Kampen om en retfærdig pensionsalder

»Stripperen bevæger sig både i lange seje træk og i små hidsige bevægelser… Stripperen er malersvendens yndlingsværktøj og genstand for mange håndværkervitser (…) Det gamle tapet fjernes med stripperen. Paw lægger godt med vægt i, også når han er nødt til at bøje ryggen. Siden er det ned på knæ for at fjerne det nederste tapet«. Over halvdelen med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter. I indlægget i Politiken skriver jeg om de nye tal – og er med malersvend Paw Østergaard Jensen på arbejde. Jeg punkterer også myten om, at dårligdommene bare handler om arbejderklassens dårlige livsstil. Nedslidning og pensionsalder er omsider blevet et vigtigt emne i debatten. Det er ikke mindst sket efter Socialdemokratiets udspil, som jeg kommenterer i denne JP-klumme. I andre klummer fortæller jeg om oplevelser ved mine foredrag – og hvordan en pensionsalder på 75 får unge til at fravælge en...

42 år på arbejdsmarkedet må give ret til tidlig pension

Manuskript til indlæg i Politiken 20.2.2019 Af Lars Olsen, Forfatter til »Det forsvundne Folk«   Mere end hver anden 50+ med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter, og mange er ligefrem begrænset i arbejdet. Nye tal dokumenterer de hårde job, vi glemte under myten om »videnssamfundet«. STRIPPEREN bevæger sig både i lange seje træk og i små hidsige bevægelser… Stripperen er malersvendens yndlingsværktøj og genstand for mange håndværkervitser. Den er tungere og mere effektiv end en spartel, når der skal fjernes gammelt tapet. Og det skal der i dag. Jeg er taget med min ven, malersvend Paw Østergaard Jensen,  på arbejde. I dag istandsætter han et rækkehus. Det gamle tapet fjernes med stripperen. Paw lægger godt med vægt i, også når han er nødt til at bøje ryggen. Siden er det ned på knæ for at fjerne det nederste tapet. Hver væg skal igennem tre omgange, før den er klar til nyt tapet. Ovenpå skal der ordnes lofter. Det værste – at rense og spartle loftet – skete i går. Nu skal der filt på. Paw er en høj fyr, men må op på tæer for at sætte filten på plads. Han startede i lære som 18-årig. I dag er han 54 og kan med de nye regler gå på pension som 68-årig. 50 år på arbejdsmarkedet – 14 år endnu. Det bliver ikke let. Utallige bøj, stræk og akavede stillinger giver smerter i skuldre og nakke, heldigvis har Paw undgået de store problemer med knæene, som mange kolleger døjer med. Over halvdelen af malerne over 50 har smerter mindst én gang om ugen, og tre fjerdedel af disse...

Pensionsalder på 75 er dårlig science-fiction

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.2.2019 Af Lars Olsen   Jeg oplever det gang på gang rundt i landet. Forældrene er bekymrede, og især mødrene sætter ord på. I Esbjerg var det en tillidskvinde. Hun henviste til unge håndværkeres pensionsalder på 75: »Jeg har en søn på 10. Hvordan skal jeg med god samvittighed råde ham til at tage en erhvervsuddannelse,« spurgte hun. I Vejle var det én 3F’er i 40’erne. Hun har tre børn: De to læser videre, men den tredje er faglært. Hvorfor har han ikke kun udsigt til et barskere arbejdsliv, men også til en helt urealistisk pensionsalder, spurgte hun. De er langt fra alene. 73 pct. af bagerne og slagteriarbejderne, der er i fagforbundet NNF, vil ikke råde deres børn til at vælge samme job som dem. Når der diskuteres uddannelsesvalg hjemme ved køkkenbordet, er mange forældre blevet bekymrede – de kan ikke se deres børn arbejde som murere eller bagere til de er 75. For nogle unge er pensionsalderen langt væk, men efter de seneste ugers debat har mange selv tjekket deres pensionsalder. Det var ikke rart.   Sceneskift: Lad os spole filmen et årti tilbage. Ifølge politikere og medier er Danmark et »videnssamfund«. Det store hit er amerikanske Richard Floridas bog ”Den kreative Klasse”. Aalborg Portland hører ikke til fremtidens danske arbejdsmarked, siger en radikal politiker. 25 pct. af en årgang skal være akademikere, fastslår en konservativ minister. Siden er der kommet nye boller på suppen. Danmark er både videns- og produktionssamfund, lyder den nye retorik. Politikerne prøver desperat at få de unge over i erhvervsuddannelserne, men paradoksalt nok: Samtidig skaber de et...

