Klumme i Jyllands-Posten 3.8.2020

Af Lars Olsen

 

»Jeg går hver dag ind på en arbejdsplads, hvor jeg er den eneste minoritet«. Sådan sagde Lucia Odoom, Politiken-journalist med afrikanske rødder, da hun for nylig lavede sit-in på sin arbejdsplads. Protesten gav genlyd, også i JP. Medierne har taget Black Lifes Matter til sig, og vi har mødt mange af de 1-2 pct. danskere, der har afrikanske rødder.

Mere stille er der om de 39 pct., som har fysisk krævende arbejde. Ja, du læste rigtigt: ”Videnssamfund” eller ej, ifølge Arbejdsmiljøinstituttet NFA er det 39 pct – håndværkeren, landmanden, sosu’en der bakser med tunge borgere, pædagogen der løfter børn i vuggestuen… Mennesker, der typisk er på arbejdsmarkedet en del år før dem med lange uddannelser og job bag skrivebordene.

Jeg udsendte i 2018 ”Det forsvundne Folk” om de 39 pct. Bogen var ikke kun en kritik af politikere og økonomer, men også af medierne. I Presselogen på TV2 News diskuterede jeg med fire chefredaktører. Det blev en ren tilståelsessag, tre af fire erkendte mediernes skævhed og lovede bod og bedring. Siden er der ikke sket meget – med én undtagelse: Ekstra Bladet der sælger en del aviser i skurvognene.

 

Senere på måneden kommer regeringens længe ventede udspil om tidlig folkepension til folk med mange år på arbejdsmarkedet. »Arnes pension« bliver definerende for Mette Frederiksen og de politiske mønstre, siger kommentatorerne. Den bliver imidlertid også en test af medierne og deres klassemæssige blindhed.

Jeg har holdt snesevis af foredrag i lokale fagforeninger landet over. Intet spørgsmål skiller arbejderklassen fra ”de snakkende klasser” som efterløn og stigende pensionsalder; for folk på gulvet er det indlysende, at mange ikke kan arbejde til 70.

For nylig konstaterede Tryghedsmålingen det igen: En tredjedel er utrygge over, om de får en værdig exit fra arbejdsmarkedet, og disse findes især blandt faglærte og ufaglærte.

Medierne skal selvfølgelig stille kritiske spørgsmål til regeringen, det er deres pligt, men klasse-blindheden lurer. Jeg kan allerede se forsiderne på Berlingske og JP, baseret på notater fra Cepos og Dansk Arbejdsgiverforening: Tal bliver dissekeret, vi møder samtlige sosu’er, der ikke får gavn af regeringens udspil – til sidst er der vendt så mange hår i suppen, at vi har glemt utrygheden og skævheden i seniorårene, Cepos og arbejdsgiverne har nået deres mål.

Hos de kulturradikale omkring Politiken og DR vil den klassemæssige skævhed tage en anden form: Lidt på den ene side, lidt på den anden, politik og proces, og så videre med dét, der optager dem: Klima, køn, minoriteter, uddannelse… Den kreative klasse giver Fanden i de 39 pct., der bygger deres huse og tørrer deres gamle mor bagi.

 

”De snakkende klasser” tager som andre udgangspunkt i deres egen del af samfundet. For nylig viste Projekt Seniorarbejdsliv, at 51 pct. af 50+ regner med at forlade arbejdsmarkedet inden den stigende pensionsalder, de bedrestillede har også pensioner og friværdier til at gøre det.

Undersøgelsen viste imidlertid også vidt forskellige motiver. Folk med stillesiddende arbejde vil især have tid til fritidsinteresser og i det hele taget selv kunne bestemme. For folk med »tungt og hurtigt arbejde« er de hyppigste svar dårligt fysisk helbred eller at de »ikke længere vil kunne klare arbejdet«.

Mediefolkene hører til de første. De kommende måneder vil vise, om vi kan se ud over egen næsetip.