Vi skaber en brutal verden for dem, der ikke elsker bøger og skole
Klumme i Jyllands-Posten 21.10.2019 Af Lars Olsen Jeg holder meget af Bruce Springsteen og hans engagerede tekster. For nylig startede We take care of our own for mit indre øre. Den kom efter finanskrisen og orkanen Katrina, og Bruce svang krabasken over manglen på solidaritet. USA’s kavaleri, der blæser i signalhornet og redder i nødens stund, er der ikke længere: There ain’t no help, the cavalary stayed home, there ain’t no one hearing the bugle blowin’. Musikken for det indre øre udløstes af forsiden på JP: »Flere unge danskere ender som udsatte«. Et stigende antal 25-29-årige har hverken været i job eller uddannelse i over to år. Tidligere var det især unge med indvandrerbaggrund, der befandt sig på sidelinjen, men nu er det også unge danskere – fra 5,5 pct. i 2000 til 7,1 pct. i 2017. Tallene stammer fra Rockwool Fonden. Forskningschef Jan Rose Skaksen peger på flere forklaringer: Antallet af ufaglærte job falder hurtigere end antallet af ufaglærte. Samtidig konkurrerer unge med dansk og udenlandsk baggrund om de samme ufaglærte job – for eksempel omsorgsarbejde i sundhedssektoren. Vismændene har da også påvist samme tendens blandt voksne ufaglærte. Ved årtusindeskiftet var 28 pct. af de ufaglærte danskere på langvarig overførselsindkomst – i 2016 var det 34 pct. Desværre er den økonomiske ortodoksi blind for hvorfor. Danskere fortrænges ikke kun fra ufaglærte job af det stigende antal indvandrerunge, men også af stadig flere østeuropæere på job i Danmark. Det er globaliseringens skyggeside, som hverken den økonomiske eller kulturelle elite taler om. We take care of our own er gået i glemmebogen. I 00’erne var det politiske svar uddannelse....Mette F. taler til det folk, hendes søsterpartier taber
Klumme i Jyllands-Posten 7.10.2019 Af Lars Olsen Sidste søndag så vi det igen: Valget i Østrig blev endnu en nedtur for socialdemokratierne i Nordeuropa; de kan åbenlyst ikke håndtere disse års stærke folkelige understrømme. Det østrigske SPÖ har historisk været stærkere end Socialdemokratiet i Danmark – i regering 61 af 74 år siden 2.verdenskrig. Nu fik SPÖ det dårligste valg i over hundrede år. Det konservative ÖVP er under kansler Sebastian Kurz fortsat et folkeparti med 37 pct. Nok så interessante er imidlertid de to mellemstore partier, der ifølge en kortlægning i Der Standard har fat i hver sin stærke understrøm blandt vælgerne i Nordeuropa: Det højrepopulistiske FPÖ gik massivt tilbage efter opsigtsvækkende skandaler, men er fortsat Østrigs store arbejderparti med næsten hver anden arbejderstemme. Samtidig presses SPÖ af De Grønne, der blev størst blandt de unge og folk med lange uddannelser. Østrig viste atter de to meta-bevægelser, vi ser mange steder: En grøn bølge med epicenter blandt de unge og veluddannede – og en arbejderprotest, rettet imod stigende utryghed, udenlandsk konkurrence om jobbene, og at arbejderklassen overses af de etablerede partier. De to vælgeropbrud er der også i Danmark, men med helt andre politiske resultater. Tirsdag åbnede statsminister Mette Frederiksen et Folketing med solidt flertal til de røde og grønne partier. Den grønne bølge er især samlet op af venstrefløjen, Radikale – og blandt borgerlige vælgere af Konservative. Samtidig er Socialdemokratiet igen det suverænt største arbejderparti. Jeg har tidligere i JP skitseret den succesrige recept: Stram udlændingepolitik hånd i hånd med venstreorienteret fordelingspolitik – tidlig pension til arbejdergrupper, opgør med centralisering og New Public Management. Traditionen tro...Fra revolutions-turist til gourmet-rejsende
