Kronik i Politiken den 11. juni 2006

Af Lars Olsen

 

Danmark er stadig et socialt blandet samfund, men især i storbyerne bor vi mere opsplittet end før. Med afsæt i en ny stor undersøgelse advarer dagens kronikør imod den sociale polarisering, der har dramatiske konsekvenser for folkeskolen og samfundets sammenhængskraft
BOR MENNESKER med høje og lave indkomster mere adskilte end tidligere? Bliver folk på overførselsindkomst koncentreret i bestemte boligområder? Lever indvandrere og danskere isoleret fra hinanden?

Det er nogle af spørgsmålene bag et nyt stort forskningsprojekt fra Rockwool Fonden. Resultatet er bogen ”En befolkning deler sig op?”, der udkom i torsdags. Forskerne har delt hele landet op i små boligområder med nogle få hundrede husstande og tegner på den baggrund det hidtil mest detaljerede Danmarks-kort ­– indkomstmæssigt, uddannelsesmæssigt, socialt og etnisk.

Set under ét er Danmark stadig et blandet samfund, hvor de forskellige samfundsgrupper bor relativ tæt på hinanden, konkluderes det. Fra 1985 til 2003 blev befolkningen delt mere op socialt og indkomstmæssigt, men på landsplan er det trods alt ret begrænset.

Mennesker bor imidlertid ikke på landsplan, børnene går ikke i skole på landsplan, gennemsnitstallet er udtryk for mange og delvist modstridende tendenser. Det interessante – og foruroligende – i Rockwool Fondens undersøgelse kommer frem, når forskerne stiller skarpt på to konkrete områder: 1) De fire storbyer og 2) folk på overførselsindkomst i de mellemstore provinsbyer.

 

I ALLE DE FIRE storbyer bor høje og lave indkomster således mere adskilte end i 1985. Rockwool Fondens analyse er bygget op om et ikke videre folkeligt ”dissimilationsindeks”: For eksempel var det indkomstmæssige indeks for Københavnsområdet 26,2 i 2003, hvilket betyder, at 26,2 procent af københavnerne i en given indkomstgruppe skulle flytte, hvis høj- og lavindkomstgrupper skulle bo helt jævnt fordelt. I 1985 var indekset kun 23,4, og stigningen betyder, at de forskellige indkomstgrupper i de seneste tyve år er rykket væk fra hinanden.

Udviklingen er den samme i Århus, Odense og Ålborg. I alle fire storbyer ser vi det samme mønster: Højindkomsterne koncentreres i nogle boligområder, lavindkomsterne i andre.

En vigtig forklaring er de stigende boligpriser. Bladet Folkeskolen offentliggjorde sidste år en kreditforenings-analyse af, hvor et par med to lærere havde råd til at købe et nyt hus. Beskeden var klar: Københavnsområdet, Nordsjælland og Århus-regionen er i dag lukket land for førstegangskøbere med lønninger på lærerniveau. Resultatet er, at lærere, sygeplejesker og andre mellemindkomster presses ud af storbyerne. Gamle middelklassekvarterer bliver pø om pø til velhaverenklaver. Når den pensionerede lærer sælger murermestervillaen, er køberne et akademikerpar med to høje indkomster.

Samtidig præges storbyerne af en anden tendens: At mennesker på overførselsindkomst klumpes sammen i enkelte kvarterer. Også det fremgår af Rockwool Fondens indeks. Bag tallene ligger nedturen i mange almene boligområder. Folk med fast arbejde er flyttet, og beboerne er i højere grad indvandrere og danskere på overførselsindkomst. En skævhed, der giver disse kvarterer et dårligt ry og yderligere forstærker ”flugten” fra området.

 

NEDTUREN PRÆGER OGSÅ en del almene boligområder i mellemstore provinsbyer. I en snes provinsbyer er der ligeledes sket en stigning i det sociale indeks fra 1985 til 2003 – folk på overførselsindkomst bor mere koncentreret end for tyve år siden. ”Ghettoer” og ”udsatte boligområder” er ikke kun et storbyfænomen; det kan de også tale med om i byer som Svendborg, Haderslev, Vejle og Slagelse.

En del af forklaringen er, at indvandrerne bor uhyre koncentreret. I ”En befolkning deler sig op?” fremhæves det, at de etniske bosætningsmønstre er langt mere adskilt end andre mål for opdeling af det danske samfund. Dette er imidlertid ikke hele forklaringen. Nogle af de største stigninger i den sociale opsplitning sker for eksempel i byer som Nakskov og Korsør, der har relativ få indvandrere, men mange langtidsledige ”gammeldanskere”. Her er opsplitningen et resultat af høj lokal arbejdsløshed, der rammer særlig hårdt i bestemte bydele.

Samtidig har Rockwool Fonden anvendt en metode, der undervurderer den sociale opsplitning. Undersøgelsens ”sociale indeks” bygger på mange forskellige former for overførselsindkomst – kontanthjælp, førtidspension, dagpenge m.v. Men disse grupper er stillet vidt forskelligt på boligmarkedet.

