Manuskript til Politiken 3.3.2007

Af Lars Olsen

 

Også for 100 år siden skulle Københavns skolevæsen bygge bro mellem middelklassen og de mindre priviligerede

»Socialdemokratiets mål er at lave så god en folkeskole, så alle med god samvittighed kan sætte deres børn i den…«
Thorvald Stauning, Københavns Borgerrepræsentation, 7.maj 1914

 

København gør i disse år en ihærdig indsats for at overvinde den etniske og sociale opsplitning af skoleverdenen. En frivillig fordeling af indvandrerbørn betyder, at sorthårede unger kører med skolebus fra Nørrebro til et middelklassekvarter som Østerbro. Samtidig arbejdes der hårdt på at stoppe privatskolernes fremmarch og få de ressourcestærke familier til at vælge folkeskolen.

Politikken er et brud med de seneste årtiers laden stå til, men er i virkeligheden ikke så ny, som mange tror. Også for hundrede år siden kæmpede Københavns bystyre for at skabe en folkeskole for alle. Dengang handlede det bare ikke om indvandrere og danskere, men om en skole der både kunne rumme arbejderklassen og hovedstadens velstillede middelklasse.

I 1899 gik hvert fjerde københavnerbarn i privatskole – samme andel som i dag. Det var især middelklassen, der sendte børnene til datidens borgerinstitutter, realskoler og private gymnasier. Derimod gik arbejdernes børn typisk i kommuneskolen – som det hed dengang.

Mange lærere så med bekymring på denne polarisering. Det samme gjorde Socialdemokratiet, der i 1903 overtog ledelsen af Københavns bystyre.  Bekymringen gik især på, at den kommunale skole kun rakte til 5.klasse. Hvis eleverne skulle videre i mellemskolen, måtte de skifte til de private. Det fik velstillede og ambitiøse forældre til allerede fra starten at opgive kommuneskolen.

Problemet blev blandt andet påpeget af H.C. Johannesen, der var viceinspektør ved Københavns skolevæsen og forfatter til flere skolebøger. I 1906 udsendte Socialdemokratiske Diskussionsklubber hans lille bog om opbygningen af en fælles folkeskole. Visionen var en enhedsskole af høj kvalitet, der samlede »alle samfundsklassers børn« helt frem til 9.klasse:

»Her skal de lære af hverandre, hjælpe hverandre, komme til at forstå hverandre, følges ad så langt lyst og evner falder sammen, slutte venskab og opdrages til at arbejde sammen. Herved får vi det fornødne fælles dannelsesgrundlag, der skal danne bro mellem de forskellige samfundslag,« fastslog H.C. Johannesen.

Målet var således ikke kun at sikre alle en ordentlig undervisning, men også at styrke samfundets sammenhængskraft. Folkeskolen skulle skabe et »fælles dannelsesgrundlag« og udjævne klasseforskellene i samfundet.

 

Den 7.maj 1914 diskuterede Borgerrepræsentationen skolepolitik. Socialdemokratiets ordfører var den senere statsminister – Thorvald Stauning. Han understregede, at målet var en så god folkeskole, så alle ville lægge børn til, men slog også til lyd for at nedlægge de mange privatskoler, som eksisterede i kraft af betydelige offentlige tilskud. Denne linje prægede også den praktiske politik:

I 1908 oprettedes de første kommunale mellemskoleklasser, der gjorde det muligt at fortsætte i kommuneskolen frem til 9.klasse. I 1917 stoppede S-flertallet Københavns tilskud til de private skoler. Og i 1920 overtog kommunen de fleste af hovedstadens private gymnasier og mellem- og realskoler.

Bystyret var dog klar over, at mange i middelklassen stadig spejdede mod de tilbageværende privatskoler. Ofte var det nemlig pladsforholdene, der afgjorde om en dygtig elev kunne rykke fra grundskole til mellemskole og siden fra mellemskole til gymnasium. Derfor valgte en del ambitiøse forældre stadig privatskoler, hvor man kunne gå på samme skole fra 1. klasse til real- eller studentereksamen.

Svaret var en særlig regel i Københavns Kommune. Alle børn med et vist karaktergennemsnit fik ret til en plads i mellemskolen og siden i gymnasiet. Reglen skulle forsikre middelklassen om, at dygtige børn kunne gå hele vejen indenfor det offentlige system.

Efter en skolereform i 1937 stod København overfor faren for en ny opsplitning. Folketinget indførte en ny »fri mellemskole«, hvor eleverne fortsatte efter 5.klasse uden at tage en mellemskoleprøve. Den fri mellem blev betragtet som mindre fin end den egentlige mellemskole, og mange steder blev eksamensmellemskolen udskilt på særlige skoler.

København ville undgå denne spaltning i fine og mindre fine skoler. Derfor fik alle skoler både eksamensmellemskole og fri mellem. Det var også de samme lærere, der underviste i de to skoleformer.

 

Indsatsen bar da også frugt. Selv blandt de bedrestillede blev det efterhånden normen at bruge folkeskolen. I 1948 udsendtes det store værk »Opdragelse og Undervisning i Danmark«. Her glædede den københavnske skoleinspektør H. Bahne Jensen sig over, at middelklassen havde skiftet syn på kommuneskolen:

»Det, at deres børn i kommuneskolen kunne tage både mellemskole- og realeksamen eller gå videre herfra til gymnasium og universitet, fremkaldte et skred i opfattelsen af kommuneskolen. De mange middelstandshjem, der hidtil kun med store økonomiske ofre havde holdt børnene i betalingsskoler, indkasserede også gerne den fordel, som den gratis skolegang var, når de var klar over, at kommuneskolen bød på uddannelsesmuligheder, der fuldt ud svarede til, hvad der kunne opnås andetsteds,« skrev Bahne Jensen og fortsatte:

»Og for arbejderklassen, hvis børn havde dannet den altovervejende part af kommuneskolernes elever, blev den nye tingenes tilstand en social oprejsning. Ingen kunne mere med nogen som helst ret betegne deres børns skole som fattigskolen eller proletarskolen, og vejen lå nu åben også for deres børn… Kommuneskolen blev populær«.

 

Man fornemmer stoltheden mellem linjerne. Det er repræsentanten for et sejrende skolesystem, der gør status over halvtreds års sociale fremskridt.

Folkeskolens gyldne tid varede da også endnu nogle årtier. Men i 1980erne og 1990erne fik privatskolerne atter vind i sejlene. Mange i den øvre middelklasse anså det igen for finere at sende børnene i privatskole. Samtidig fik København stadig flere skoler med massiv koncentration af indvandrerelever og sociale problemer. Mange forældre følte, at de udsatte deres børn for et socialt eksperiment, hvis de valgte den lokale folkeskole. Det fik brede grupper til at flygte fra folkeskolen.

Tidligere uddannelsesborgmester Per Bregengaard (Enhl.) er nærmest blevet symbol på en fejlslagen skolepolitik. Realiteten er imidlertid, at et bredt flertal i årevis lukkede øjnene for flugten fra folkeskolen. Også Socialdemokraterne havde under overborgmester Jens Kramer Mikkelsen glemt Staunings ord om, at folkeskolen skulle være sådan, så alle »med god samvittighed« kunne sende deres børn i den.

Først efter kommunevalget i 2005 skete for alvor et skifte. Det faglige niveau skal op og alle skoler have en fornuftig etnisk/social balance, lyder den nye politik. Dermed er København vendt tilbage til den røde tråd, der har kendetegnet hundrede års skolehistorie.

 

Lars Olsen er journalist og forfatter til bogen Det delte Danmark.