Populismens anatomi

Et spøgelse går gennem Europa – populismens spøgelse. I flere år var forestillingen, at det var et højrepopulistisk oprør med flygtninge som drivkraft. Nu må selv verdensfjerne meningsdannere se virkeligheden i øjnene: Det er en bredere revolte fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, med sociale og geografiske brudflader som omdrejningspunkt. I denne klumme gør jeg status over 2018, hvor Frankrig rystedes af Gule Veste, og Italien fik en »populistisk« regering. En anden klumme fortæller mere om fænomenet Gule Veste. Også herhjemme er Frankrigs Gule Veste et wake-up-call. Rygraden i fagbevægelsen – de lokale tillidsfolk – er blevet afpolitiseret. Dette essay i Altinget er en opfordring til fagbevægelsen om at give utrygheden og vreden en politisk retning. Jeg har i flere klummer i Jyllands-Posten skrevet om skellet i EU mellem Nord- og Sydeuropa. Det populistiske opbrud i Italien skyldes, at det gamle arbejderparti – det postkommunistiske PD – er blevet et socialliberalt midterparti med basis i de velstillede...

Populisme er folkets revolte imod en skæv politik

Klumme i Jyllands-Posten 24.12.2018 Af Lars Olsen   Et spøgelse går gennem Europa – populismens spøgelse. 2018 bragte nye milepæle: Italien fik Europas første »populistiske« regering, og Frankrig rystes af protestbevægelsen De gule Veste – det etablerede Europas kollektive sutteklud, præsident Macron, står afpillet tilbage. Vores billede af opbruddet er blevet skarpere. I flere år lød det unisont fra borgerlige og kulturradikale: Det er et højrepopulistisk oprør med flygtninge og indvandrere som drivkraft. Nu må selv verdensfjerne meningsdannere se virkeligheden i øjnene: Det er et bredere fænomen, en revolte fra arbejderklassen og den lavere middelklasse med sociale og geografiske brudflader som omdrejningspunkt. Tag Italien: Mens Lega passer i det etablerede billede af flygtningekritiske højrepopulister, er det andet regeringsparti, Femstjernerne, venstrepopulistisk med rødder i arbejderklassen og Syditalien. De to partier er ved at gennemføre en form for kontanthjælp til arbejdsløse unge og differentieret pensionsalder, hvor folk efter mange år på arbejdsmarkedet kan gå tidligere. Klassisk socialdemokratisk politik. Lige nu er vi midt i en afgørende europæisk styrkeprøve: »Nej, ikke Brexit sæbeoperaen i Westminster, men EU-krisen som alle ser ud til at have glemt – konfrontationen mellem Bruxelles og Rom om det italienske statsbudget,« skriver kommentatoren Kenan Malik i The Guardian. EU-kommissionen har hidtil uset forkastet den italienske finanslov, der opererede med et underskud på 2,4 pct. Nu har regeringen barberet underskuddet ned til 2 pct. Samtidig får Macrons indrømmelser til Gule Veste det franske underskud langt over EU-grænsen på 3 pct. Det store spørgsmål er, om Bruxelles tør fortsætte den hårde linje overfor den populære italienske regering, mens eliternes dengse, Macron, får lov til at bryde alle regler?   Også...

