Manuskript til kronik i Information 13.11.2013

Af Lars Olsen

 

På Christiansborg er Socialdemokraterne et 20 procents parti – i kommunerne er det et 30 procents parti. Kløften er opstået de seneste 15 år. Hundredtusinder af danskere har tillid til den socialdemokratiske borgmester, men ikke til Thorning & Co.

40 procent af stemmerne. Socialdemokraterne i Aarhus byråd står til et godt valg, viser en undersøgelse, som Rambøll Analyse Danmark for nylig foretog for JP Aarhus. Andre målinger viser også ’rød’ sejr i Aarhus, men knap så overvældende. Ikke desto mindre er stemningen op til kommunalvalget den 19. november skiftet:

For et halvt år siden forudså iagttagere, at Socialdemokraterne stod til en gevaldig afklapsning i kølvandet på den landspolitiske deroute. Siden har meningsmålinger rundt om i kommunerne tegnet et andet billede. Nogle steder går S lidt frem, andre steder noget tilbage, men alt i alt står det kommunale socialdemokrati til at bevare skindet på næsen.

I virkeligheden bør det ikke undre. I de seneste 15 år er forskellen på de socialdemokratiske resultater ved kommune- og folketingsvalg blevet stadig større. Valgresultaterne siden 1989 fremgår af tabellen. I 1990’erne svinger opbakningen til partiet ved begge typer valg omkring de 35 procent, men fra 2001 vokser afstanden. Liste A er gået tilbage ved alle folketingsvalg siden 1998, men i kommunerne klarer de sig stadig godt. Hundredtusinder af danskere har tillid til den lokale borgmester, men ikke til S på Christiansborg.

Kommunalforskerne har en tommelfingerregel om, at landspolitiske ændringer slår igennem med en tredjedel kraft ved kommunalvalg. Det er imidlertid en regel, som bygger på analyser af alle partier under ét. Tallene tyder på, at der hos Socialdemokraterne er et andet mønster, nemlig en dyb og voksende kløft. Hvad er på spil? Hvorfor kan kommunalpolitikerne mobilisere den opbakning, som Christiansborg-socialdemokraterne savner?

To store nedture

Noget af forklaringen handler om den førte politik. På landsplan er den socialdemokratiske deroute særlig markant i to faser. I 1990’erne fik S et stadig mere tyndslidt forhold til store vælgergrupper, som forlangte en strammere linje på indvandring, integration og andre »værdipolitiske« spørgsmål. Utilfredsheden kulminerede i 2001, hvor hundredtusinder gik fra S (og SF) til Venstre og Dansk Folkeparti.

Den anden markante nedtur sker med Thorning-regeringen fra 2011. Socialdemokraterne er med hiv og sving kommet over 20 procent, efter at rejsesagen for nylig bragte Lars Løkke Rasmussen (V) i miskredit. Krisen er dog ikke til at tage fejl af. I lange perioder har S ligget på 16-18 procent, og analyser viser, at nedturen er særlig dramatisk blandt arbejdere og lavere funktionærer. Det er selve arbejderbevægelsens sociale base, som er ved at erodere.

I min nye bog, En bygning slår revner, kortlægger jeg nedturens anatomi. Debatten om ’løftebrud’ er en del af forklaringen. Nok så afgørende er det imidlertid, at Thorning-regeringens krisepolitik opleves som skæv og utilstrækkelig i forhold til danskernes store samfundsbekymring: Arbejdsløsheden. Meget af nedturen er knyttet til den langstrakte dagpengedebat og til de kuldsejlede trepartsforhandlinger, da regeringen ville tage fridage fra lønmodtagerne i en situation, hvor mange af kollegerne er arbejdsløse.

De klassiske lønmodtagervælgere oplever, at Thorning & Co. »lever på en anden planet« – som tidligere 3F-formand Poul Erik Skov Christensen udtrykte det. De frafaldne socialdemokrater er især gået til Enhedslisten, Dansk Folkeparti og en voksende gruppe sofavælgere.

Tættere på borgerne

Det kommunale socialdemokrati har ikke lod og del i disse politiske fadæser. I 1990’erne var Vestegnsborgmestrene en markant røst i integrationsdebatten – de så problemerne i deres skoler og boligområder og slog alarm.