Klumme i Jyllands-Posten 30.9.2019 Af Lars Olsen Jeg holder meget af Portugal og vendte tidligere på ugen hjem fra mit syvende besøg. Det første var i 1975, hvor jeg var blandt de tusindvis af europæiske ”revolutions-turister”. Året forinden havde venstreorienterede officerer væltet det fascistiske regime, og nu stod det dramatiske opgør om Portugals politiske fremtid. Vi blev indkvarteret i store militærtelte, hvor vi lå på rad og række i vores soveposer. Jeg boede blandt andet i telt med den senere FOA-formand Dennis Kristensen – det har vi hygget os en del med siden. En af de store oplevelser var ”emigranternes dag”. Over en million portugisere var fremmedarbejdere i Vesteuropa, mange var hjemme på sommerferie, og dagen blev en gigantisk hyldest til revolutionen. Jeg fulgtes i demonstrationen med arbejdere fra Renault-fabrikkerne i Paris og deres familier. Da vi nåede Lissabons store stadion, var vi titusinder. To helikoptere fløj ind over forsamlingen, og soldater smed røde nelliker – symbolet på revolutionen – ud over forsamlingen. Folk var ellevilde. Massemøder som dette skabte imidlertid en farlig illusion, også hos mig. Den revolutionære venstrefløj mønstrede kun en femtedel af stemmerne, men stod stærkt i Lissabon og det sydlige Alentejo – og søgte med militærets hjælp at overtage magten. Det slog fejl. Portugals demokratiske gigant, den moderate socialist Mario Soares, stod fast og blev landets leder. Heldigvis. I 1970’erne var det meste af Lissabon en fattig by, mange kunne ikke læse og skrive, kun en lille overklasse levede i luksus. I dag præges byen af en bred og betalingsstærk middelklasse. Der er rift om bordene på de lidt dyrere gourmetrestauranter, hvor det klassiske...Den danske recept
Kronik i Jyllands-Posten 11.9.2019 Af Lars Olsen Arbejderne deserterer fra de europæiske socialdemokratier, og det tyske SPD er i dyb krise. I Danmark holdes derimod S-kongres med ny vælgeropbakning i arbejderklassen og de mindre byer. Årets sommerferie gik til Tyskland. Karin og jeg kørte på tværs af Nordtyskland fra Wismar i øst til Bremen i vest. Vi krydsede den gamle grænse, hvor jerntæppet i 40 år delte Europa. Endnu engang så vi den store forskel på øst og vest, 30 år efter Murens fald. Selv i Wismars gamle bydel, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, springer tomme huse i øjnene. Ude på landet er det værre. Mindre østtyske byer præges af det triste grå DDR-byggeri, og der er stadig mindre veje med brolægning fra kejsertiden. Enhver tysk by med respekt for sig selv har et Karstadt stormagasin, men varerne er ikke de samme. I øst er det mest discount, i vest kvalitet som et dansk Magasin. Købekraften i de to landsdele er vidt forskellig. Skellene spillede en stor rolle, da Brandenburg og Sachsen tidligere på måneden gik til valg. To tredjedele af østtyskerne mener, at de behandles som anden-klasses-borgere, og mange satte krydset i protest: På højrenationale AfD eller venstrepopulistiske Die Linke. AfD var valgets store sejrherre: Med en fjerdedel af stemmerne i begge delstater kan de med rette kalde sig et ”folkeparti”. AfD står særlig stærkt i underprivilegerede grupper – arbejdere, arbejdsløse og folk i områder, der føler sig hægtet af. For socialdemokratiske SPD var valget en katastrofe. Med 7,7 pct. var Sachsen det dårligste delstatsvalg i tysk historie. Det gik lidt bedre i Brandenburg: SPD gik også hér...”Rip, Rap, Rup–effekt” giver stadig flere akademikere
Klumme i Jyllands-Posten 9.9.2019 Af Lars Olsen Det er ikke altid, at de mest interessante nyheder står i de største historier. I tirsdags bragte JP en lille tre-spalter: »Arbejdsløse akademikere presser budgettet i Aalborg«. Det dræner kommunekassen, at der er kommet over tusinde ekstra ledige nyuddannede: »Hvis vi ikke får løst problemet med de mange dimittender, som står uden job, risikerer det at gå hårdt ud over andre velfærdsområder – ældre, børn osv.,« advarer borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Ifølge borgmesteren skyldes problemet, at der i 2009-14 blev optaget ekstra mange studerende – de er nu færdige og uden job. Thomas Kastrup-Larsen vil have universitetet og University College til at skære i optaget til brødløse humaniora- og businessuddannelser. Det store optag fra 2009 er en direkte følge af skiftende regeringers politik: 25 pct. skal have akademisk uddannelse. Til forskel fra andre politiske målsætninger er dette mere end opfyldt. Konsekvensen er, at vi mangler faglærte som industriteknikere og elektrikere, vi mangler også professionsuddannede lærere, men har en masse akademikere, der er arbejdsløse eller tager job fra andre faggrupper. Tag universiteternes egen administration: Mens andelen af HK’ere og sekretærer på Københavns Universitet er næsten halveret, er der ifølge en kortlægning tre gange så mange specialkonsulenter som i 1999. HK-tillidsrepræsentant Ingrid Kryhlmand blev ansat som lægesekretær på universitetet i 1987: »Dengang var der én jurist, én økonom og én HK’er i fakultetssekretariatet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. I dag er der 400 administrerende medarbejdere, hvoraf mindst halvdelen er AC’ere,« fortæller Ingrid Kryhlmand i Uniavisen. Det hører med, at universitetet optager langt flere studerende, og at der er nye opgaver som ansøgninger til fonde og...Lars Larsen var storkapitalist på den gode måde