Langt den svageste gruppe er på kontanthjælp. Ifølge lovgivningen har ægtefæller pligt til at forsørge hinanden, så folk på kontanthjælp er som regel enlige eller bor sammen med andre på kontanthjælp. Derimod bor mange dagpengemodtagere sammen med ægtefæller, der har mere rimelige indtægtsforhold. En undersøgelse viste i 2004, at det frem for alt er kontanthjælpsmodtagerne, der klumpes sammen i bestemte boligområder.

Når Rockwool Fonden ser de svage og mindre svage som én gruppe, bliver ”sjussen fortyndet” og udviklingen mindre dramatisk. Som helhed bekræfter den nye undersøgelse dog billedet fra andre analyser, nemlig at de svage grupper i højere grad er koncentreret i dele af den almene sektor. Og det drejer sig ikke kun om indvandrere, men også om danskere på langvarig overførselsindkomst.

 

ER DEN STIGENDE opsplitning overhovedet et problem? Gør det så meget, at storbyerne er mere socialt opdelt end før? Betyder det noget, at folk på overførselsindkomst bor mere koncentreret, også i en del provinsbyer?

De danske byer er stadig langt mere blandede end for eksempel de amerikanske og britiske. Alligevel er der grund til at råbe vagt ved gevær: Hvis vi blot slår os til tåls med, at »det er værre andre steder«, vil udviklingen fortsætte – og vi mister nogle afgørende kvaliteter ved det danske velfærdssamfund. Hvis vi vil gøre noget, skal udviklingen vendes nu.

Her og nu har polariseringen i byerne især negative konsekvenser for folkeskolen. Vi har i Danmark en lang og god tradition for, at børn går på den lokale skole, tæt på hvor de bor. Derfor fører opsplitning på boligområdet også til opsplitning af skoleverdenen. Når højindkomster og lavindkomster bor mere hver for sig, bliver der et større skel mellem ”velhaverskoler” og socialt belastede skoler.

Der har naturligvis altid været forskel på for eksempel Nørrebro-skoler og skoler i et villakvarter som Brønshøj, men den er større end før. I 2003 undersøgte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvordan den sociale sammensætning i skoleverdenen var i starten af 1980erne og i dag. Undersøgelsen viste, at i langt de fleste kommuner er de socialt belastede skoler blevet endnu mere belastede. Med andre ord: Elever fra dårligt stillede familier koncentreres i stigende grad på bestemte skoler i hver kommune.

Denne ”ghettodannelse” på skoleområdet har dramatiske følger for det faglige niveau. Elever lærer nemlig ikke kun af lærerne, men også af hinanden – børn er rollemodeller for deres kammerater. Er det normen i en klasse at lave lektier? Er der nogen kvikke elever, der sætter gang i gruppearbejdet? Bakker forældrene op om skolen? Her har det sociale miljø i skolen og lokalmiljøet stor betydning. Der skal være et vist kontingent af ressourcestærke familier for at sikre et godt miljø i klassen og forældresamarbejdet.

Flere undersøgelser dokumenterer således en ”klassekammerateffekt”: At de stærke elever trækker de svage op. Brian fra betonbyggeriet får slet og ret højere karakterer, hvis han går i skole med Søren fra lærerfamilien og andre fra uddannelsesvante miljøer. Men denne ”klassekammerateffekt” forsvinder, hvis de fleste Brian´er og Mustafa`er klumpes sammen på enkelte skoler – uden stærke elever til at gøre en forskel.

Faktisk viser det sig, at det faglige niveau falder for alle elever, hvis skolens andel af elever med svag hjemmebaggrund kommer op over 30 procent. Og de seneste årtiers ”ghettodannelse” på skoleområdet betyder, at der er flere af den slags skoler. Samtidig viser tallene, at mange skoler er tæt på denne 30-procent-smertegrænse, hvor det bliver vanskeligt at opretholde det faglige niveau.

Vi må erkende den tætte sammenhæng mellem boligområdet og skolerne: Opsplitningen i byernes boligmønstre betyder, at titusinder af skolebørn får en dårligere skolegang end de ville under mere optimale betingelser. Og nok så vigtigt: Vi risikerer, at det bliver endnu værre – hvis udviklingen ikke vendes, vil der om fem-ti år være endnu flere skoler med en skæv social sammensætning. Selv om opsplitningen i de danske storbyer ikke er på ”amerikansk” niveau, er der således allerede i dag mange, der betaler en høj pris for polariseringen.

Men det skyldes vel, at indvandrerne er så koncentreret i bestemte boligområder og skoler? Nej, ikke kun. Det er rigtigt, at skoler med 60 eller 80 procent tosprogede elever og mange sociale problemer ofte slås med et elendigt fagligt niveau. Men det er kun toppen af isbjerget.