I de seneste år har kommunalpolitikere også lagt afstand til Thorning-regeringens politik. Vi så det senest, da finansminister Bjarne Corydon stillede spørgsmål ved kædeansvar som våben mod social dumping. Kommunalpolitikerne signalerede en hårdere kurs over for social dumping og går til valg på at bruge kædeansvar til at sikre løn og arbejdsforhold.

Sat på kort formel: Socialdemokratiet på Christiansborg er over flere omgange kommet for langt væk fra almindelige danskere – og straffes for det. Hér har borgmestrene i højere bevaret kontakten til borgerne. Mange samler brede vælgergrupper, der ved folketingsvalgene stemmer på Dansk Folkeparti eller Enhedslisten.

Krævende medier

Det hører imidlertid med til billedet, at folketings- og kommunalpolitik har forskellig dynamik. På Slotsholmen er politikere og embedsmænd ikke de eneste vigtige aktører. Medierne er blevet en selvstændig magtfaktor, det samme er ekspertlaget, der bruges som overdommere i politisk journalistik.

Medielandskabet er spændt ud mellem borgerlige (Jyllands-Posten, Berlingske, TV 2) og kulturradikale (Politiken, Information, DR), og begge fløje sætter Socialdemokratiet under pres.

Da S fra 2002 bakkede op om den stramme udlændingepolitik, skete det under massiv beskydning fra de kulturradikale medier. Nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden udtalte ligefrem, at Politiken var Danmark egentlige opposition.

I de seneste år har borgerlige medier agiteret hårdt for reformer, som forringer de sociale rettigheder. For eksempel den omfattende kampagne, der i 2011 førte til forringelse af efterlønnen. I samme retning trækker udbudsøkonomerne, der dominerer debatten om vejen ud af krisen.

Medier og eksperter sætter således Socialdemokraterne under et dobbelt pres: For en liberal kurs for indvandring og anden ’værdipolitik’ – og for en borgerlig krise- og fordelingspolitik. På begge områder trækkes partiet væk fra de klassiske S-vælgere, som typisk er strammere i værdipolitikken, men tilhængere af velfærd og social omfordeling.

Hér fører den socialdemokratiske borgmester en langt mere ren dialog med vælgerne. Debatten står mellem forskellige lokale aktører, og den handler om konkrete spørgsmål, som folk kan forholde sig til. Når kommunerne eksempelvis nedlægger lokale skoler, er det politisk smertefuldt. Men det sker gennem en direkte dialog mellem interessenterne – kommunalpolitikere, partier, skolebestyrelser, elevråd, borgerinitiativer og andre lokale aktører. En dialog, der både føres ved store og små møder og gennem de lokale og regionale medier.

Den lokale avis kontakter måske en pædagogisk ekspert, men det styrer ikke debatten på samme måde som i Christiansborgjournalistik. Mediernes rolle er langt mere klassisk – at referere politiske initiativer og debat. Medierne er ikke iscenesættende og dramatiserende i samme grad som i den landspolitiske debat. En situation, der gør det lettere for kommunalpolitikerne at følge gamle socialdemokratiske dyder som velfærd, økonomisk ansvarlighed og folkelig snusfornuft.

Socialdemokraterne mister borgmesterposter den 19.november. S vandt kommunalvalget i 2005 og erobrede yderligere poster i 2009 på ryggen af SF’s kanonvalg. Nogle af disse borgmestre står for fald, men et resultat tæt på 30 procent er stadig inden for rækkevidde. Meget tyder på, at valget den 19. november øger afstanden til 20 procents partiet på Christiansborg.

Lars Olsen er forfatter til bogen ’En bygning slår revner’, som netop er udkommet

 

Stadig større forskel. Socialdemokratiets vælgerandel ved folketings- og kommunalvalg:

År Folketingsvalg Kommunalvalg
1989 35,7
1990 37,4
1993 36,1
1994 34,6
1997 33,8
1998 36
2001 29,1 32,4
2005 25,8 34.3
2007 25,5
2009 30,6
2011 24,8
2013 20-22* ?

*Meningsmålinger