Akademikere snupper de gode job – og bremser social mobilitet

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.6.2018 Af Lars Olsen   For nylig læste jeg et jobopslag, der satte tanker i gang. Psykiatrihospitalet i Vejle søgte en akademisk medarbejder til ledelsessekretariatet. Medarbejderen skulle håndtere henvendelser til sygehusledelsen, koordinere møder, skrive referater og være tovholder for projekter. Min hustru, Karin, viste mig jobopslaget: »Det er de opgaver, jeg har lavet i mange år, men nu vil de have en akademiker til den slags,« sagde hun. Karin er kontoruddannet og har haft gode HK-job. Hun var formandssekretær for SF på Christiansborg og siden tovholder på et projekt for udsatte unge. De gode job kom, efterhånden som hun kvalificerede sig gennem erfaring og efteruddannelse. I dag foretrækker arbejdsgivere imidlertid en af de mange nyuddannede akademikere. For nogle år siden holdt jeg foredrag for 3F klubben på Novo. Tidligere blev jobbene som mellemledere besat af 3F’ere, der evt. tog efteruddannelse. I dag kommer mellemlederne udefra med en boglig uddannelse i rygsækken. Konsekvensen er spændinger mellem 3F’ere og ledere, der ikke har det tætte kendskab til den daglige produktion. Eksplosionen i akademisk uddannelse svækker den sociale mobilitet. Rekruttering via erfaring og efteruddannelse er bred. Karin voksede op hos en enlig mor på Nørrebro, hun gik ikke i gymnasiet, men tog realeksamen, fik en læreplads og lærte resten i livets skole. I dag går de gode job til dem, der klarer de formelle krav på universitetet. Det er ofte dem, der kender de kulturelle koder fra opvækst i den bedre middelklasse.   Årtiers mantra om »mere uddannelse« har været gabende traditionelt: Pengene er hældt i gymnasier, universiteter og SU, styret af luftige forestillinger om »videnssamfundet«. Resultatet...

Uddannelse som social skillelinje

Uddannelse er en social – og politisk – skillelinje. Det dokumenterer flere nye bøger i den internationale debat. Den franske økonom Thomas Piketty påviser, at centrum-venstre har skiftet sjæl. Tidligere havde socialdemokratiske og venstreorienterede partier base i arbejderklassen, i dag er kernevælgerne akademikere. Ifølge Piketty har dette store politiske konsekvenser. Det samme konkluderer to hollandske professorer, der i bogen Diploma Democracy analyserer uddannelsesskellet i politik og samfund i seks europæiske lande. Et af dem er Danmark, der havde et bredt favnende folkestyre, men i dag domineres af folk med lange uddannelser. Flertallet for Brexit var resultat af et lignende skel: De »rodfæstedes« oprør imod de »rodløse«, som forfatteren David Goodhart kortlægger i bogen The Road to Somewhere. Akademiseringen af uddannelser og samfund betyder også, at akademikere snupper mange af de gode job, der tidligere blev besat af faglærte – og dette svækker samfundets sociale...

Fleksibel pensionsalder breder sig i Europa

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.5.2018 Af Lars Olsen   Ældrebyrde, det grå guld, det demografiske pres – kært barn har mange navne. Vi bliver flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Pensionsalderen hæves over hele Europa, men en bemærkelsesværdig tendens er på vej: Pensionsreformerne bliver selv reformeret. Italien hævede i 2010 pensionsalderen, men den nye regering, der er under dannelse, justerer nu reformen. Fremover tages ikke kun hensyn til folks alder, men også til antal år på arbejdsmarkedet. Når de to tal tilsammen giver 100, kan italieneren gå på pension: Hvis man eksempelvis starter som 20-årig og knokler i 40 år, kan man gå som 60-årig; men starter man først langt senere på arbejdsmarkedet, må man fortsætte til den generelle pensionsalder på 67. Reglen er en mærkesag for den venstrepopulistiske Femstjernebevægelse og skal især tilgodese dem, som kommer tidligt på arbejdsmarkedet og har nedslidende job. Samtidig bliver der mere lempelige regler for kvinder, hvor mange var væk fra arbejdsmarkedet med små børn. Et mønster, der er endnu mere udbredt i Italien end herhjemme. I Danmark vil de italienske regler med en vis ret betragtes som lovlig generøse. De økonomisk snusfornuftige tyskere har imidlertid gjort noget lignende, dog i en mere forsigtig udgave. Efter 45 år på arbejdsmarkedet, læretid indbefattet, kan en tysker gå på pension to år før den generelle pensionsalder på 65. Dette var en mærkesag for det socialdemokratiske SPD, da de efter forrige valg gik i koalition med Merkels CDU. I Tyskland er der også særlige regler for kvinder, som skal hindre kønsmæssig slagside. Pasning af mindre børn tæller med på linje med et job. Dette var...