Fagbevægelse, mistillid og Gule Veste

Kronik i Altinget 20.12.2018 Af Lars Olsen   Rygraden i fagbevægelsen – de lokale tillidsfolk – er blevet afpolitiseret. Det skader de »røde« partier op til valget, men fører også til øget politisk mistillid i arbejderklassen. Frankrigs Gule Veste er et wake-up-call – også for os. Det er en stor forsamling. Omkring 80 er samlet i det store auditorium på Metalskolen i Jørlunde, hvor jeg holder foredrag om »Det forsvundne Folk«. To tredjedele er kursister fra Metal, der er på ugeophold på skolen – resten er borgere fra Frederikssund-området, mange fra 3f og FOA. Da jeg halvt inde i foredraget åbner for dialog, er forsamlingen straks med. Og der skydes voldsomt på to grupper: Djøf’ere og politikere. Jeg har talt om utryghed som følge af politiske reformer, men den massive – og firkantede – vrede kommer bag på mig. Jeg giver ordet til en ung fyr med kasket og forventer endnu en bandbulle, men til min overraskelse siger han: »Jeg er enig med Lars Olsen, jeg siger det samme, når jeg kommer ned i min socialdemokratiske partiforening. Men alle jer brokkerøve hér i salen: Hvor mange af jer er overhovedet medlem af et parti?« Det er – som man siger – et godt spørgsmål. Jeg beder forsamlingen markere, hvem der er med i ét parti. Under en tredjedel rækker hånden op. Tidligere ville langt de fleste i en forsamling som denne være organiserede: Mange socialdemokrater og nogle på venstrefløjen. Der er i de senere år sket en omfattende afpolitisering af rygraden i fagbevægelsen, tillidsmandskorpset. Ved foredrag nogle led længere ude – i de lokale fagforeninger – er de politisk...

Ideologisk fantast har kørt ghettodebatten af sporet

Klumme i Jyllands-Posten 17.12.2018 Af Lars Olsen   Den offentlige debat spurter afsted. Nye emner kaprer dagsordenen, og gamle dukker op i nye gevandter. Til tider overser vi dybtgående skred, der ændrer fronterne i hele debatten. Noget sådant er sket med den efterhånden gamle debat om ghettoer og parallelsamfund. Jeg har deltaget i slagsmålet siden 1990’erne, hvor jeg boede på multietniske Nørrebro, og min datter gik i den lokale folkeskole. Vi fik subkulturen og utrygheden tæt på. I 2005 udsendte jeg bogen »Det delte Danmark« om ghettoiseringen af boligområder og skoler. Dengang blev mange advarselslamper tændt af os, der havde problemerne inde på livet. De socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen prøvede at kalde Christiansborg til fornuft, men er først nu kommet til ære og værdighed. Alt for mange, der selv boede på behagelig afstand af indvandrermiljøet, satte kikkerten for det blinde øje. En lille episode: Det socialdemokratiske folketingsmedlem Per Kaalund var en af de få, der ikke blot var valgt på Københavns Vestegn, men også boede dér. En radikal politiker kritiserede, at strammerlinjen brød med den tolerante danske højskoletradition: »I er nogle, der har gået på højskole – og vi er nogle, der har boet i højhus,« svarede Per Kaalund.   I dag er rollerne diametralt modsat. Et bredt politisk flertal har vedtaget en plan imod ghettoer. Planen møder imidlertid kritik fra stort set alle, der har problemerne inde på livet: Beboere, boligselskaber, kommuner – ja, Venstres egne borgmestre. For nylig kunne man i JP læse denne reportage: »Robert Flensborg sad i en bus på vej mod Tyskland, da telefonen ringede. Det var lørdag, og en kollega til den 64-årige...

Vil I have Gule Veste? Så lyt dog til folk!

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.12.2018 Af Lars Olsen   Brændende biler. Blokader af veje og benzinstationer. Hærværk i eksklusive kvarterer… Protestbevægelsen Gule Veste ryster Frankrig og præsident Macron. De gule Veste startede som protest imod afgifter på benzin, men kræver nu højere mindsteløn, genindførelse af formueskatten og opgør med »de riges præsident«. 72 pct. af franskmændene støtter dem, det samme gør venstrefløjen og Marine Le Pens højreparti. »Det, der gør Frankrigs revolte anderledes, er, at den ikke følger den sædvanlige populistiske drejebog. Den er ikke knyttet til et højreorienteret eller noget andet politisk parti. Den fokuserer ikke på race og indvandring (…) Den handler mest om økonomisk klasse. Den handler om ens manglende muligheder for at betale regningerne,« påpeger New York Times. Konflikten afdækker et nyt skel i samfundet, der er både socialt, geografisk og kulturelt. Det påpeger geografen Christophe Guilluy, som i 2015 udsendte bogen La France Périphérique. Vækst, job og indflydelse koncentreres i de store byer – provinsen oplever derimod afindustrialisering og usikre job. Christophe Guilluy pegede allerede dengang på, at bilen er helt afgørende i »det perifære Frankrig«, hvor folk skal køre langt for et job. De definerende lag i storbyerne har imidlertid tabt blikket for arbejderklassen, som i dag bor i provinsen: »Protesten kommer fra klasser, der før i tiden var et afgørende referencepunkt for den politiske og intellektuelle verden«, skriver Christophe Guilluy i Guardian og fortsætter: »Uanset hvordan konflikten ender, har Gule Veste vundet dét afgørende: Krigen om kulturel repræsentation. Arbejderklassen og den lavere middelklasse er synlige igen og hermed de områder, hvor de lever«.   Sceneskift: Jeg var i søndags gæst hos...