Sludder, ulige seniorår kan ikke reduceres til livsstil

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.2.2019 Af Lars Olsen   »Ufaglærte dør ikke af hårdt arbejde: De dør i højere grad af tobak og grillmad«. Det proklamerede Berlingskes forside i tirsdags. I underrubrikken kunne murersvenden og sosu’en læse, at deres kortere levealder skyldes »selvforskyldt usund livsstil«. Med andre ord: I fortjener ikke kortere pensionsalder end os bag skrivebordene. Desværre leverer avisen en klassisk stråmandsargumentation. Ulighed i levealder er kun et hjørne af spørgsmålet om differentieret pensionsalder, der primært handler om ulige livskvalitet: »De mest nedslidte fortjener også en værdig pension,« lyder Socialdemokratiets kampagne, mens DF’s Kristian Thulesen Dahl advarer imod »et dårligt liv i alderdommen«. Og dette bunder ikke kun i smøger og grillmad, men nok så meget i hårdt fysisk arbejde. Det dokumenterer arbejdsmiljøforskerne i deres store undersøgelser. Her spørges også til, hvor meget folk ryger, drikker, motionerer etc. Til forskel fra sundhedsprofessorerne, som interviewes i Berlingske, kortlægger arbejdsmiljøforskerne både livsstil og arbejdsmiljø – og begge er vigtige. I ”Det forsvundne Folk” interviewer jeg professor Lars L. Andersen fra Arbejdsmiljøinstituttet NFA. Folk med mange års hårdt fysisk arbejde har mere end dobbelt så stor risiko for at havne på førtidspension som dem med stillesiddende job. Og bemærk: Det er efter at forskerne har taget højde for rygning, motionsvaner etc. »Vi kan for eksempel se, at job, hvor der er længere perioder med foroverbøjet eller vredet ryg, fører til langt mere sygefravær, det samme gør tunge løft,« siger Lars L. Andersen, der også hér har korrigeret for rygning og anden livsstil.   Sceneskift: Torsdag deltog jeg i et debatmøde hos 3F i Vejle. Efter oplæg fra mig og to...

Omsider får vi debatten om den skæve pensionsalder

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.1.2019 Af Lars Olsen   Hidtil har pension kun handlet om fysisk alder: 65 eller 67 – og du får folkepension. Sådan er det ikke i flere andre lande. Hér tages også højde for antal år på arbejdsmarkedet. Måske bliver det også sådan herhjemme. Socialdemokratiet fremlagde i tirsdags et udspil med et markant nybrud: Tidligere pension til folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, formentlig 41-42 år. Forslaget skal især hjælpe dem, der efter årtier i hårde job er slidte – eller nedslidte. Debatten er tiltrængt. Jeg har i det seneste halve år holdt et hav af foredrag om ”Det forsvundne Folk”. Igen har jeg mødt kløften: Håndværkere, sosu’er og fabriksarbejdere oplever, at politikernes endeløse forhøjelser af pensionsalderen bliver til på en anden planet. Jeg vidste godt, at Socialdemokratiet var på vej med noget. Jeg fremlagde bogens analyser af arbejdsliv og utryghed på sommergruppemødet i deres folketingsgruppe, og debatten kom hurtigt til at handle om differentieret pensionsalder. Mette Frederiksen er personligt stærkt optaget af dét, det samme er Mattias Tesfaye og andre med baggrund i arbejderklassen. Derimod har det meste af fagbevægelsen snorksovet. Når kommentatorer tegner billedet af en veltilrettelagt kampagne, er det ikke rigtigt. FOA og NNF (slagteriarbejderne) har presset på, men 3F-medlemmer og andre har ikke fået meget for kontingentet. Det er samfundsdebatten og en mindre kreds af politikere, der har fået uligheden i seniorårene på dagsordenen.   Opmærksomme JP-læsere vil vide, at jeg har arbejdet med spørgsmålet i årevis. Med den ballast er de seneste dages debat fascinerende. I skrivende stund lurepasser DF, men lur mig: Det går ikke –...