Efter coronakrisen skal arbejderklassens tryghed prioriteres, ellers rammer den demokratiske krise

Essay i Politiken 31.5.2020 Forfatter og journalist: Efter coronakrisen skal arbejderklassens tryghed prioriteres, ellers rammer den demokratiske krise Sociale skel og utryghed har fået Europas arbejderklasse til at satse på gule veste og Brexit. Danmark er en undtagelse: Her sætter arbejderklassen sin lid til, at Socialdemokratiet kan genskabe trygheden. Det løfte skal indfris, ikke mindst i en krisetid. Af Lars Olsen   CORONA SÆTTER DAGSORDENEN over hele Europa. Det er stadig sundhedskrisen med dens dødstal og dystre beretninger, der dominerer nyhedsstrømmen – men under overfladen lurer en social krise. Syv af ti italienere frygter, at landets økonomiske krise udløser et socialt opgør. I Frankrig mener 60-70 procent, at staten ikke siger sandheden. »Vi ser, hvordan ”Underfrankrig” reagerer mod teknokraterne. Vi genfinder De Gule Vestes temaer med ideen om, at den politiske klasse svigter«, sagde direktøren for analyseinstituttet Ifop, Jérôme Fourquet, for nylig til Politiken. Europa oplever i disse år en kløft mellem store befolkningsgrupper og det etablerede politiske system. Ikke mindst arbejderklassen vender ryggen til de partier, der ellers repræsenterede dem. I 2016 skabte en koalition af den engelske arbejderklasse og konservative EU-skeptikere flertal for Brexit. I 2018-19 rystedes Frankrig af Gule Veste, en protestbevægelse fra lønmodtagere i »det perifære Frankrig« udenfor storbyerne. Kløften udspringer af en repræsentationskrise: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig ikke længere repræsenteret i politik, der ofte domineres af storbyernes højere middelklasse. Over det meste af Europa er de socialdemokratiske og socialistiske partier i krise, og fremgang for mindre grønne og røde partier kan ikke opveje nedturen. Gennem 10’erne er pendulet i de fleste lande svinget til højre. Danmark er et bemærkelsesværdigt brud på dette...

Rapport fra Bornholm: Åbn hér før i hovedstaden

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.5.2020 Af Lars Olsen   Disse linjer skrives i et lille træhus med kig til Østersøen. Vi er på Bornholm, hvor jeg arbejder på en ny bog, og Karin har en masse familie – så vi har været hér utallige gange. Jeg elsker Bornholm i maj. Foråret kommer senere herovre, naturen står i al sin vårgrønne pragt, og der er mere roligt end i de overrendte sommermåneder. I år er hér imidlertid stille, alt for stille. Restauranterne er lukket, det samme er butikkerne med hjemmelavet is, det ellers så livlige Svaneke Torv ligger øde hen. Bornholmerne opfører sig utrolig Corona-pænt. De holder afstand og går høfligt til side i Brugsen. Folk er mere hensynsfulde end hjemme i Humlebæk, hvor de igen er mere hensynsfulde end inde i København. Kulturforskellene er tydelige.   De næste uger bliver spændende. Forhåbentlig betyder genåbningen, at restauranter og flere butikker åbner og skaber byliv. Corona’en har aflyst Bornholms store begivenhed, Folkemødet, der plejer at skyde sommersæsonen i gang. Men det behøver ikke gå helt galt. Der er godt gang i sommerhusudlejningen, danskerne holder ferie herhjemme. Grundlæggende går det også bedre. Lige før Corona bragte ”Danske Kommuner” et jubel-interview med borgmester Winnie Grosbøl: »Fra klynkevulkan til optimistisk ø.« Ups, seks dage efter lukkede statsministeren store dele af Danmark – og Bornholm. Men: Nedgangen i folketallet er vendt, der bygges tusinde nye boliger frem til 2028, Bornholm har fundet sine styrker i turisme, helst hele året, og i det nye brand som fødevare-ø. Saltstegte sild, oste, pølser, bornholmsk sennep, sågar en Michelin-restaurant – heldigvis lykkedes det med det yderste af neglene...

