Eliterne har sejret af helvede til

Weekendavisen 5.2.2010

Samfundskritik. »Hvis vi tror, at vi i fremtiden kan leve af ånd uden hånd, så er vi på vildspor,« siger forfatteren og samfundsdebattøren Lars Olsen, der i en ny bog gør op med samfundseliternes akademiske snobberi og de uddannede klassers mantra om ‘videnssamfundet’.

Af Jesper Vind Jensen

Han er en af landets vægtigste røde penne. Som forfatter har Lars Olsen været debatskabende med bøgerne Det delte Danmark (2005), Den nye ulighed (2007) og Den sociale smeltedigel (2009). Han har tidligere været journalist på ugeavisen Socialistisk Weekend, politisk redaktør på dagbladet Aktuelt og analytiker på LO’s ugebrev A4. I hans ordforråd lyder ordet »arbejderklasse« derfor både naturligt og respektindgydende.

Han oser også af foragt over, at medier, meningsdannere og magthavere i dag hellere vil høre og tale om »den kreative klasse«, som en del højtuddannede akademikere har døbt sig selv. I den nye debatbog Eliternes triumf, som udkommer i dag, fnyser 55-årige Olsen:

»I dag ser vi fortiden rejse sig igen, bare i nye former. Nu er det ikke de dyre stillingskategorier, der fører sig frem med næsen i sky, men uddannelsessnobberiet. Kandidat i dit, ph.d. i dat, master i dut – hvor er de dog kloge, dem med de flotte visitkort og lange CV’er. Bøj jer i støvet for den kreative klasse!«

Det statement fortæller egentlig ganske godt, hvad Eliternes triumf handler om. Her påpeger Olsen, som selv er cand.phil. i samfundsfag, hvordan der bliver stadig større afstand mellem de brede befolkningslag og et mindre lag af højtuddannede.

Ifølge Olsen er der på få årtier sket et radikalt brud med de værdier, som i hundrede år kendetegnede det danske folkestyre. Dansk politik var nemlig tidligere formet af »landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere« – som højskolemanden Hal Koch i 1945 udtrykte det i bogen Hvad er demokrati?.

»Sådan er det ikke længere,« siger Lars Olsen, som vi møder tirsdag aften i det centrale København. »En stor del af folketingsmedlemmerne er i dag akademikere og har dermed samme baggrund som embedsmænd og eksperter. Også på anden vis har de andre levevilkår end store dele af danskerne. Et eksempel: Selv om der i dag bor 1 million danskere i det almene boligbyggeri, så er der kun to ud af Folketingets 179, der bor sådan. Derfor er det heller ikke underligt, at det almene boligbyggeri stort ikke fylder noget i den politiske debat.«

Ifølge Olsen lukker de »uddannede klasser« sig om sig selv, og lever i deres egen »virkelighedsboble«, som er meget anderledes end de brede samfundslags.

»Undersøgelser viser, at ingen af de ledende politikeres børn har gået på en erhvervsuddannelse – de har alle gået i gymnasiet. Når politikere, embedsmænd, eksperter og mediefolk diskuterer politiske spørgsmål, er det erfaringerne fra villavejene og det boglige uddannelsessystem, som står skarpt på den indre nethinde.«

Resultatet af denne samfundsforandring er ifølge Olsen, at politikerne ikke længere udgør det folkelige modspil til ’sagkundskaben’ af embedsmænd og eksperter.

»Vi risikerer, at det brede lags erfaringer al for tit havner under den offentlige radarskærm,« siger Lars Olsen og vurderer, at resultatet bliver et samfund med større sociale og geografiske skel.

Klassesamfundet 2.0

Olsen inddeler eliterne i tre segmenter med hver deres magtbaser – en i det private erhvervsliv, en i den offentlige administration og en blandt meningsdannerne inden for medier, kultur og uddannelse. Det sidste segment kalder han »kultur-og uddannelseseliten«. Eliterne deler fælles forestillinger om fx både centraliseringens og globaliseringens velsignelser. Centraliseringen udspringer af en management-tankegang, der står stærkt i embedsapparatet, erhvervslivets top, konsulentfirmaerne og store dele af det politiske liv.

