At lære af historien

»Jeg har et nærmest nørdet forhold til historie. Jeg elsker biografier og erindringer og læser en del historisk litteratur – især på rejser.« Sådan starter min klumme om Hartvig Frisch – den socialdemokratiske forfatter, politiker og ideolog, der har mange spændende pointer, også i dagens debat. Vi kan stadig inspireres af hans tanker om det nationale, om populismens rødder og om Socialdemokratiets vilje til kamp mod overklassen. En anden klumme handler om klassekampene i det antikke Rom – og hvordan historien til tider kan gå i bakgear og sætte os mange hundrede år tilbage. En tredje klumme blev til på en rejse til Santo Domingo, hvor arven fra Columbus og Amerikas tidlige kolonisering stadig er flot og...

Historien gentager sig ikke, men er god at blive klog af

Klumme i Jyllands-Posten 29.4.2019: Af Lars Olsen   Jeg har et nærmest nørdet forhold til historie. Jeg elsker biografier og erindringer og læser en del historisk litteratur – især på rejser. På denne plads har jeg senest skrevet om det antikke Rom og Columbus liv og levned. Lige før påske faldt jeg i gryden igen – denne gang under hjemlige himmelstrøg. Jeg faldt over en lille bog af Niels Finn Christiansen: »Den politiske ordfører. Hartvig Frisch 1935-40«. Bogen udbygger biografien »Hartvig Frisch« om en af datidens mest inspirerende politikere. Historikeren Frisch var i 1930’erne politisk ordfører og ideolog for Staunings succesrige socialdemokrati. 1930’erne var – som nu – en tid med folkelig mistillid til etablerede politikere og institutioner. Hitlers magtovertagelse i 1933 udløste stor reflektion i Socialdemokratiet. Det var Frisch, der holdt den centrale tale i hovedstyrelsen. En del er gengivet som forord i hans legendariske værk »Pest over Europa«, som jeg også læste. Frisch fremhæver, at kampen mod nazismen »ikke kan gøres på akademisk vis som et teoretisk valg mellem demokrati og diktatur«. Arbejderbevægelsen må forstå de folkelige rødder, der er grobund for opbruddet, og anvise alternative svar. En vigtig pointe i nutidens debat, hvor velbjærgede meningsdannere hellere vil udskamme højrepopulismen end forholde sig til dens årsager. For Frisch var det afgørende, at arbejderbevægelsen med fynd og klem bekendte sig til det nationale, sådan som Stauning gjorde i 1934 med »Danmark for folket«. Hertil hørte en styrkelse af forsvaret, som udløste forargelse blandt Radikale og dele af Socialdemokratiet. 1930’ernes forsvarspolitik diskuteres i dag i lyset af den tyske besættelse i 1940, men den store bekymring for Frisch og...

Er Løkke ved vejs ende?

Klumme i Jyllands-Posten 15.4.2019 Af Lars Olsen   I sidste weekend demonstrerede tusindvis af forældre landet over. Protesten gav genlyd i medier og politik, og vi har fået en tiltrængt debat om normeringer i vuggestuer og børnehaver. Tallene er krystalklare: År for år er der blevet færre voksne pr. barn, og med det stigende børnetal bliver det kun værre. I februar var det ældre. En meget omtalt rapport fra VIVE viste, at 73.000 svage ældre ikke får den nødvendige hjælp, og at mange lever i skidt og møg. Tallene er krystalklare: Det er markant flere end for ti år siden, og med det stigende antal ældre bliver det kun værre. For nogle år siden sagde Lars Løkke Rasmussen, at den offentlige sektor skal køre længere på literen. Han holdt sit løfte. Velfærdsstatens motor hoster og hakker afsted, mens store grupper efterlades på perronen. V-LA-K skyder skylden på kommunerne, men det er hult. Man kan ikke udbetale over 20 mia. kroner i skattelettelser – og ovenikøbet som LA fejre det med pokaler – uden at det har konsekvenser. Det er et legitimt synspunkt, at man foretrækker lavere skatter og mindre velfærd, men så sig det dog ærligt og drop myten om den konsekvensløse politik.   Folketingsvalget nærmer sig med raske skridt, men Løkke tøver med at trykke på valgknappen. Det forstår jeg godt. En valgkamp er altid uforudsigelig, meget kan ændre sig, men Løkke & Co. er historisk bagud i meningsmålingerne. Og nok så alvorligt: V-LA-K er ude af trit med den folkelige stemning på 3-4 afgørende områder. En udbredt træthed over de stadig større mangler i velfærden er kun...