Corona-krisen bliver politikkens ultimative genkomst

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.5.2020 Af Lars Olsen »Den nødvendige politik«. Sådan karakteriserede daværende finansminister Bjarne Corydon i 2013 sin regerings krisepolitik. Mange sang med på nødvendighedens melodi, neoliberale økonomer svingede taktstokken, og krisepolitikken blev til i brede forlig mellem S-R-SF og de blå partier. Siden er glansen gået af Sct. Gertrud. Under Mette Frederiksen er Socialdemokratiet rykket til venstre og betragter Thorning-Corydon-epoken som en pinlig historisk parentes. Også tænksomme borgerlige stiller spørgsmål ved nødvendighedens afpolitisering, tag Søren Pinds opgør med »økonomismen« og det almægtige Finansministerium. Og Bjarne Corydon? Han har foretaget det nødvendige skifte til Børsen…   Med Corona-krisen har vi så lært det igen. I starten troede mange, at håndteringen skulle overlades til sundhedsteknokratiet og dets ”evidens”. Nu står det klart, at der også blandt sundhedseksperter er forskellige ”skoler”, med hver deres Corona-strategi. Vi så det senest i onsdags, da Danmark skiftede teststrategi og omsider nærmede sig WHO’s »test, test, test«. Fremover skal også folk uden symptomer testes og advare tætte kontakter ved smitte. For få uger siden blev omfattende test ellers anset for unødvendige, strategiskiftet var da også indhyllet i newspeak: »Jeg vil ikke sige, at vi har ændret holdning. Jeg vil sige, vi fagligt har udviklet os,« sagde sundhedsdirektør Søren Brostrøm i JP. Initiativet til den nye teststrategi kommer heller ikke fra Brostrøm, men fra Sundhedsministeriet og Statsministeriet. Sådan var det også, da Mette Frederiksen den 11.marts nedlukkede Danmark og siden sænkede grænsebommene. Det samme skete i Norge, hvor konservative Erna Solberg 24.marts satte sig igennem overfor Folkhelseinstituttet og gennemførte en ny Corona-strategi med massetest/opsporing af kontakter. Corona-krisen har styrket kontakten mellem de folkevalgte...

Fra kulturkamp til lærerlockout

Artikel til tidsskriftet Liv i Skolen, foråret 2020   Forfatteren Lars Olsen deltog i forarbejdet til folkeskolereformen i 2013. I denne artikel skitserer han, hvordan der i slutfasen skete en markant – og skæbnesvanger – ændring af projektet. Socialdemokratiets Uddannelseskommission 2008-09 blæste til »kulturkamp« for en mere virkelighedsnær folkeskole. I 2011 foreslog Christine Antorini (S) historiens største skoleforsøg – 100 heldagsskoler med en ny skolekultur – men ikke en hastig reform. Regeringsudspillet og forliget i 2013 var imidlertid langt større: En reform med 1300 heldagsskoler fra dag ét. En afgørende drivkraft var Finansministeriet, der ville presse politikerne til L409 – indgrebet i lærernes arbejdstid. Folkeskolereformen må »tilbage på sporet«, med fokus på en mere virkelighedsnær skolekultur, konkluderer Lars Olsen.     Store sociale skel i skolen »Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater«. Sådan lyder en af de tre centrale målsætninger i folkeskolereformen. Det er et flot mål – også i internationalt perspektiv – men tillige yderst tiltrængt. Forældrenes socialklasse betyder rigtig meget for børnenes resultater. Klasseforskellene er tydelige allerede ved testene i 3.klasse, og ved afgangsprøven i 9.klasse er skellet markant. Tag gennemsnittet i dansk i 2017: Børn af ledere og akademikere får 8,6, mens børn af faglærte og ufaglærte kun opnår 6,4. Blandt elever med forældre, der er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet, er snittet helt nede på 5,5. Altså et socialt spænd fra top til bund på hele tre karakterpoint.   En egentlig analyse af hvorfor falder udenfor artiklens rammer, så blot et par bemærkninger. En del af forklaringen er børns vidt forskellige sproglige og kognitive udvikling lige fra de første år –...
21