»I nogle tilfælde er der gode grunde til denne centralisering, men de store forandringer af dagliglivet uden for de store byer er sket stort set uden debat,« mener Lars Olsen og henviser til sammenlægningerne af kommuner, politikredse, domhuse og uddannelsesinstitutioner.

Men på nogle områder er eliterne uenige. Inden for kultur- og uddannelseseliten stemmer fx over to tredjedele på oppositionen. Og de adskiller sig især fra flertallet i befolkningen på et punkt: de vil have en langt mere liberal indvandringspolitik.

»Man kan godt sige, at på det punkt har kultur- og uddannelseseliten mistet magt til fordel for folket. Men det er ude i hampen, når man fx i dagbladet Politiken kan man læse analyser af, at det moderne og højtuddannede København er sat fra bestillingen – at ‘periferien er det nye magtcentrum: provinsen styrer’. Det må de læse med en vis undren i Faaborg på Fyn. Det er en af de mange byer, som har mærket det seneste tiårs centralisering omkring store byer. Faaborg er ikke længere en selvstændig kommune. Politistationen er lukket, det samme er domhuset. Byens største arbejdsplads – sygehuset – er under afvikling. Selv posthuset og de lokale fagforeningskontorer lukker. En udvikling, der genfindes i mange af de gamle købstæder.«

Lars Olsen kalder det moderne Danmark for »Klassesamfundet version 2.0«. Den venstreorienterede samfundsdebattør benytter sig her af store mængder statistik og originale iagttagelser, der peger på, at det danske samfund i stigende grad bliver opdelt i vindere og tabere. På mange områder er klasseskellene anderledes end i det gamle industrisamfund. De kulturelle og immaterielle sider af uligheden er blevet vigtigere, det samme er uddannelse som en social skillelinje i samfundet.

– Du skriver, at vi har fået et klassesamfund, version 2.0. Hvilke konkrete klasser taler vi om?

»Jeg vil inddele det i fire klasser. Der er først samfundseliterne, som også indbefatter den højere middelklasse, og som udgør de øverste 5-10 procent. Så har vi det næste lag, professionerne: lærere, gymnasielærere, sygeplejersker, etc., som i kraft af deres uddannelse har stor indflydelse på deres arbejde. Så er der langt den største gruppe, som jeg stadigvæk vil kalde arbejderklassen – eller det brede lag af almindelige lønmodtagere. Endelig er der den nye underklasse af 10-15 procent i bunden. Det er bistandsklienter, langtidsarbejdsløse, udstødte, og her ser vi nu mange med indvandrerbaggrund.«

»Hot eller not«

Når Lars Olsen er indigneret over de sociale og geografiske skel, handler det også om, at man i den offentlige debat er holdt op med at tale om dem – bortset fra en lille gruppe marginaliserede. Det brede lag af underprivilegerede ligger »under radaren«, påpeger han.

– Hvem er det, som er under radaren?

»Ejerboligerne er over radaren, mens især de almene lejeboliger er under radaren. Den samme skillelinje kan du etablere mellem de boglige uddannelser og erhvervsuddannelserne, og mellem storbyerne og provinsen.

– Jamen er fx den almene boligsektor ikke kraftigt understøttet af offentlige skattekroner?

»Det er rigtigt, at den er mere subventioneret end ejerboligmarkedet, men de har til gengæld rentefradragsretten. Men se, hvordan ændringer på ejerboligmarkedet fylder i tv-aviser og nyheder, mens store ændringer i den almene sektor dårligt kan afstedkomme en notits i avisen. Tag også regeringens renoveringspulje, der i praksis kun var for ejerne. Der er kun fokus på den almene sektor, når der er ghettoproblemer. I dag er der ikke rigtig nogen til at forsvare lejerne, så området bliver forsømt. Konsekvensen kan blive, at ghetto- og kriminalitetsproblemerne stiger, og at samfundet bliver mere splittet. Det er der jo ingen – heller ikke eliterne – der i sidste ende vil bryde sig om,« siger Lars Olsen.

Han peger også på, at der bliver diskrimineret over for ungdomsuddannelserne.

