Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.5.2020
Af Lars Olsen
»Den nødvendige politik«. Sådan karakteriserede daværende finansminister Bjarne Corydon i 2013 sin regerings krisepolitik. Mange sang med på nødvendighedens melodi, neoliberale økonomer svingede taktstokken, og krisepolitikken blev til i brede forlig mellem S-R-SF og de blå partier.
Siden er glansen gået af Sct. Gertrud. Under Mette Frederiksen er Socialdemokratiet rykket til venstre og betragter Thorning-Corydon-epoken som en pinlig historisk parentes. Også tænksomme borgerlige stiller spørgsmål ved nødvendighedens afpolitisering, tag Søren Pinds opgør med »økonomismen« og det almægtige Finansministerium.
Og Bjarne Corydon? Han har foretaget det nødvendige skifte til Børsen…
Med Corona-krisen har vi så lært det igen. I starten troede mange, at håndteringen skulle overlades til sundhedsteknokratiet og dets ”evidens”. Nu står det klart, at der også blandt sundhedseksperter er forskellige ”skoler”, med hver deres Corona-strategi.
Vi så det senest i onsdags, da Danmark skiftede teststrategi og omsider nærmede sig WHO’s »test, test, test«. Fremover skal også folk uden symptomer testes og advare tætte kontakter ved smitte. For få uger siden blev omfattende test ellers anset for unødvendige, strategiskiftet var da også indhyllet i newspeak: »Jeg vil ikke sige, at vi har ændret holdning. Jeg vil sige, vi fagligt har udviklet os,« sagde sundhedsdirektør Søren Brostrøm i JP.
Initiativet til den nye teststrategi kommer heller ikke fra Brostrøm, men fra Sundhedsministeriet og Statsministeriet. Sådan var det også, da Mette Frederiksen den 11.marts nedlukkede Danmark og siden sænkede grænsebommene. Det samme skete i Norge, hvor konservative Erna Solberg 24.marts satte sig igennem overfor Folkhelseinstituttet og gennemførte en ny Corona-strategi med massetest/opsporing af kontakter.
Corona-krisen har styrket kontakten mellem de folkevalgte på tværs af grænsebommene. Da Danmark lukkede ned, skete det efter et råd til sundhedsminister Magnus Heunicke fra hans italienske kollega, Roberto Speranza.
Krisen har ført til et nyt globalt netværk, hvor der på virtuelle topmøder udveksles erfaringer mellem Danmark, Østrig, Tjekkiet, New Zealand, Australien og andre lande. Nogle er socialdemokratisk ledede, andre borgerligt, men alle lukkede hurtigt og står nu med samme udfordringer omkring omfattende test/opsporing og gradvis genåbning. I netværket taler Mette Frederiksen direkte med andre regeringsledere udenom de diplomatiske og sundhedsfaglige bureaukratier.
Skiftet er tiltrængt. Samfundet er i de seneste årtier blevet mere kompliceret, vi har fået flere specialister, men der er også sket en teknokratisering af politik og debat.
På Christiansborg tales om en undersøgelse af Corona-forløbet, men vi har brug for mere fundamental debat om forholdet mellem politikere, eksperter og embedsmænd. Hverken økonomiske eller sundhedsmæssige kriser kan overlades til akademiske præsteskaber pyntet med ”evidens”.
Politikerne skal lytte til økonomer, jurister, læger, epidemiloger og andre fagfolk, men som regel er der flere konkurrerende ”skoler” og strategier – »den nødvendige politik« findes ikke.
Næste runde kommer, når vi skal have gang i økonomien og betale regningen for krisen. Økonomer kan bidrage med konkurrerende forslag og beregninger, men det bliver et politisk valg – og har for resten et gammelt græsk navn: Demokrati.
