Klumme i Jyllands-Posten 24.10.2010

Af Lars Olsen

 

Lommepenge til middelklassens store børn er ikke en offentlig opgave. Det fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han ved Folketingets åbning bebudede en afskaffelse af de såkaldte »cafepenge«:

»Ligesom forældre har et ansvar for, at deres børn kommer godt igennem folkeskolen, har de også et ansvar for, at de får en ungdomsuddannelse. Det er en del af dét at være forældre,« sagde Lars Løkke Rasmussen og henviste til sin egen rolle som far.

Løkke har ret så langt, at mange unge bliver boende hjemme til de er oppe i 20’erne; de har et fint forhold til forældrene og nyder godt af tøjvask, fyldt køleskab og anden hjemlig infrastruktur. I den velbjærgede middelklasse, med to pæne indkomster, kan forældrene også betale lommepenge – eller den unge kan tage et fritidsjob.

 

Problemet er bare, at debatten om cafepengene føres uden skelen til de sociale realiteter. Her nogle basale facts om SU til hjemmeboende 18-19-årige:

De maksimale cafepenge udgør 2.677 kroner og ydes til familier, der har en husstandsindkomst på under 24.500 kroner om måneden. Herefter trappes støtten gradvist ned til 1.192 kroner, når forældrene tjener over 52.300.

Nok så bemærkelsesværdigt er det, at kun 28 procent af støtten ydes til den sidste velbjærgede gruppe. Hele 41 procent går til familier med indkomster under 24.500 kroner, typisk enlige forsørgere eller husstande med to meget lave indkomster. De sidste 31 procent tilfalder mellemindkomster på 25–50.000 kroner.

For familier med høje indkomster er det – cafepenge. Virkeligheden er imidlertid en anden hos den enlige pædagog eller familien med to fabriksarbejdere. Hér dækker SU’en typisk den unges tøj, buskort, PC’er og andre basale fornødenheder.

Samtidig ydes cafepengene ikke kun til gymnasieelever. En stor del går til unge på erhvervsuddannelsernes grundforløb, dvs. før praktikplads og lærlingeløn. De 18-19-årige på erhvervsuddannelserne har ofte haft ufaglærte job og forsøger nu at komme tilbage i uddannelse. Hvis de ikke engang kan få SU, vil mange lade være – og vi er endnu længere fra målet om at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse.

Statsministeren bebudede godt nok, at regeringen vil afsætte 150 millioner til »familier i en særlig situation«. Måske kan dette hjælpe de helt lave indkomster, typisk familier på overførselsindkomst. Taberne er »skaffedyrene«, som påtager sig de knap så velbetalte og prestigefyldte job – som fabriksarbejderne og den enlige pædagog.

 

Det er tankevækkende, at efterskolerne præges af samme mønster. Et år på efterskole er efterhånden ganske dyrt, typisk 45–50.000 kroner. I familier med moderate indtægter bringer offentlige tilskud forældrebetalingen ned på 30.000 kroner, men det er stadig mange penge – især hvis man ikke har dem.

Efterskolerne er ved at blive et tilbud til to ydergrupper: Socialt belastede unge, der får det hele betalt af det offentlige – og den velbjærgede middelklasse, som kan sætte to høje indkomster og en bugnende friværdi bag børnenes uddannelse. Også hér er den brede mellemgruppe under pres. Et pres, der forstærkes af de bebudede besparelser på efterskolerne, som har skabt røre helt ind i Venstres folketingsgruppe.

 

Hvis man kom fra en fremmed planet og kun kendte Danmark fra mediedebatten, ville man tro at vi var et land med to grupper: Sociale tabere og velstillede akademikere. Det brede lag i midten – dem med de jævne indtægter og almindelige job – er forsvundet fra den offentlige radarskærm. Også når det handler om det, som i de bedrestillede klasser er »cafepenge«.

21