»Erhvervsuddannelserne har været politisk kastebold: Først blev der indført ‘ansvar for egen læring’ og frafaldet eksploderede, senere blev erhvervsuddannelserne pålagt at sikre uddannelse til de svage unge, som ikke i dag får en ungdomsuddannelse, læg så dertil det kroniske problem med praktikpladser. Også fagbevægelsen, Socialdemokraterne og SF er smittet af den akademiske virus på uddannelsesområdet. Man ville modernisere og ikke længere ses som forsvarere af manden med den tykke ølmave og de røde seler. Resultatet var, at man mistede fornemmelsen for arbejderklassens unge.«

Mere overordnet, anfører Lars Olsen i Eliternes triumf, er teori i dagens Danmark blev »hot«, mens praksis er blevet »not«. Det betyder også at akademikere er hotte, hvorimod arbejderklassen er ‘not’. Et liv i en storby er også hot, men et liv i udkantsdanmark – den såkaldte ‘rådne banan’ – ikke just er det. Det er dette splittede Danmark, som ifølge Olsen udgør vigtige modsætninger i Klassesamfundet 2.0.

Fluffy videnssamfund

Noget af Olsens kritik har været fremført i hans andre debatbøger, selvom kritikken af eliterne ikke tidligere var så sønderlemmende. Men det nye ved Eliternes triumf er måske, at den retter en kraftig kritik af den herskende samfundsvision om videnssamfundet. Men hvad forestiller manden sig egentlig? Hvis ikke Danmark i den globaliserede tidsalder skal leve af viden, hvad så?

»Danmark skal videreudvikle vores utrolig flotte tradition for at få teori og praksis til at hænge sammen. Hvad enten det er nye produkter eller nye måder at gøre tingene på. Der er ingen tvivl om, at uddannelse spiller en større rolle end for 30 år siden, og at det vil spille en endnu større rolle om 30 år. Men mantraet ‘videnssamfund’ er et fluffy begreb, som bruges til social dominans fra storbyernes uddannede klasser. Der sættes al for tit lighedstegn mellem behovet for mere uddannelse og så det rent akademiske,« siger Lars Olsen.

Han vurderer, at akademisk snobberi har grebet hele samfundet og uddannelsessystemet.

»Vi ser fx at videnskabsteori, metodeovervejelser og ‘ansvar for egen læring’ har bredt sig uhæmmet til ungdomsuddannelser og professionsuddannelser. Der er brug for et opgør med, at viden og uddannelse bare skal være mere akademisk læring, for i fremtiden får vi også brug for evnen til at omsætte ideer til praktisk produktion. Det kræver dygtige maskinarbejdere, dygtige håndværkere og teknikere på forskellige plan.

– Hvis vi skal tale om et videnssamfund, så skal begrebet gøres bredere?

»Ja, jeg har bemærket, at lederne af de store industrivirksomheder for nylig kritiserede antagelsen om, at vi bare kan flytte hele den praktiske produktion til lavtlønslande og så selv bevæge os op af vidensstigen. Den holder ikke, for så flytter forskning og udvikling også. Forskning og udvikling bliver til i samspil med det, der bliver produceret i virkeligheden.«

– Kan Danmark leve af at være et produktionssamfund?

»Hvis vi tror, at vi i fremtiden kan leve af ånd uden hånd, så er vi på vildspor. Det er kombinationen, der er interessant. Fremtidens Danmark vil byde på lidt mere ånd end tidligere, men begge legemsdele skal være med. Derfor skal vi have mere respekt for praktiske færdigheder. De unge skal være bedre uddannede end deres forældre, for der bliver mindre behov for ufaglært arbejde, men vi får både brug for dygtige innovative specialister med akademisk uddannelse og for teknisk og fagligt uddannede.«

– Når du kritiserer eliterne, glemmer du så ikke, at Danmark er et af de mest lige lande i verden?

»Det er rigtigt, at vi stadig er et af de mest økonomisk lige lande i verden. Men indkomstforskellen er større end for 15 år siden, samtidig med at vi har en dybere politisk, kulturel og uddannelsesmæssig ulighed. Og disse skel bliver større, hvis eliterne bare får lov til at køre derudaf.«

Lars Olsen: Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten. 250 sider. 249 kroner. Forlaget Sohn.

ISBN-13: 9788791959677
Udgivet: 05-02-2010
Sideantal: 247

Udsolgt fra forlaget