Kortuddannede har fået et langt mere brutalt arbejdsliv

Klumme i Jyllands-Posten 8.4.2019 Af Lars Olsen   Hvor meget kender vi egentlig til hinandens livsvilkår? Spørgsmålet optager mig efter tankevækkende møder ude i landet. Arbejdslivet for folk nederst i hierarkiet har ændret sig mere dramatisk, end mange i de bedrestillede lag er klar over. Lad mig hér give ordet til nogle stemmer, vi ikke hører så tit. For to uger siden holdt jeg foredrag for 75 rengøringsfolk, gartnere og andre hos 3F i Odense. Én efter én rejste de sig og fortalte deres personlige historie: »I Folketinget er de på valg hver fjerde år – jeg er på valg hvert år: Så bliver vores rengøringsarbejde sendt i udbud, og tempoet skrues hele tiden op«, siger en kvinde. En anden er netop »overdraget« til et nyt firma. Hun blev modtaget med »syv gode grunde til at gå på arbejde«. Sygedage på grund af hoste eller hovedpine er bandlyst. Flere beretter, at de har arbejdet, siden de var helt unge. »Inde i Folketinget sidder 179, hvor de fleste er gået den akademiske vej. Jeg tjente penge og betalte skat, så de kunne få en uddannelse – og det er fint nok. Men nu vil de have, at jeg skal arbejde, indtil jeg er slidt helt ned: Hvorfor er de ikke solidariske, sådan som jeg var, da jeg betalte deres uddannelse,« spørger en midaldrende rengøringsassistent. Efter mødet er afdelingsformanden overrasket over, at så mange tog ordet. Talelysten skyldes ikke mindst disse måneders debat om nedslidning og pensionsalder. For én gang skyld handler debat i medier og politik om dem. For mange er dette en frisættelse.   Talerlysten var også stor, da...

Desværre, historiens store motor kan gå i bakgear

Klumme i Jyllands-Posten 18.3.2019 Af Lars Olsen   Ingen lades uberørt af Colosseums storhed: 66 porte, 50.000 siddepladser, en underjordisk labyrint i fire etager til maskiner, scenearbejdere og gladiatorer. Og ingen lades uberørt af kejserpaladsets gigantiske buer, der stadig knejser på Palatinerhøjen over Forum Romanum som et formidabelt symbol på antikkens civilisation. På hotellet i Rom drikker vi vandet i hanerne. Andre sydeuropæiske byer må rense deres vand med klor, men Rom får frisk drikkevand fra bjergene gennem de to tusinde år gamle akvædukter. Romerriget besad ikke kun en teknisk kunnen, vi på mange områder først opnåede 1500 år senere – det samme var tilfældet med Republikkens sociale organisation. To tusinde år inden demokratiet tilkæmpede Roms brede lag, plebejerne, sig organiseret indflydelse på statens styre. I 494 før Kristus gennemførte plebejerne historiens første kendte massestrejke, hvor de under trusler om at udvandre fra byen fik indført valgte folketribuner med betydelig indflydelse. Og i de følgende århundreders sociale kampe opnåede den frie mandlige befolkning efterhånden en stribe rettigheder. De ledende embeder blev stadig besat af de rige, alligevel var der »en bredere politisk kultur, hvor den folkelige stemme udgjorde et meget vigtigt element,« skriver historikeren Mary Beard i ”SPQR” og fortsætter: »De fattiges stemmer havde betydning og blev ivrigt efterstræbt. De rige var som regel ikke enige, og valgene ikke givet på forhånd. De, som besad eller søgte politiske embeder, lagde stor vægt på at overtale folket til at stemme på sig«. Retorikken mindede også om den, der to tusinde år senere blev brugt af arbejderbevægelsen. Da folketribunen Tiberius Gracchus i 133 før Kristus foreslog en radikal jordreform, forlangte han...

