Klumme på jp.dk 19.3.2020

Af Lars Olsen

 

Mette Frederiksen kuldkastede sundhedsteknokratiet for at undgå italienske tilstande. Det bestandige krav om »evidens« er en djøfiseret afsporing af samfundsdebatten.

Et spøgelse går gennem Europa – Corona’ens spøgelse. Store dele af Europa er lukket ned, men det er ikke sket i samme omfang og tempo.

Danmark er gået forrest. Vi er det land, der tidligst i forløbet satte bredt ind for at bremse epidemien. Italien, Spanien og Frankrig har indført delvist udgangsforbud, men det er sket efter dødstal, vi (endnu) ikke har set herhjemme. I Danmark mobiliseres velfærdsstaten og civilsamfundet i en gigantisk forebyggende indsats for at hindre et kollaps i sundhedsvæsenet.

Det afgørende skifte indtraf onsdag den 11.marts. Først på eftermiddagen holdt chefen for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, pressemøde – det var business-as-usual. Om aftenen var statsminister Mette Frederiksen anderledes dramatisk: Danmark er i en sundhedskrise, og store dele af samfundet lukkes ned.

Koreografien var på plads. Mette Frederiksen var flankeret af politichefen i uniform; det var statsmagten, der trådte i karakter.

 

Det sundhedsfaglige teknokrati havde foretrukket en mere afventende strategi. Det blev klart nogle dage efter, da regeringen også lukkede grænserne. Brostrøm gik på tv og lagde afstand til grænselukningen. Dét blev straks grebet af globaliseringsglade Radikale, Konservative og dele af venstrefløjen.

Magtkampen mellem politikere og sundhedsteknokrati blev skåret ud i pap af Brostrøms forgænger, Else Smith, i Politiken i søndags: »Tidligere sundhedsdirektør: Intet sundhedsfagligt belæg for at lukke ned«. Else Smith påpegede, at »den epidemiologiske litteratur« ikke anbefaler lukning af skoler uden smittede, og at influenza også dræber mange: »Det er jo ikke ebola. Men så gør politikerne noget,« lød kritikken.

Det var denne vent-og-se-attitude, Mette Frederiksen kuldkastede og placerede sig selv for bordenden. For regeringen handler det for alt i verden om at undgå tilstande som i Norditalien, siger sundhedsminister Magnus Heunicke. Det rige Lombardiet har som os et stærkt offentligt sundhedsvæsen, men er nu tæt på kollaps. Tusinder er døde, og frygten breder sig som en steppebrand.

Forud for det strategiske skifte gik en af de daglige videokonferencer mellem sundhedsministrene i EU. »Gør alt hvad I kan nu, for ikke at havne som os«, lød italienske Roberto Speranza’s entydige råd.

For Mette Frederiksen & Co. handler det ikke om »sundhedsfagligt belæg«, men om selve tilliden til den socialdemokratiske velfærdsstat. Det har bragt regeringen i skudlinjen hos medier og politikere, der efterlyser »evidens«, men kravet er en djøf’iseret afsporing af samfundsdebatten:

Eksperter og »evidens« kan ikke give sesam-sesam-luk-dig-op-svar på alt. Corona er en hidtil uset sundhedskrise. Ebola og Sars ramte hårdest i andre dele af verden – ikke i det Danmark, vores politikere og velfærdsstat er sat i verden for at værne. Forstå det dog, teknokratiske globalister!

 

Magtkampen mellem folkevalgte og eksperter er langt fra ny. I 1930’erne og 1940’erne mente »pæne mennesker«, at de sagkyndige skulle styre landet. Historikeren Hal Koch gav igen i Hvad er demokrati: »Hvad plads bliver der for den sagkundskab, der repræsenteres af jurister, nationaløkonomer, læger og teknikere«, spurgte han og svarede: De skal give gode råd, men politikerne skal træffe beslutningerne ud fra samfundets samlede interesse.

Lyt dog til Hal Kochs kloge ord: »Der er som oftest ingen, der er mere enøjet end netop den teknisk sagkyndige«.