Borgerlig Corona-kritik sejler under bekvemmelighedsflag

Klumme i Altinget 18.11.2020 Af Lars Olsen   Ja, minkgate er en vaskeægte skandale, men hvor i Corona-indsatsen ville de borgerlige have gjort det anderledes? Svaret blafrer i vinden – og har gjort det siden april. Meget tyder på, at en V-ledet regering havde fulgt en »svensk« strategi, med fatale konsekvenser for folkesundheden. Corona’ens anden fase har ramt Europa hårdt. I Italien er over halvdelen af de indlagte på sygehusene nu covid-patienter, og Lægeforeningen opfordrer regeringen til total nedlukning. I Portugal er der udgangsforbud i weekenden fra lørdag kl.13. Eller kig til Sverige lige på den anden side af Øresund. I 18 af 21 regioner er der vidtgående restriktioner. Man skal ikke have fysisk kontakt udenfor ens egen husstand, og man opfordres til at undgå indkøbscentre, fitnesscentre og kollektiv trafik. Sygehusene frygter en barsk vinter. Danmark er – sammen med Norge, Finland og et par stykker til – et af ganske få lande, hvor smitten er nogenlunde under kontrol. Lige nu. Og hvor borgerne har en grad af frihed, som millioner af europæere kun kan drømme om.   Vi hører om det som dryp i nyhederne. Nu lukker Østrig, nye restriktioner i Frankrig, nu strammer England… Og totalt løsrevet herfra kører vores egen debat. Hvor en borgerlig opposition, i tæt parløb med medierne, dagligt skyder på regeringens Corona-håndtering. Med minkgate har de endda fået en vaskeægte skandale. Fødevareminister Mogens Jensen og hans embedsapparat har i månedsvis kendt til faren for smitte fra mink til mennesker og vice versa. Enhedslisten og Hjørrings borgmester har advaret gang på gang. Alligevel er kursen slinget afsted, Jensen fortjener en fyreseddel. Den »blå« oppositions...

USA’s valg viste det igen: Storbyerne kan ikke bare blæse på resten

Klumme i Jyllands-Posten 16.11.2020 Af Lars Olsen   En hel verden drog et lettelsens suk: USA’s næste præsident hedder Biden – ikke Trump. Men USA’s valggyser viste det igen: Det er dødsensfarligt, når store samfundsgrupper føler sig tilsidesat og kaster sig ud i vred protest. Valgresultatet blev ikke den »blå bølge« (Demokraternes partifarve), som mange forudså. Da stemmerne omsider var talt op, havde Joe Biden vundet pænt, men heller ikke mere. Og i Repræsentanternes Hus tabte Demokraterne ligefrem en stribe pladser. Hundredtusinder stemte for en ny præsident, men ikke på den lokale demokrat. Demokraternes store problem er den hvide arbejderklasse. De var afgørende i »New Deal koalitionen«, der blev skabt under Roosevelt og gennem årtier etablerede tætte bånd til fagbevægelsen og arbejdervælgerne. I dag er USA’s politiske landkort radikalt forandret. Demokraterne har deres base i storbyernes højere middelklasse, der med ildhu rækker ud til diverse minoriteter, men glemmer  arbejderklassen og de mindre byer i et ensidigt fokus på uddannelse og »videns-økonomi«. Dét udnyttede Trump i 2016. Joe Biden, der er vokset op i Small Town America, søgte at rette op: højere mindsteløn, »Buy American«, tilbageflytning af industrijob… Trumps forspring i den hvide arbejderklasse blev mindsket, men heller ikke mere. De afgørende svingstater blev især vundet ved fremgang blandt middelklassekvinder i forstæderne.   Valget har kastet Demokraterne ud i en fløjkrig. Partiets venstrefløj efterlyser radikale samfundsforandringer. Et offentligt sundhedsvæsen (Biden gik kun et stykke af vejen) og et fordelingspolitisk opgør med »den ene procent« – de helt urimeligt rige. Meget fornuftigt. Problemet er Janushovedet – at Demokraternes venstrefløj tillige sværmer for ekstrem identitetspolitik. Black Lifes Matter, der startede som berettiget...

