Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 5.6.2015

Af Lars Olsen

 

»Det skal kunne betale sig at arbejde«, proklamerer Venstre og kører hårdt på de sociale ydelser. De store arbejdsfrie gevinster findes imidlertid især i toppen af samfundet – de største lønstigninger går til finansfolk og ejendomsspekulanter.

Lad mig starte med at slå ét fast: Ja, det skal kunne betale sig at arbejde. Der skal være en tydelig gevinst, hvis man går fra sociale ydelser til job. Det er der heldigvis også. Eksemplerne i valgkampen er helt atypiske eller simpelthen forkerte. Kig evt. hér:

http://www.ae.dk/analyser/forkerte-beregninger-i-debatten-om-gevinst-ved-at-arbejde

Samtidig har debatten i valgkampen en anden skævhed: Den overser totalt de arbejdsfri gevinster og let tjente penge, som i disse år florerer i toppen af samfundet.

Jeg er blandt forfatterne til Klassekamp fra Oven, der sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kortlagde de seneste årtiers ændringer af det danske samfund. Bogen dokumenterer, at de mest velstillede 3-4 procent – overklassen og dele af den højere middelklasse – har taget løvens part af kriseårenes beskedne fremgang.

Nok så tankevækkende viser tallene, at de største stigninger til de velstillede er inden for brancher som finansiering og ejendomshandel. Hér er masser af gevinster, hvor der ikke ligger arbejde bag: Spekulation i valutakurser. Aktiegevinster, hvor ejerne ikke har rørt en finger. Oppumpede værdier på boligmarkedet – især blandt de dyre boliger i hovedstaden.

Finansverdenen og ejendomshandel hører til den såkaldte »bobleøkonomi«. Det var oppustede bobler på disse områder, som udløste finanskrisen. Regningen blev imidlertid sendt til samfundets brede lag, mens velstillede finansfolk og ejendomshandlere fortsatte deres store indkomststigninger.

Læg hertil disse års høje direktørlønninger og absurde »gyldne håndtryk«. For nylig forlod viceadministrerende direktør Kåre Schultz sin post i Novo Nordisk. Han fik 60 millioner kroner i fratrædelse, hvortil kommer gevinster på over hundrede millioner på firmaets aktier.

Direktørernes indkomster er ikke arbejdsfri – mange har et ansvarsfuldt job med lange arbejdsdage. Problemet er proportionerne: Er direktørens job virkelig så vigtigt, at de skal tjene mere på ét år eller ét jobskifte, end almindelige lønmodtagere kan opnå på et langt arbejdsliv?

Især Venstre kører hårdt på, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Under søndagens tv-debat kritiserede Helle Thorning-Schmidt, at Venstre bygger kampagnen omkring kontanthjælpen på enkelte atypiske eksempler. Lars Løkke Rasmussen svarede, at det handler om »en rimeligheds-betragtning« over for dem, som tager et hårdt job nederst i lønskalaen.

Ja – lige netop. Arbejdsfri gevinster og absurde direktørlønninger antaster enhver form for ret og rimeligt. Kig dog på toppen af samfundet, Lars!