Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.1.2018

Af Lars Olsen

 

Tusindvis af unge på erhvervsuddannelserne mangler en praktikplads. Måske er det Danmarks ældste nyhed, men problemet har et helt andet omfang end tidligere. Det dokumenterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse, baseret på Undervisningsministeriets Praktikpladsstatistik. Op til finanskrisen var det 4.000, der hver måned manglede læreplads i en virksomhed – nu er det 10-12.000.

Selv indenfor fag med akut mangel på arbejdskraft opretter arbejdsgiverne ikke nok pladser. 2.500 af de »praktikpladsløse« er i gang med såkaldte fordelsuddannelser: 35 fag, hvor der forventes øget behov for arbejdskraft – blandt andet procesoperatører, tømrere og kokke.

Konsekvensen er, at tusindvis af unge dropper ud af erhvervsuddannelserne. Konsekvensen er også, at flere må færdiggøre uddannelsen i skolepraktik. Før krisen var det omkring 2.000 om måneden, nu er det 7-8.000. De får heldigvis en uddannelse, men alle er enige om, at skolepraktik ikke er så godt som læreplads i en virksomhed; uddannelse handler også om at lære kultur og arbejdsformer på en arbejdsplads.

Analysen slår ned i den aktuelle kampagne fra organisationer som DI, DA og Dansk Erhverv: At der »mangler hænder« på arbejdsmarkedet. Erhvervsspidserne burde kigge sig i spejlet. Den mest akutte arbejdskraftmangel findes på faglærte områder, hvor manglende lærepladser i årevis har fået unge til at droppe ud – og andre til slet ikke at søge ind.

Statistikkerne viser også tusindvis af ledige hænder: Der er betydelig langtidsledighed blandt ufaglærte, etniske grupper og seniorer. Mange arbejdsløse over 55 har svært ved at få job – arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, men fravælger seniorerne.

 

I virkeligheden handler arbejdsgivernes vi-mangler-folk-kampagner om en slet skjult dagsorden. Løsningen er altid ét af to: Lavere sociale ydelser eller import af udenlandsk arbejdskraft. Den aktuelle kampagne fra arbejdsgiverne og VLAK-regeringen drejer sig om den såkaldte beløbsgrænse, fastsat af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. I dag kan erhvervslivet importere specialister udenfor EU, hvis de tjener over 418.000 kroner; arbejdsgiverne og regeringen vil åbne for langt flere udlændinge, også til lavere lønninger.

Før den fri bevægelighed var arbejdsgiverne nødt til at være mindre kræsne: »Det indebærer f.eks., at man tager folk ind, som måske har været ledige i længere tid, er oppe i alderen eller har brug for oplæring. Hvis vi ukritisk siger ja til import af billig arbejdskraft, forskertser vi chancen for at bruge højkonjunkturen til at gøre indhug i de alt for mange på langvarig offentlig forsørgelse,« påpeger A-kassedirektør Verner Sand Kirk, der har fulgt arbejdsmarkedspolitikken tæt i over 30 år.

 

Bag den aktuelle debat gemmer sig en mere principiel strid, som går på tværs af »rød« og »blå«: Er Danmark et fællesskab, hvor vi også har ansvar for de svage grupper? Eller er Danmark blot en økonomisk enhed, hvor ethvert fremskridt måles i nationalprodukt og indtjening?

For nylig krydsede to af Danmarks rigmænd klinger på et andet område. Dynefabrikant Lars Larsen anklagede rige danskere, der flytter i skattely, for at være »forrædere« imod velfærdssamfundet. Det udløste protest fra tidligere ejer af Saxo Bank, Lars Seier Christensen: Dyne-Larsen må vænne sig til, at »vi lever i en global verden«, lød det fra Seier Christensens domicil i Schweitz.

Der er gået Saxo Bank i DI & VLAK. Sig dog nej til superglobalisterne og værn om det danske fællesskab.