Akademikere scorer over halvdelen af uddannelsesmilliarderne

Klumme i Jyllands-Posten 4.3.2019 Af Lars Olsen   De seneste årtiers prioritering af akademisk uddannelse er dyrt. Rigtig dyrt – mere end de fleste forestiller sig. 53 pct. af udgifterne til uddannelse efter folkeskolen går til en mindre del af en årgang, der tager lange akademiske uddannelser. Det store flertal af unge må så deles om de resterende 47 pct. Det fremgår af en opsigtsvækkende analyse af de offentlige uddannelsesudgifter, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for HK. Det koster næsten én million – 963.000 kr. – at uddanne én akademiker. Derimod ofrer det offentlige kun 121.000 kr. på at uddanne én faglært. Begge tal er gennemsnit af de forskellige uddannelser indenfor de to kategorier. En del af den store forskel skyldes undervisningsudgifter – lærere, bygninger etc. Unge på akademiske uddannelser går typisk tre år i gymnasiet og siden en længere årrække på universitetet. Undervejs får de også 6,5 gange så meget i SU som unge på erhvervsuddannelserne. Hvortil kommer, at de faglige unge betaler skat af lærlingelønnen, når de er i praktik i virksomhederne. Alt i alt brugte samfundet 27 mia. kroner på uddannelse efter folkeskolen til dem, der var 30 år i 2017. Heraf snuppede 15.000 akademiske unge 53 pct., mens de 18.000 faglærte kun fik 8 pct.   Det har været en dyr fornøjelse, at skiftende regeringer siden 00’erne har haft et mål: 25 pct. af en årgang med akademisk uddannelse. Målet bundede i forestillingen om »videnssamfundet«, der i dag er erstattet af det mere realistiske om både videns- og produktionssamfund. Politikerne kan imidlertid ikke få den akademiske ånd tilbage i flasken – de unge strømmer fortsat...

Kampen om en retfærdig pensionsalder

»Stripperen bevæger sig både i lange seje træk og i små hidsige bevægelser… Stripperen er malersvendens yndlingsværktøj og genstand for mange håndværkervitser (…) Det gamle tapet fjernes med stripperen. Paw lægger godt med vægt i, også når han er nødt til at bøje ryggen. Siden er det ned på knæ for at fjerne det nederste tapet«. Over halvdelen med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter. I indlægget i Politiken skriver jeg om de nye tal – og er med malersvend Paw Østergaard Jensen på arbejde. Jeg punkterer også myten om, at dårligdommene bare handler om arbejderklassens dårlige livsstil. Nedslidning og pensionsalder er omsider blevet et vigtigt emne i debatten. Det er ikke mindst sket efter Socialdemokratiets udspil, som jeg kommenterer i denne JP-klumme. I andre klummer fortæller jeg om oplevelser ved mine foredrag – og hvordan en pensionsalder på 75 får unge til at fravælge en...

42 år på arbejdsmarkedet må give ret til tidlig pension

Manuskript til indlæg i Politiken 20.2.2019 Af Lars Olsen, Forfatter til »Det forsvundne Folk«   Mere end hver anden 50+ med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter, og mange er ligefrem begrænset i arbejdet. Nye tal dokumenterer de hårde job, vi glemte under myten om »videnssamfundet«. STRIPPEREN bevæger sig både i lange seje træk og i små hidsige bevægelser… Stripperen er malersvendens yndlingsværktøj og genstand for mange håndværkervitser. Den er tungere og mere effektiv end en spartel, når der skal fjernes gammelt tapet. Og det skal der i dag. Jeg er taget med min ven, malersvend Paw Østergaard Jensen,  på arbejde. I dag istandsætter han et rækkehus. Det gamle tapet fjernes med stripperen. Paw lægger godt med vægt i, også når han er nødt til at bøje ryggen. Siden er det ned på knæ for at fjerne det nederste tapet. Hver væg skal igennem tre omgange, før den er klar til nyt tapet. Ovenpå skal der ordnes lofter. Det værste – at rense og spartle loftet – skete i går. Nu skal der filt på. Paw er en høj fyr, men må op på tæer for at sætte filten på plads. Han startede i lære som 18-årig. I dag er han 54 og kan med de nye regler gå på pension som 68-årig. 50 år på arbejdsmarkedet – 14 år endnu. Det bliver ikke let. Utallige bøj, stræk og akavede stillinger giver smerter i skuldre og nakke, heldigvis har Paw undgået de store problemer med knæene, som mange kolleger døjer med. Over halvdelen af malerne over 50 har smerter mindst én gang om ugen, og tre fjerdedel af disse...