet til ingenting. 18 pct. af de unge i Nordøstengland er Neets – de er hverken i uddannelse eller job, men lever af sort arbejde, kriminalitet eller deres forældre.

Tony Blairs regering tog en fatal beslutning. Kræfter i Labour ville udvikle produktion og erhvervsuddannelser som i Tyskland. Regeringen konkluderede imidlertid, at Storbritannien var på samme vej som USA, og Blair bekendtgjorde, at 50 pct. af de unge i »vidensøkonomien« skulle have højere uddannelse.

 

Meget af Goodharts »store deling« kendes i Danmark. Opgøret om indvandringspolitikken stod i høj grad mellem Somewhere og Anywhere. Mere overset er, at folkelig skepsis overfor »reformer« af dagpenge, efterløn og kommuner har skabt politisk mistillid og flyttet store vælgergrupper til DF og venstrefløjen. Også hér står jævne folk overfor en rastløs elite.

Læg også mærke til uddannelsespolitikken. Danmark har stadig erhvervsuddannelser som et godt tilbud til unge, der ikke tager videregående uddannelse. Men de er under pres. De seneste årtiers prioritering af det akademiske har sendt os et stykke ad den angelsaksiske vej. Stop det! Erhvervsuddannelser og produktion er afgørende for velstand og sammenhængskraft. Danmark skal ikke begå Blairs fejltagelse.