Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.6.2014

Af Lars Olsen

 

Disse linjer skrives i Svaneke på Bornholm. Jeg har lånt en legatbolig på det hyggelige Svanekegården. Hér sidder jeg mellem gamle træer og bindingsværk og skriver på en bog – og denne klumme. Med den kolde Østersø er foråret på Bornholm nogle uger bagud. Det hele er kun lige sprunget ud og står i stærke og friske lysegrønne farver.

Min hustru, Karin, og jeg har haft nogle dejlige uger på klippeøen, hvor Karin har meget familie. Uger, der – ud over skriveriet – har vist de stærke lokale fællesskaber, der præger et yderområde som Bornholm.

Vi ankom for nogle uger siden til »kærlighedsweekend« – Svanekes årlige kulturarrangement inden turistsæsonen. Festivalen er ikke for københavnske turister – folk »ovrefra« som de lokale siger – men for bornholmerne. Hér er jazz, irske sange og meget andet.

Vi skal ind og se det gamle rådhus. Den majestætiske bygning fra 1858 er Svanekes første hus i flere etager. Det var før diverse kommunalreformer, så hér har både været domhus, fængsel og bystyre for Danmarks mindste købstad. En af de lokale aktive viser os rundt. »Vi viser kærlighed til det gamle rådhus«, siger han. Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan have kærlighed til et rådhus, men han mener det vist …

Foreningen Svanekes Venner er en magtfaktor i den lille by. Siden 1944 har de mange frivillige værnet om denne perle af et velbevaret bymiljø. På øverste etage i det gamle rådhus er de i gang med et finmasket arkiv over byens historie. Dagen efter løber vi igen på rundviseren fra rådhuset. Det er ham, der kommer med morgenavisen. Jobbet skal jo også passes.

Nogle dage efter går turen til Travbanen. Karins fætter Ole er som vanligt i sin sulky – den lille vogn bag travhesten. Hustruen Vera sidder i totalisatoren. Da børnene var mindre, var de også i sving. Trav er »Bornholms nationalsport«. Det engagerer hundredvis af lokale og trækker mange tilskuere. Nogle står langs banens sider, andre sidder ved små campingborde og nyder den medbragte mad. Når løbets vinder kåres, bliver der klappet, hujet og smidt med blomster. Efter sigende den mest levende travbane i landet.

Bornholm holder vejret i disse uger. Travsporten er tvunget til massive besparelser. At lukke travbanen på Bornholm er som at lukke Idrætsparken i København. Bornholmerne slipper tilsyneladende med skrækken. Ifølge en skitse er det blandt andet travbanen på Falster, der må dreje nøglen om – et andet yderområde …

En af de unge fra Karins familie er med i LandboUngdom. En større gruppe unge mødes for at planlægge Danmarksmesterskabet i traktortræk. Hans mor hjælper med maden. Nogle bornholmere er aktive i de mange foreninger – andre giver bare en hånd med.

Dét er langt fra offentlighedens billede af yderområderne. Folketingsmedlem Lennart Damsbo-Andersen (S), der bor på Lolland, udtrykte det for nylig ganske præcist hér i avisen. Mens provinsen på Morten Korchs tid blev romantiseret, bliver den i dagens bøger og film stigmatiseret. »Provinserne er blevet et sted, hvor landsbytosser, faldefærdige huse, ekstremister og idioter lever i bedste velgående,« påpegede han.

Filmindustriens stereotyper kommer ikke af ingenting. Meningsdannerne præges af forestillinger om »det postmoderne samfund«, hvor vi vælger vores egen identitet. Stedbundne fællesskaber betragtes – ligesom klasse og nation – som levn fra en svunden tid. I stedet hyldes det anonyme storbyliv, hvor de velbjærgede sovser rundt i deres individualitet uden snærende kollektive bånd. Heldigvis lever verden af i går – og mange steder ganske godt.