”Arnes pension” bliver en test af mediernes klassemæssige blindhed

Klumme i Jyllands-Posten 3.8.2020 Af Lars Olsen   »Jeg går hver dag ind på en arbejdsplads, hvor jeg er den eneste minoritet«. Sådan sagde Lucia Odoom, Politiken-journalist med afrikanske rødder, da hun for nylig lavede sit-in på sin arbejdsplads. Protesten gav genlyd, også i JP. Medierne har taget Black Lifes Matter til sig, og vi har mødt mange af de 1-2 pct. danskere, der har afrikanske rødder. Mere stille er der om de 39 pct., som har fysisk krævende arbejde. Ja, du læste rigtigt: ”Videnssamfund” eller ej, ifølge Arbejdsmiljøinstituttet NFA er det 39 pct – håndværkeren, landmanden, sosu’en der bakser med tunge borgere, pædagogen der løfter børn i vuggestuen… Mennesker, der typisk er på arbejdsmarkedet en del år før dem med lange uddannelser og job bag skrivebordene. Jeg udsendte i 2018 ”Det forsvundne Folk” om de 39 pct. Bogen var ikke kun en kritik af politikere og økonomer, men også af medierne. I Presselogen på TV2 News diskuterede jeg med fire chefredaktører. Det blev en ren tilståelsessag, tre af fire erkendte mediernes skævhed og lovede bod og bedring. Siden er der ikke sket meget – med én undtagelse: Ekstra Bladet der sælger en del aviser i skurvognene.   Senere på måneden kommer regeringens længe ventede udspil om tidlig folkepension til folk med mange år på arbejdsmarkedet. »Arnes pension« bliver definerende for Mette Frederiksen og de politiske mønstre, siger kommentatorerne. Den bliver imidlertid også en test af medierne og deres klassemæssige blindhed. Jeg har holdt snesevis af foredrag i lokale fagforeninger landet over. Intet spørgsmål skiller arbejderklassen fra ”de snakkende klasser” som efterløn og stigende pensionsalder; for folk på gulvet...

Vi har fået tillid til politikerne – men den er skrøbelig

Klumme i Jyllands-Posten 27.7.2020 Af Lars Olsen   Danskerne har igen fået tillid til politikerne. 10’ernes udbredte politikerlede er hos det store flertal afløst af ny tillid. Ændringen skyldes Corona-krisen, men var faktisk på vej allerede i 2019. Det dokumenterer den omfattende Tryghedsmåling, der udkom i sidste måned. Analysen er sprængstof i den svære prioritering, som regering og Folketing står overfor efter sommerferien – mere om det senere. Først et par ord om politisk mistillid:   I 10’erne nåede danskernes tillid til politikerne et lavpunkt, godt hjulpet på vej af Løkke og Thornings krisepolitik og »reformer«. I bogen ”Det forsvundne Folk” var jeg dybt nede i Trygfondens 2017-undersøgelse. Mistilliden til politikerne bundede i en bekymrende social kløft: Politikerleden var særlig massiv blandt folk, der var utrygge, havde dårligt helbred eller boede i en del af landet, som ikke fik del i fremgangen. Derimod var de velstillede samfundslag mere tilfredse. En social kløft, der i Frankrig førte til protestbevægelsen Gule Veste. Ikke mindst derfor er den nye undersøgelse opløftende. Skiftet imod større tillid startede allerede i 2019, sådan som det også fremgik af analyser i JP sidste forår. Op til valget lovede politikerne »at tage sig bedre af velfærdsopgaver og befolkningsgrupper, som efter flertallets mening var blevet forsømt«, forklarer Trygfondens rapport og fortsætter: »Coronakrisens appeller om at beskytte sårbare ældre – og hinanden – forstærkede velfærdsfortællingen (…) Befolkningen oplevede, at de havde en regering – og en statsminister – som de kunne være trygge ved«. Det sidste er langt fra nogen automatik. Svenskerne er med god grund langt mere skeptiske overfor deres ledere, og flere sydeuropæiske lande er efter covid-19...

Identitetspolitikken er ikke »rød« – bare afsporet

Klumme i Jyllands-Posten 29.6.2020 Af Lars Olsen   Jo, der er racisme i Danmark. Jeg boede i 25 år på det multietniske Nørrebro, og én episode står stadig skarpt på nethinden: Jeg gik over Blågårds Plads med min lille datter, Pernille, i hånden. Imod os kom en ung smuk sort kvinde. Hun var tydeligvis forskræmt, bagved gik en gruppe indvandrerknægte og råbte i kor: »Vi vil have negerfisse«. Pigen var bange og flygtede ind på det lokale værtshus. »Far, hvad råber de,« spurgte Pernille. Ja, tja, bum, bum, bum… Folketingsmedlem Sikandar Siddique blev verdensberømt i Danmark, da han tidligere på ugen holdt et minuts stilhed på Folketingets talerstol imod racismen. Han henviste til sin opvækst på Nørrebro, hvor en politibetjent kaldte ham abekat. Sikandar Siddique gik på Blågårdsskolen et par klasser over Pernille. Og ja, der var (og er) racisme i et kvarter som Nørrebro, men den går flere veje.   Jeg brød igennem som forfatter i 2005 med ”Det delte Danmark”. Bogen kortlagde den sociale og etniske polarisering med afsæt i en dagbog fra Pernilles opvækst på Nørrebro. Dagbogen, der blev trykt i JP, var skrevet fra sidst i 1990’erne, mens det hele stod på. Jeg har også oplevet hvide danskere, der talte mindre pænt, men de mest udbredte racistiske kulturer var blandt unge med indvandrerbaggrund. Pernille oplevede det med utallige tilråb som »din hvide kusse passer til min brune pik«. Og forældrene oplevede det, da hvide børn på vej fra skole blev overfaldet af større indvandrerknægte, der stjal deres tasker og sportssko. Nogle år senere opgav den årlige LBGT-parade at gå gennem Nørrebro. Simpelthen fordi der flere...