Historiens største løftebrud

Løkke & Co. er i gang med et løftebrud af historiske dimensioner. Da et bredt flertal i Folketinget blev enige om at forhøje pensionsalderen, var løftet klart: Pengene skulle gå til flere ældre og mindre nedslidning på arbejdsmarkedet. I dag skæres i både hjemmehjælpen og Arbejdstilsynet – klummen om pensionsalder kortlægger forløbet, mens to andre handler om andre aspekter af emnet: Eliterne er ikke kræsne i valget af midler, når det handler om efterløn og pensionsalder. Der anvendes direkte talfusk for at legitimere, at vi alle skal arbejde til 68 eller 70. Ude i Europa er flere lande på vej med fleksibel pensionsalder – og den debat kommer også til...

Parallelsamfund på Slotsholmen kan køre ghettoopgør af sporet

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.5.2018 Af Lars Olsen   Det gik med ghettoerne som med den berømte ketchupflaske: Da proppen ikke længere sad i vejen, væltede det ud. Regeringen fremlagde for to en halv måned siden sit omfattende udspil, der angivelig vil skabe et Danmark uden ghettoer i 2030, men uenighed om finansieringen blokerede for forhandlingerne på Christiansborg. I sidste uge indgik regeringen så en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Radikale. V-LA-K-regeringen ville oprindelig sende hele regningen til almene lejeres kollektive opsparing i Landsbyggefonden: Over en årrække skulle fonden betale 12 mia. kroner til renovering m.v. i udsatte boligområder og yderligere 13 mia. ved omlægning af den såkaldte ydelsesstøtte. Den enorme regning risikerede at tømme Landsbyggefonden og reelt stoppe renoveringer udenfor de udsatte områder. Boligselskaberne i BL er »meget lettede over, at den urealistiske forestilling om et renoveringsstop i resten af den almene sektor er lagt i mølposen. Derfor er der meget stor grund til at rose partierne uden for regeringen,« kommenterede BL-direktør Bent Madsen. Ifølge den politiske aftale skal Landsbyggefonden bidrage med 10 mia. kroner frem til 2026. Det er immervæk også en sjat. De udsatte boligområder har – som andre almene områder – ret til renovering med støtte fra Landsbyggefonden. Realiteten er imidlertid, at en uforholdsmæssig stor del af midlerne bruges på de kun 12 procent, der på Christiansborg defineres som udsatte områder. Som almen lejer spørger jeg, hvorfor min husleje skal gå til boligsociale antropologer og nye veje i ghettoerne i stedet for til vores utætte tage og vinduer? Jeg kender godt svaret: Politik er det muliges kunst. Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti...

Ghettopgør ved at køre af sporet

Jeg har i 15 år advaret imod ghettoer og parallelsamfund. Alligevel er jeg dybt bekymret over det ghettoopgør, der er på vej. En stor del af indsatsen betales af lejere i almene boliger, mens Slotsholmen har udnævnt sig selv til overdommere over de lokale aktører. Spørgsmålet er, om miljøet på Slotsholmen overhovedet har det nødvendige politiske overblik og faglige ekspertise? To andre klummer er skrevet undervejs i opgøret om ghettoplanen. Her kan du læse, hvordan regeringen vil sjæle 25 mia. af lejernes penge – og hvordan et omfattende kontrol- og sanktionsregime erstatter en bredere indsats imod...

1. maj: Én fugl i hånden eller ti på taget?