Nej, Mette F. er ikke borgerlig – blot klassisk socialdemokrat

Klumme i Jyllands-Posten 19.10.2020 Af Lars Olsen   »Er Mette Frederiksen da blevet helt borgerlig?« Sådan spurgte JP’s lederskribenter efter åbningen af Folketinget og svarede selv nej. I Berlingske glædede debatredaktør Pierre Collignon sig over Mette Frederiksens »borgerlige menneskesyn«, når hun gør op med kriminalitet i indvandrermiljøer, styrker politiet og sætter forsøgskommuner fri. I Politiken var glæden mere behersket. Mette Frederiksens kerneprojekt er »et postliberalt socialdemokrati«: »I denne postliberale retorik vejer trygheden for et kollektivt ”vi” af ”danskerne” næsten altid tungere end risikoen for at krænke individuelle rettigheder«, sukkede Kristian Madsen.   Fugl eller fisk? Kommentariatet har svært ved at få hold på det nye socialdemokrati. For os, der kender centrum-venstre, er det et gammelt skel. »Der har altid på dansk politiks venstreside eksisteret to strømninger«, konstaterer boligminister Kaare Dybvad i ”De lærdes Tyranni”. Han trækker linjen tilbage til sidst i 1800-tallet. Det moderne gennembrud startede med Georg Brandes, der med sine forelæsninger skabte debat om kønsroller, kirkens magt og andre kontroversielle spørgsmål. »Mens Brandes’ moderne gennembrud mest betragter almindelige mennesker udefra og ikke kender samfundets brede lag, rejser der sig en ny bevægelse i dets kølvand. Det folkelige gennembrud repræsenteres af forfattere som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø og tager udgangspunkt i henholdsvis tyende, husmænd og arbejderklassen«, påpeger Kaare Dybvad. Den folkelig/sociale strømning vokser sig stærk med arbejderbevægelsen. De to strømninger kæmpede sammen for demokrati og sociale reformer, men spændingen var latent. Mellemkrigstidens dagsordensættende kulturradikale miljø, anført af samfundsrevseneren PH, svang krabasken over Socialdemokratiets »femørespolitik« – den forbedrede arbejderklassens levevilkår, men højnede ikke dens kulturelle udvikling. De fik svar på tiltale af Socialdemokratiets store intellektuelle:...

Skæv klimapolitik kan genoplive »det gule Danmark«

Klumme i Altinget 8.10.2020 Af Lars Olsen   Klimastriden mellem regeringen og støttepartierne bunder i et dybere skel mellem storby-opinionen og store dele af provinsen. Skellet har i andre lande ført til Trump, Brexit og Gule Veste – og det vil Mette Frederiksen for alt i verden undgå. Den offentlige hukommelse er som bekendt kort, så spol filmen fem år tilbage: Ved valget i 2015 blev DF det næststørste parti, og den store historie var »det gule Danmark«. Bagtæppet var tydeligt – 10’ernes politiske tillidskrise. Over to tredjedele havde ifølge undersøgelser mistillid til politikerne. Alt dette blev dramatisk forandret i 2019. Socialdemokratiet erobrede mange af de vælgere i arbejderklassen og provinsen, som tidligere stemte DF eller blev hjemme. I sommer registrerede den store Tryghedsmåling så den største forbedring af politisk tillid »i fredstid«. Nej, 2019 var et »velfærdsvalg« Baggrunden var sammenholdet under Corona-krisen, men ikke kun. Genopretningen af tilliden tog fart allerede i 2019-valgkampen, da politikerne »lovede at tage sig bedre af velfærdsopgaver og befolkningsgrupper, som efter flertallets mening var blevet forsømt«, konkluderer Trygfondens rapport. 2019 omtales ofte som et »klimavalg«. Og ja, klima mobiliserede yngre storby-vælgere, men ude i det brede arbejder- og middelklasseland var det frem for alt et velfærdsvalg. Det var sygehuse, ældrepleje, daginstitutioner og »Arnes pension«, der flyttede stemmer og genskabte tilliden til politikerne. Den folkelige prioritering fremgik også, da Altinget for nylig spurgte danskerne om det vigtigste politiske spørgsmål. Klima og miljø var nummer to (13 procent). Vigtigst er sundhed og hospitaler (16 procent), men også andre velfærdsspørgsmål – ældre (8 procent), social ulighed (8 procent) og arbejdsløshed (6 procent). To farlige snubletråde Det...