Den typiske socialt belastede skole ligger ikke kun i storbyerne, men også i mange mellemstore provinsbyer. Og eleverne på disse skoler består ikke kun af indvandrerunge, men også af mange etnisk danske elever fra hjem med arbejdsløshed, skilsmisser og forældre uden uddannelsestradition. På rigtig mange belastede skoler er de svage danskere faktisk i overtal.

”Ghettodannelsen” på skoleområdet skyldes således ikke kun, at de dårligt integrerede indvandrere er klumpet sammen i bestemte bydele, men også at danskere på overførselsindkomst bor mere koncentreret end før. Dertil kommer, at flere ressourcestærke familier vælger at sende børnene i privatskole og dermed forstærker den negative spiral på mange folkeskoler. Debatten kan således ikke indsnævres til det etniske; problemet er en dybtgående social opsplitning af både bolig- og skoleverdenen.

 

OPSPLITNINGEN AF BOLIG- OG SKOLEVERDENEN i storbyerne og en del provinsbyer har imidlertid også en mere langsigtet konsekvens: Det svækker fællesskabsfølelsen og sammenhængskraften i samfundet. Den danske tradition for en socialt blandet folkeskole har haft stor betydning for velfærdssamfundet. Populært sagt er det i folkeskolen, at akademikeren og kassedamens børn mødes og vokser op sammen. Og det er i folkeskolen, at familierne gennem børnene lærer hinanden at kende på tværs af sociale og kulturelle miljøer.

Den sociale blanding betyder, at børnene møder en verden, der er bredere end deres egen. Nogle lever i parfamilier, andre alene med mor eller far. Nogle bor i villa, andre i lejligheder. Nogle tror på Muhammed, andre på Jesus – og de fleste ikke rigtig på nogen. Børn er utrolig fintfølende overfor den slags forskelle i hverdagen.

Blandede bolig- og skolemiljøer har i årtier givet danskere en indsigt i andre sociale miljøer. Det har skabt mere eller mindre varige venskaber med mennesker fra andre dele af samfundet – og dermed også en fællesskabsfølelse på tværs af de sociale skel. Den sociale mangfoldighed har medvirket til, at afstanden mellem samfundslagene er mindre herhjemme end i de fleste andre lande.

Spørgsmålet er, om vi kan opretholde denne fællesskabsfølelse, hvis de forskellige sociale og etniske grupper i stigende grad bor og går i skole hver for sig. Eller med andre ord: Kan vi opretholde en social kontrakt i samfundet uden social kontakt i hverdagen?

Vi risikerer, at den store velstillede middelklasse på et tidspunkt siger til hinanden: Hvorfor skal vi betale så meget i skat til ”de andre”? Ræsonnementet vil lyde sådan: Vi bor ikke de samme steder som dem, vores børn går ikke i skole med dem, vi hører aldrig om andet end vold og ballade i ”deres” kvarterer – og en del af dem er oven i købet ”fremmede” med middelalderlige kulturmønstre. Nej, lad os få et forsikringssystem som i mange andre lande…

 

DEN HOLLANDSKE FORSKER Sako Musterd, by- og boligekspert på Amsterdam universitet, har undersøgt den etniske og sociale opdeling i forskellige vestlige storbyer. Som regel er de amerikanske og britiske byer langt mere opdelt end for eksempel de hollandske og danske. Sako Musterd peger på flere forskellige forklaringer, men konkluderer også, at opsplitningen generelt er lavere i lande med stor social omfordeling og relativ lav økonomisk ulighed (Journal of Urban Affairs, nr.5/05).

Fundamentet for det danske velfærdssamfund har i årtier været en ”god cirkel”: Blandede boligområder, fælles folkeskole, høj fællesskabsfølelse, social omfordeling og relativ beskeden ulighed. Måske er det en del af problemet, at vi har vænnet os til det og slet ikke kan forestille os alternativet.

I virkeligheden er alternativet ikke så langt væk. Hvis vi bare lader stå til, vil Danmark i stigende grad følge en ”amerikansk” udvikling og overtage flere og flere træk fra de angelsaksiske lande. Vi ser en stribe blinkende advarselslamper: Den sociale polarisering af storbyernes boligområder og skoler. Den økonomiske ulighed, der siden midten af 1990erne er blevet større år for år. En ny etnisk underklasse, der lever på sidelinjen af samfundet. Alt sammen faktorer, der kan starte en ”ond cirkel” af mindre fællesskabsfølelse, højere ulighed og mere opsplitning.

Til alt held er der i de seneste år opstået en ny debat om disse emner. I København og Århus har nye borgmestre taget fat på bolig-, skole- og integrationspolitikken, på Christiansborg er især uligheden kommet på dagsordenen. Begge dele er tiltrængt.

Mange af vort samfunds kvaliteter er stadig intakte, men udviklingen er på vej i den forkerte retning. Hvis vi bare læner os tilbage, vil vi om et årti eller to leve i et radikalt andet samfund end det, de fleste danskere sætter pris på. Når uligheden og opsplitningen når ”amerikanske” højder, er det for sent.