Manuskript til klumme i JyllandsPosten 30.4.2018 Af Lars Olsen   I morgen er det 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Landet over samles folk til talere, røde faner og festligt lag. Da jeg var ung i 1970erne, havde en større by tre-fire konkurrerende 1.maj-møder. Arbejderbevægelsen blev efter 1. verdenskrig spaltet i socialdemokrater og kommunister og de revolutionære siden splittet i 117. fraktioner. I dag samles alle om de lokale faglige arrangementer – Berlinmuren er faldet, også på venstrefløjen. Og dog. Det er stadig to konkurrerende politiske og faglige traditioner: Én fugl i hånden – eller ti på taget? I skrivende stund er dramaet om de offentlige overenskomster (OK18) stadig i fuld gang, jeg kender ikke udfaldet, men ét er sikkert – 1. maj bringer knubbede ord, OK18 bragte de to traditioner i åben konfrontation. Onsdag morgen indgik LO-forbundene en særaftale med regionerne, anført af FOA-formand Dennis Kristensen. Aftalen indeholdt solide forbedringer til de lavtlønnede, men vakte bitterhed i akademiker- og funktionær-organisationer. Dennis Kristensen & Co. blev anklaget for at bryde fagbevægelsens »musketer-ed«. Pludselig var LO’s rødeste forbundsformand det store hadeobjekt i Enhedslisten og omegn. LO-forbundene har imidlertid været nervøse i ugevis. Medlemmerne kan ikke kastes ud i en storkonflikt på grund af lærerne eller spisepausens juridiske status, lød vurderingen. Kun det afgørende – lønnen – kan legitimere en konflikt, og efterhånden blev arbejdsgivernes tilbud ganske godt. Store indrømmelser, der kunne gå fløjten ved et forlis. Den lavtlønnede sosu-hjælper vil have fuglen i hånden: Pæne lønstigninger og særlige puljer til ligeløn og lavtlønnede. For de bedrestillede grupper har perspektivet ofte været et andet. Lærerne havde deres særlige problem med arbejdstiden,...

Den nye politik: Pengemænd vs. uddannelseselite

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.4.2018 Af Lars Olsen   Venstrefløjen skifter sjæl. Tidligere repræsenterede de socialdemokratiske og venstreorienterede partier især arbejderklassen og folk med beskedne indkomster – i dag er kernevælgerne folk med længere uddannelse. Politik er i stigende grad en konflikt mellem de uddannelsesmæssigt og de økonomisk velstillede. Højrefløjen står nemlig stadig stærkt blandt vælgere med store formuer Det konkluderer den franske økonom Thomas Piketty, der har kortlagt ikke mindre end 70 års valg i USA, Storbritannien og Frankrig. Piketty blev kendt for Kapitalen i det 21.århundrede, hvor han dokumenterede en langsigtet tendens til øget økonomisk ulighed. I det nye forskningspapir spørger Piketty, hvorfor stigende ulighed ikke har udløst et folkeligt og demokratisk modsvar. Ifølge Piketty er forklaringen, at vi i dag har et »fler-elite-partisystem«, hvor ingen for alvor kæmper for social omfordeling: Venstrefløjen repræsenterer uddannelseseliten, det etablerede højre repræsenterer erhvervseliten – de kortuddannede med jævne indkomster føler sig tilsidesat, søger mod populistiske partier eller holder helt op med at stemme. I graf på graf dokumenterer Piketty, hvordan dette skifte præger Demokraterne i USA, centrum-venstre i Frankrig og i et vist omfang Labour i Storbritannien. Ekspansionen i uddannelsessystemet har – sammen med nye konflikter om indvandring og globalisering – svækket de »klassebaserede koalitioner for omfordeling«, der stod stærkt fra 1950’erne til 1980’erne og skabte velfærdsstaterne.   Pikettys nye analyse er spændende læsning, også herhjemme. Forskningspapiret har den underfundige titel Brahmin Left vs. Merchant Right. Højre repræsenterer penge og handelsliv, mens venstrefløjen er »brahminer«: Hinduernes øverste kaste, præsteskabet, der udlægger visdommen – en lidet flatterende betegnelse for uddannelseseliten. Den slags er alt andet end politisk korrekt i Danmark....