Kære borgerlige, I er havnet i samme misere som venstrefløjen for 20 år siden

Klumme i Jyllands-Posten 5.10.2020 Af Lars Olsen   For en kommentator er det rart, at ens prognoser holder stik – men ikke altid. For to måneder siden forudså jeg på denne plads, at debatten om »Arnes pension« ville vise mediernes klassemæssige blindhed overfor arbejderklassen. Og desværre: jeg fik mere ret, end jeg bryder mig om. Mens DR nærmest har ignoreret spørgsmålet, har Berlingske og JP kørt stribevis af forsider, alle med kritik af udspillet om tidlig pension efter mange år på arbejdsmarkedet. I mandags hoppede Politiken så på vognen. Forsiden tog afsæt i en analyse fra tænketanken Kraka, der nok engang præsenterede en evergreen: At færre leveår blandt faglærte og ufaglærte er deres egen skyld – at det bunder i usund livsstil. »Håndværker: Vi levede jo af sprut, bajere og McDonalds«, hed en reportage inde i den såkaldt progressive avis. Tidligere på måneden var det JP, der stillede spørgsmål ved, hvorfor flere faglærte og ufaglærte er begrænset af smerter i arbejdet. »Ifølge en overlæge kan det dække over en tennisalbue eller en forstuvet fod«, lød underrubrikken på forsiden. Kraka har været påfaldende aktiv i »Arne-debatten«. To andre tænketanke – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cepos – har velkendte ståsteder og finansiering, AE i fagbevægelsen og Cepos i erhvervslivet/det borgerlige Danmark. Kraka er angiveligt »uafhængige«, men finansieres af private sponsorer – DI, Maersk, Deloitte, grundejerne… Sponsorerne er næppe kede af indsatsen imod tidlig pension.   På Facebook sukkede lufthavsarbejder Finn Skou Nielsen: »Jeg er ikke en tænketank, men en af dem der er kommet tidligt på arbejdsmarkedet, så jeg er vel sammen med mine kollegaer de virkelige specialister, altså dem der har...

Det grønne slagsmål i den røde blok er såre logisk

Klumme i Jyllands-Posten 21.9.2020 Af Lars Olsen   Jeg arbejder for tiden på en ny bog. Det er en opfølgning på de bøger om sociale klasser, jeg tidligere har lavet med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre gode kræfter. Jeg er begravet i data om de sociale klasser, og sommeren er gået med reportagerejser til arbejderklasse- og industriområder. Jeg har også studeret stemmetal på lokale valgsteder. Valget i 2019 var et større jordskælv, end vi gør os klart. I mange arbejderkredse fik Socialdemokratiet 35-45 pct., og det tidligere så stærke Dansk Folkeparti gik massivt tilbage. Det blev imidlertid opvejet af store S-tab blandt højtuddannede storby-vælgere, som foretrak Radikale, SF eller Enhedslisten. For nylig kortlagde Berlingske den tredjedel af kommunerne, hvor S fik over 30 procent. De fleste har mange industriarbejdspladser og/eller er tyndt befolkede med store afstande. Tag Brønderslev, Morsø, Kerteminde, Langeland – eller Thisted: »Vi har ikke bybusser efter klokken 17 i hverdagene, og vi har heller ikke en bus, der kører ud i fjernområderne. Man er nødt til at have én bil eller to… Jeg misunder ikke dem, der sidder i regeringen og skal komme med forslag, der både skal tage højde for storbyerne og os herude,« sagde Thisted-borgmester Ulla Vestergaard (S).   For to uger siden advarede jeg på denne plads imod den fanatisme, der præger mange af aktivisterne i storbyernes klimastrejker og demonstrationer. Min klumme gav genlyd i Politiken: »Lyt ikke til Socialdemokratiets chefideolog«, advarede debatredaktør Magnus Barsøe i en stort opsat kommentar. Jeg er ikke medlem af Socialdemokratiet, men Barsøe pegede med rette på, at mine bøger har været inspiration for mange af ministrene, ja min...

