Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.1.2015

Af Lars Olsen

 

Vi er netop vendt hjem fra en lang og spændende ferie på Cuba. Karin og jeg landede i Havana den 30.december. Nogle dage efter læste jeg i avisen, at vi var del af en rekord. Netop dén dag rundede antallet af turister på ét år for første gang tre millioner. I den politiske debat udløser Cuba stærke følelser, men for stadig flere er det mest et feriemål. Cuba har længe været Canadas Mallorca – også stadig flere danskere tager dertil.

Desværre når de færreste længere end til forfaldne Havana eller turistperlen Trinidad, hvor hvert andet hus efterhånden er restaurant eller souvenirshop. Sådan gjorde Karin og jeg også ved vor første Cuba-tur i 2011. Denne gang valgte vi anderledes. Vi tog den lange og bøvlede tur til det ukendte østlige Cuba, og hér ventede en perle af historie og folkeliv.

Vi tilbragte en del dage i det afsides Baracoa, hvor vi boede på et lille hotel på stranden. Hér er ikke mange turister, men en masse får, grise og høns, der går og snasker mellem husene. En dag spiser vi frokost på en lille familierestaurant. De unge kommer ind med dagens fangst af hummere, blæksprutter og fisk, og den store sorte kromutter smider det direkte på grillen. Det smager fantastisk.

I kirken i Baracoa står et lille kors med en fantastisk historie. Det er dét, Columbus skar af cubansk træ, da han i 1492 landede i Baracoa-bugten og opdagede Amerika. Korset er velsignet af selveste paven. Det skete i 1994 ved en stor højtidelighed i det østlige Cubas hovedby, Santiago. Blandt de mange tusinde deltagere var daværende præsident Fidel Castro. Det blev et vendepunkt i forholdet mellem de troende og det kommunistiske styre. I de første årtier efter revolutionen i 1959 var der mange overgreb på troende, men nu besøger vi fyldte kirker, og mange cubanere går med et kors som halssmykke.

I Santiago besøger vi et hus med en særlig historie. Det er slet og ret den ældste bygning på det amerikanske kontinent. Huset blev opført fra 1515 af den første spanske guvernør, Diego Velázques. Det er et smukt patricerhus bygget op om en romersk gårdhave. Loftdekorationer og træudskæringer er arabisk inspireret. Spanierne opdagede Amerika samtidig med, at de fordrev de sidste maurere fra Sydspanien, og det præger stadig de ældste huse på Cuba.

Vi tilbringer en lørdag aften i provinsbyen Bayamo. De ældre er forsamlede på marmorbænkene under de skyggefulde palmer på hovedpladsen. Så begynder danseopvisningen. Pigerne er i røde strutskørter, drengene i blå bukser og jakker med pailetter. Mens forældre og bedsteforældre ser til, overgår de unge par hinanden i tricks og elegance. Jeg ser til med en vis misundelse og mindes barndommens lidet glorværdige karriere hos Kisbyes Danseskole.

I provinsbyer som Bayamo og Baracoa er der kun få biler. Taxier består mest af hestevogne og cykler. Da vi skal til den anden ende af Bayamo, hyrer vi en cykeltaxa og sidder på et lille tomandssæde, mens en cubaner træder i pedalerne, så sveden hagler. Turen koster to CUC (12 kr.), så drikkepengene er mere end velfortjent.

 

I store dele af Cuba brød den offentlige transport sammen, da Sovjetblokken kollapsede og stoppede importen af billige østeuropæiske busser. Busdriften er langsom og nødtørftig, og mange cubanere kører til og fra arbejde stående stuvet sammen på åbne og osende lastvogne. Sådan er det på flere områder. Den cubanske socialisme, med en solid dosis national stolthed, viste sig ganske sejlivet, men først i de allerseneste år er der taget hul på de nødvendige reformer. Det vender jeg tilbage til.