Klumme i Jyllands-Posten 18.6.2012

Af Lars Olsen

 

Det er tidlig lørdag formiddag. Vi går op ad grusvejen bag Klostergaarden. De gamle gule huse med bindingsværk, brune trædøre og røde tegltag ligger langs vejen som perler på en snor. Et sted i nærheden varmer et kor op til dagens første aktivitet: »I Østen stiger solen op«, det kan næsten ikke blive mere dansk.

Vi passerer det lille torv og begiver os mod havnen. Folk er så småt ved at komme ud i Allinges gader – nogle skal til bageren, andre til de første debatter på Folkemødet. Jeg løber på Venstres Søren Pind, og vi får en politisk morgensludder, før min hustru og jeg sætter os på en af bænkene foran Brugsen.

På den anden bænk sidder en af de lokale stamgæster med dagens første Carlsberg. Han er faldet i snak med infoguiden, der skal hjælpe byens mange tusinde gæster med det praktiske. Guiden beretter om aftenen før, hvor en flok stangstive unge politikere ikke kunne finde vej:

»Man siger, at folk i et øsamfund som Bornholm drikker, men jeg havde nu aldrig troet, at de ville komme fra Christiansborg og lære os dét«, griner guiden.

 

De fire dages Folkemøde i Allinge er ikke bare taler og debatter, men også musik, events og fest – for nogle til den lyse morgen. Folkemødet startede sidste år som en dansk pendant til Gotlands-ugen, der er en institution i svensk politik. Med årets arrangement er Folkemødet ved at finde sin form og bliver efter alt at dømme også en tradition i Danmark.

Sidste års Folkemøde var i al for høj grad en fætter-kusine-fest for den politiske klasse – politikere, Christiansborg-journalister, partiansatte, konsulenter og lobbyister. Det var Tordenskjolds soldater fra Slotsholmen, som var taget på kollektiv sommerudflugt til Bornholm. De var der selvfølgelig også i år, men fyldte ikke så meget, fordi Folkemødet også blev præget af to andre grupper:

For det første har bornholmerne taget Folkemødet til sig. Arrangementerne var i højere grad placeret udenfor almindelig arbejdstid, og overalt blandt de mange tusinde deltagere hørtes den syngende bornholmske dialekt. De lokale politikere opfordrede øboerne til at møde op – og det gjorde de.

For det andet var der langt flere almindelige borgere med interesse for politik. Jeg deltog i flere debatter om uddannelse og stødte hér på en blanding af engagerede borgere og professionelle interessenter – skoleledere, aktive i lærer- og forældreforeninger og lignende. Det bredere lag af folkelige foreninger og interessenter har også taget Folkemødet til sig. Det samme er tilfældet med de faglige og politiske ungdomsorganisationer. Der var langt flere unge i år, og det skaber både liv, fest og andre diskussioner

Nok så vigtig er dog atmosfæren. Folkemødet viderefører traditionen fra forsamlingshuset, før den politiske debat blev overtaget af tv, spindoktorer og iscenesat dramatik. Politiske modstandere mødes med respekt, en jovial bemærkning og et glimt i øjet. Folkemødet er det levende ord som i det klassiske folkestyre. Med op mod 800 arrangementer er det et eldorado af tilbud – fra toppolitikernes taler over debatter med 30 eller 100 deltagere til præsentation og debat om elbiler.

 

Politikerne har med rette rosende ord til Folkemødet, men bør også gribe kritisk i egen barm. Vi mangler stadig noget af den dynamik, der i Sverige gør Gotland til noget særligt. Hvor er den toppolitiker, som melder noget nyt ud i Allinge? Og hvor er de politiske fritænkere, der bruger arrangementerne til at bryde de vante mønstre? Først når dét sker, bliver Folkemødet for alvor en institution i dansk politik.