Klima-fanatisme kan gøre grøn omstilling til klassekamp

Klumme i Jyllands-Posten 7.9.2020 Af Lars Olsen   Politikerne skal tromle befolkningen. Dét er holdningen blandt de aktive i klimastrejker og demonstrationer. I en undersøgelse mener 78 pct. af deltagerne, at regeringen skal gennemføre klimaforskernes anbefalinger, selv om et befolkningsflertal er imod. »Det rejser spørgsmål om, hvorvidt denne gruppe er villig til at gå på kompromis med nogle demokratiske værdier,« sagde studieleder på Roskilde Universitet, Silas Harrebye, til Altinget, da undersøgelsen blev offentliggjort i foråret. Universiteternes kortlægning viser, at et stort flertal af klimaaktivisterne har eller er i gang med en videregående uddannelse. 60 pct. placerer sig i den højere middelklasse. Samfundets grønne omstilling kan ende som klassekamp. De velbjærgede klima-fanatikere har ikke andet i klemme end varmelamperne over cafe latten på cafeerne i København og Aarhus. Helt anderledes for arbejderne på slagterierne og Aalborg Portland, der rammes af for hastige og høje grønne afgifter. Eller de ansatte i industri, landbrug og transport, som kører langt i bil for at komme til deres jyske eller vestsjællandske produktionsjob.   Det mest kreperlige er, at fanatismen er unødvendig. Danmark kan sagtens blive klima-foregangsland med bred folkelig opbakning. Danskerne er i fuld gang. Enhver større virksomhed med respekt for sig selv arbejder med bæredygtige løsninger, udviklingen af nye grønne teknologier er oppe i et helt andet gear, og landet over er en masse mennesker engageret i lokale praktiske løsninger. Danmark kan godt »bevise«, at vores promille af verdens CO-2 kan begrænses kraftigt, uden at landet bliver fattigere eller mere skævt. Men det kræver tid til en langsigtet omstilling. Det gider klima-fanatikerne ikke vente på. Hos dem er devisen, at »det skal gøre...

Helt ærligt, er 47 år i ældreplejen ikke nok?

Klumme i Jyllands-Posten 24.8.2020 Af Lars Olsen   Hvis man tror, at klassekampen er et overstået kapitel, bør man følge disse ugers debat. Sjældent har vi lagt øre til en sådan kakofoni af bankdirektører, erhvervslobbyister, cheføkonomer og mediefolk. Alle med dét til fælles, at de selv fik en gymnasieuddannelse betalt af samfundet, derefter en højere uddannelse betalt af samfundet, og de yngre tilmed verdens højeste SU. Nu har de så dét til fælles, at Danmark nærmest postuleres at gå under, hvis der bliver nogle års tidligere pension til dem, som i stedet tog et job eller gik i lære. Forleden delte jeg på Facebook et opslag om pensionsdebatten. En god bekendt, sosu-assistent Laila Sommer på 61, blandede sig på tråden: »Jeg er selv på det 44.år, først på plejehjem og nu på Rehabiliteringscentret, hvor alle borgere skal have meget hjælp (…) Jeg har svært ved at bukke mig ned grundet slidte knæ og ved at give folk sko på«, skrev hun. Slidgigt i fingrene gør det vanskeligt at knække en pille, og problemer med knæ og hofte betyder, at Laila har svært ved at gå ned på hug og komme op igen. En dag spurgte en af de ældre ligefrem, om hun skulle hjælpe.   Laila startede i ældreplejen i 1976. For nogle år siden modtog hun Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste. Sosu-assistenten fra Rønne var i audiens på Amalienborg og fik en længere frimodig snak med Majestæten. Laila kan gå på folkepension som 67-årig; det giver 50 år i ældreplejen plus de løse job inden. Med tidlig pension eller efterløn kan hun gå som 64-årig –...
21