Læren af Corona-krisen

Jeg har skrevet en hel stribe kommentarer til Corona-krisen. Jeg blev tidligt optaget af favntaget mellem folkevalgte og eksperter/embedsmænd, som jeg i sin tid beskrev i bogen ”Eliternes Triumf”. Få dage efter nedlukningen af Danmark den 11.marts fremhævede jeg, at »Mette Frederiksen kuldkastede sundhedsteknokratiet for at undgå italienske tilstande«. Klummen er interessant i lyset af den senere debat, hvor borgerlige politikere og medier borer i, hvem der rådede Mette Frederiksen til nedlukningen. Ingen, der fulgte debatten i marts, var i tvivl om, at det var en – nødvendig – politisk beslutning. I en kronik sidst i marts udfolder jeg forløbet og skitserer de konkurrerende Corona-strategier, der prægede debatten i starten af pandemien. Du kan også læse om det indflydelsesrige borgerinitiativ hammer & dans, der inspirerede den danske regering, ligesom jeg har skrevet om Corona’en set fra Bornholm, beskrevet den borgerlige splittelse, og hyldet hverdagens helte og kølhalet...

Corona-krisen viser Over-Danmark, når det er værst

Manuskript til Fagbladet 19.6.2020 Af Lars Olsen   For højtlønnede lobbyister og meningsdannere findes »samfundssind« kun i fremmedordbogen. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen går foran med et skidt eksempel. Regeringens håndtering af Corona’en får topkarakter: Hele 85 procent af danskerne støtter den. Nogenlunde som i Norge og Finland – og langt over andre europæiske lande. Det er imidlertid ikke jævne danskere, der sætter dagsordenen i medierne. Og blandt de bedrestillede klasser er der i disse uger en frustration, som grænser til raseri: »Det er fredag aften. Jeg rejser mig fra den rødternede dug på restaurant L’Education Nationale ved 23-tiden. God mad, bedre vin og endnu bedre selskab, men nu er det tid til at komme hjem inden spærretid – virus er jo farligere efter midnat,« skrev Lars Løkke Rasmussen ironisk i BT. Og den festglade eks-statsminister fortsatte: »Også jeg skal dø – en dag. Men jeg har tænkt mig at gøre det med støvlerne på. Og derfor tillader jeg mig at sige … det må slutte nu!«. Lægen Ida Donkin svarede: »Kære Lars Løkke, det handler ikke kun om dig«. I Berlingske mindede hun om de svage grupper, der kan dø af Corona – »jeres forældre, jeres kræftsyge nabo eller den treårige med nedsat immunforsvar«. Lars Løkke er imidlertid ikke alene. Lobbyister har i månedsvis haft fri leg i medierne, direktøren for arbejdsgiverorganisationen Horesta, Katia Østergaard, har nærmest slået sin seng op hos TV News. Lige nu diskuterer vi så sommerens rejser. Regeringens åbning af grænserne, med skelen til landenes smittetryk, er for lidt, for sent og forvirrende – den får fuld skrue hos redaktører og studieværter med godt...

Efter coronakrisen skal arbejderklassens tryghed prioriteres, ellers rammer den demokratiske krise

Essay i Politiken 31.5.2020 Forfatter og journalist: Efter coronakrisen skal arbejderklassens tryghed prioriteres, ellers rammer den demokratiske krise Sociale skel og utryghed har fået Europas arbejderklasse til at satse på gule veste og Brexit. Danmark er en undtagelse: Her sætter arbejderklassen sin lid til, at Socialdemokratiet kan genskabe trygheden. Det løfte skal indfris, ikke mindst i en krisetid. Af Lars Olsen   CORONA SÆTTER DAGSORDENEN over hele Europa. Det er stadig sundhedskrisen med dens dødstal og dystre beretninger, der dominerer nyhedsstrømmen – men under overfladen lurer en social krise. Syv af ti italienere frygter, at landets økonomiske krise udløser et socialt opgør. I Frankrig mener 60-70 procent, at staten ikke siger sandheden. »Vi ser, hvordan ”Underfrankrig” reagerer mod teknokraterne. Vi genfinder De Gule Vestes temaer med ideen om, at den politiske klasse svigter«, sagde direktøren for analyseinstituttet Ifop, Jérôme Fourquet, for nylig til Politiken. Europa oplever i disse år en kløft mellem store befolkningsgrupper og det etablerede politiske system. Ikke mindst arbejderklassen vender ryggen til de partier, der ellers repræsenterede dem. I 2016 skabte en koalition af den engelske arbejderklasse og konservative EU-skeptikere flertal for Brexit. I 2018-19 rystedes Frankrig af Gule Veste, en protestbevægelse fra lønmodtagere i »det perifære Frankrig« udenfor storbyerne. Kløften udspringer af en repræsentationskrise: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig ikke længere repræsenteret i politik, der ofte domineres af storbyernes højere middelklasse. Over det meste af Europa er de socialdemokratiske og socialistiske partier i krise, og fremgang for mindre grønne og røde partier kan ikke opveje nedturen. Gennem 10’erne er pendulet i de fleste lande svinget til højre. Danmark er et bemærkelsesværdigt brud på dette...

