Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 25.2.2013

Af Lars Olsen

 

Alle skal bidrage. Når vi reformerer førtidspension, kontanthjælp m.v., er det kun rimeligt, at også SU bidrager. Det er med ord som disse, uddannelsesminister Morten Østergaard & Co. lægger op til besparelser på Statens Uddannelsesstøtte.

Et kig på nyhedsstrømmen bekræfter billedet. I sidste uge fremlagde regeringen ikke kun en SU-reform, men varslede også et opgør med »passivitetskulturen« i kontanthjælpssystemet – selv de svageste skal tættere på arbejdsmarkedet. Samtidig indgik de kommunalt ansatte nye overenskomster, der betyder faldende realløn. Set i det perspektiv er studerende på lange universitetsuddannelser en af de mere privilegerede grupper, som efter endt uddannelse får ganske høje indkomster.

Nyhedsstrømmen dokumenterer imidlertid også, at langt fra alle bidrager. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at den eksklusive klub af danske millionærer er steget med 15 pct. under krisen. Mens der i 2009 var 45.928 med indkomster over en million, var dette i 2011 steget til 59.972. I samme periode var inflationen kun 6,5 pct. – resten af stigningen skyldes lønfest på direktionsgange og omegn.

Det er bemærkelsesværdigt, at en socialdemokratisk-ledet regering lukker øjnene for dette – ja, ledende ministre afskriver ligefrem økonomisk omfordeling som fortidig. Socialdemokratiet repræsenterer ellers en lang og flot tradition for social balance. Da Jens-Otto Krag i 1963 gennemførte den såkaldte Helhedsløsning, opstillede han tre pejlemærker: 1) »Den samlede økonomiske bæreevne«, 2) »lighed for alle befolkningsgrupper«, 3) »social rimelighed – hensyn til de dårligst stillede«.

For Krag var det afgørende, at Helhedsløsningen opfyldte alle tre. Derfor bestod den ikke kun af et kontroversielt indgreb i arbejdernes overenskomster, men lod også de bedrestillede bidrage ved et stop for priser, udbytter og huslejer. Det var denne balance, som var det særlige ved datidens SR-regering. Hensynet til landets samlede økonomi adskilte Krag & Co. fra den yderste venstrefløj – retfærdighed og social rimelighed markerede skellet overfor de borgerlige.

LO-fagbevægelsen knyttede an til denne tradition med sidste uges jobplan. Fagbevægelsen vil sænke afgifterne på NOx, energi, øl og sodavand, sådan som regeringen også overvejer i »konkurrenceevnepakken«. Fagbevægelsen foreslår imidlertid også offentlige investeringer og andet, der skaber mange tusinde job her og nu. Og der skitseres en finansiering, hvor de bedrestillede bidrager. Der skal ifølge LO indføres en progressiv arveafgift, og SU på sidste del af de lange universitetsuddannelser skal ydes som lån.

Spørgsmålet er, om SRSF-regeringen overhovedet tænker i den slags klassisk-socialdemokratiske baner. Dens økonomiske tænkning bliver stadig sværere at skelne fra Cepos og Lars Løkke Rasmussen. Der lægges i foråret op til endnu en stor aftale med V og K, som fortsætter linjen fra sidste års »blå« skattereform. Mens de brede samfundsgrupper betaler med »reformer« og løntilbageholdenhed, bliver der endnu engang lønfest hos millionærerne.

 

Problemet er ikke, at regeringen pålægger befolkningen ofre, men at de er skævt fordelt. Hermed saver Thorning & Co. den gren over, som de selv sidder på. Undersøgelser viser, at danskerne og især arbejdervælgerne vil have en retfærdig fordeling af byrderne. Når en centrum-venstre-regering ikke rejser dette klassiske spørgsmål, kommer andre emner i fokus – og vælgerne rykker mod højre. Regeringen er ved at skrive endnu et kapitel i den tilsyneladende endeløse føljeton om et politisk selvmord.