Klumme i Jyllands-Posten 26.8.2019 Af Lars Olsen Det er ikke hverdagskost, at en storkapitalists død skaber sorg på venstrefløjen. Ikke desto mindre skete det mandag, da nyheden om Lars Larsens bortgang ramte danskerne. På Facebook postede SF-formand Pia Olsen Dyhr et citat af Lars Larsen: »De er nogle forrædere, dem der tjener en masse penge i Danmark og så stikker af til udlandet. Danmark har givet dem det hele, og så vil de ikke betale skat«. Selv skrev SF-formanden: »En anstændig erhvervsmand! Lars Larsen vil blive savnet. Æret være hans minde.« Opslaget fik tusindvis af likes og flere hundrede kommentarer. Langt de fleste folk fra venstrefløjen, der udtrykte deres store respekt for Dynekongen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard var på samme linje. Han udsendte sidste år bogen ”Den syge Kapitalisme”, men var fuld af lovord overfor den jyske milliardær: »I dag er en trist dag for Danmark. En af landets største og mest karismatiske erhvervsledere er gået bort,« skrev den unge socialdemokrat på Facebook. Dyne-Larsens popularitet handler selvfølgelig om hans personlighed: Han voksede op i små kår i Thy og bevarede livet igennem den jordbundne folkelighed, som de fleste danskere sætter pris på. Men det handler også om, hvordan han tjente sine milliarder. Lars Larsen startede fra ingenting og skabte med iderigdom og initiativ tusindvis af arbejdspladser – i Danmark og globalt. Dén slags sætter vi pris på i en tid, hvor kapitalistisk grådighed støder store dele af offentligheden. Nets Bo Nilsson og Ørsteds Henrik Poulsen bliver stinkende rige på den ufine måde: Børsnoteringer, divisioneringer, incitamentsprogrammer og alskens fikumdik. Mens Lars Larsen repræsenterer den produktive kapitalisme, der gavner brede samfundsgrupper, repræsenterer...Giv os det ærlige regnestykke, Wammen
Kronik i Jyllands-Posten 22.8.2019 Af Lars Olsen Pensionsalderen bliver de næste års stridspunkt. I følge Finansministeriet vil en pensionsalder på 70-75 sikre god dansk økonomi, men EU-Kommissionen tror ikke på analysen. Kun ét er sikkert: Markant større ulighed. Dansk politik står foran et årelangt drama: Pensionsalderen. En af drivkræfterne er forslaget om tidlig folkepension. Den nye socialdemokratiske regering er ved at konkretisere forslaget, der ved valget flyttede afgørende arbejdervælgere fra DF til Socialdemokratiet. Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er bevidste om dette. Forslaget var ikke valgflæsk, men udtryk for en ny stærk strømning i Socialdemokratiet. Det er imidlertid teknisk vanskeligt – og flertallet i Folketinget usikkert. I sig selv nok til et gedigent politisk drama. Hertil kommer en anden og ofte overset drivkraft: Næste år skal Folketinget ifølge Velfærdsaftalen fra 2006 forhøje pensionsalderen yderligere. I dag er pensionsalderen 68 i 2030, ifølge køreplanen skal den til næste år forhøjes til 69 i 2035. Også dét bliver dramatisk. Forårets debat har politiseret pensionsspørgsmålet, og meningsmålingerne viser stor folkelig modstand imod den stigende pensionsalder. Mette Frederiksens regering får det svært, selv om der kommer en aftale om tidlig folkepension. Uden en aftale bliver forhøjelsen umulig. Hertil kommer, at pensionsalderen siden skal stige yderligere. De unge, der i dag er i lære som tømrere eller sosu-assistenter, skal arbejde til de er 75. Den langsigtede forhøjelse af pensionsalderen er en følge af Velfærdsaftalen mellem S, V, K, R og DF. Nok så vigtigt er imidlertid, at det borgerlige flertal udenom Socialdemokratiet i 2011 vedtog afviklingen af efterlønnen. Dette rammer især arbejdergrupperne, der typisk gik på efterløn som 60-62-årige. Det danske arbejdsmarked...