Rapport fra Bornholm: Åbn hér før i hovedstaden

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.5.2020 Af Lars Olsen   Disse linjer skrives i et lille træhus med kig til Østersøen. Vi er på Bornholm, hvor jeg arbejder på en ny bog, og Karin har en masse familie – så vi har været hér utallige gange. Jeg elsker Bornholm i maj. Foråret kommer senere herovre, naturen står i al sin vårgrønne pragt, og der er mere roligt end i de overrendte sommermåneder. I år er hér imidlertid stille, alt for stille. Restauranterne er lukket, det samme er butikkerne med hjemmelavet is, det ellers så livlige Svaneke Torv ligger øde hen. Bornholmerne opfører sig utrolig Corona-pænt. De holder afstand og går høfligt til side i Brugsen. Folk er mere hensynsfulde end hjemme i Humlebæk, hvor de igen er mere hensynsfulde end inde i København. Kulturforskellene er tydelige.   De næste uger bliver spændende. Forhåbentlig betyder genåbningen, at restauranter og flere butikker åbner og skaber byliv. Corona’en har aflyst Bornholms store begivenhed, Folkemødet, der plejer at skyde sommersæsonen i gang. Men det behøver ikke gå helt galt. Der er godt gang i sommerhusudlejningen, danskerne holder ferie herhjemme. Grundlæggende går det også bedre. Lige før Corona bragte ”Danske Kommuner” et jubel-interview med borgmester Winnie Grosbøl: »Fra klynkevulkan til optimistisk ø.« Ups, seks dage efter lukkede statsministeren store dele af Danmark – og Bornholm. Men: Nedgangen i folketallet er vendt, der bygges tusinde nye boliger frem til 2028, Bornholm har fundet sine styrker i turisme, helst hele året, og i det nye brand som fødevare-ø. Saltstegte sild, oste, pølser, bornholmsk sennep, sågar en Michelin-restaurant – heldigvis lykkedes det med det yderste af neglene...

Corona-krisen bliver politikkens ultimative genkomst

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.5.2020 Af Lars Olsen »Den nødvendige politik«. Sådan karakteriserede daværende finansminister Bjarne Corydon i 2013 sin regerings krisepolitik. Mange sang med på nødvendighedens melodi, neoliberale økonomer svingede taktstokken, og krisepolitikken blev til i brede forlig mellem S-R-SF og de blå partier. Siden er glansen gået af Sct. Gertrud. Under Mette Frederiksen er Socialdemokratiet rykket til venstre og betragter Thorning-Corydon-epoken som en pinlig historisk parentes. Også tænksomme borgerlige stiller spørgsmål ved nødvendighedens afpolitisering, tag Søren Pinds opgør med »økonomismen« og det almægtige Finansministerium. Og Bjarne Corydon? Han har foretaget det nødvendige skifte til Børsen…   Med Corona-krisen har vi så lært det igen. I starten troede mange, at håndteringen skulle overlades til sundhedsteknokratiet og dets ”evidens”. Nu står det klart, at der også blandt sundhedseksperter er forskellige ”skoler”, med hver deres Corona-strategi. Vi så det senest i onsdags, da Danmark skiftede teststrategi og omsider nærmede sig WHO’s »test, test, test«. Fremover skal også folk uden symptomer testes og advare tætte kontakter ved smitte. For få uger siden blev omfattende test ellers anset for unødvendige, strategiskiftet var da også indhyllet i newspeak: »Jeg vil ikke sige, at vi har ændret holdning. Jeg vil sige, vi fagligt har udviklet os,« sagde sundhedsdirektør Søren Brostrøm i JP. Initiativet til den nye teststrategi kommer heller ikke fra Brostrøm, men fra Sundhedsministeriet og Statsministeriet. Sådan var det også, da Mette Frederiksen den 11.marts nedlukkede Danmark og siden sænkede grænsebommene. Det samme skete i Norge, hvor konservative Erna Solberg 24.marts satte sig igennem overfor Folkhelseinstituttet og gennemførte en ny Corona-strategi med massetest/opsporing af kontakter. Corona-krisen har styrket kontakten mellem de folkevalgte...
21