Nordeuropæisk snæversyn kan spalte EU

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.11.2018 Af Lars Olsen   Krisen mellem Italien og EU er rykket endnu et gear op. EU-kommissionen indledte onsdag den procedure, der kan idømme Italien økonomiske sanktioner. Den italienske finanslov indebærer, at »landet søvngængeragtigt bevæger sig ud i ustabilitet,« advarede EU-kommissær Valdis Dombrovkis. Italienerne opfatter med rette den slags som ulidelig arrogant. Uanset hvad man mener om italiensk politik, har landet ikke bevæget sig søvngængeragtigt. Opgøret med EU’s økonomiske politik var hovedtemaet ved forårets valg, hvor italienerne med åbne øjne stemte på de to nuværende regeringspartier: de venstrepopulistiske Femstjerner og den højrepopulistiske Lega. Valgresultatet kom efter ti års krise, hvor skiftende regeringer efter krav fra Bruxelles har gennemført et hav af spareplaner og »reformer.« Italien er blevet låst fast i lav vækst og høj arbejdsløshed, især blandt de unge. En lavvækst, der gør det sværere at tilbagebetale landets store statsgæld.   I Nordeuropa buldrer økonomien afsted. Den hårde linje overfor Italien og Sydeuropa er initieret af Tyskland, men bakkes op af politikere og meningsdannere – også i Danmark der økonomisk er en del af euro-zonen. Vi er løjerligt blinde overfor den voksende kløft mellem Nord og Syd, som kan ødelægge hele EU. Det påpeger en ny bog, Fundamentet under EU vakler af tidligere overvismand Christen Sørensen og fhv. departementschef Jørgen Rosted. Især Jørgen Rosted er værd at hæfte sig ved. Som ledende embedsmand repræsenterede han Danmark i flere af de arbejdsgrupper, der i 1990’erne forberedte valutaunionen og euroen. Bogen trækker linjen tilbage til dengang. Mange økonomer kritiserede, at EU ville skabe en valutaunion uden politisk overbygning med fælles finanspolitik og stort føderalt budget. Landene...

Jo, Kristian Jensen, kapitalismen er syg

Klumme i Jyllands-Posten 19.11.2018 Af Lars Olsen   »Ansat i Skat: Stop nu med at bruge skandalerne i Skat i valgkampen«. Sådan lød et stort opsat indlæg hér i avisen. Anne Honoré Østergaard ønsker sig tilbage til borgfreden i 2015, hvor Venstre og Socialdemokratiet lagde låg på og lavede en genopretningsplan for Skat. Anne Honoré Østergaard er ikke kun medarbejder i Skat, men også V-folketingskandidat. Som bekendt var det V-kronprins Kristian Jensen, der som skatteminister i 2005 stod i spidsen for den omfattende reform, som svækkede Skat og skattekontrollen. Siden har staten mistet et to- eller trecifret milliardbeløb. Ikke blot de meget omtalte 12,7 mia. i udbytteskat, men ifølge Rigsrevisionen også øget momssvindel, milliarder i skattegæld hos borgerne m.v. Et så gigantisk svigt må nødvendigvis diskuteres i den politiske debat. Vi holder jo heller ikke op med at diskutere udlændinge, fordi de ansatte i integrationsindustrien hellere vil have ro på.   Startskuddet til debatten kom fra Socialdemokratiets Mette Frederiksen. I en kronik hér i avisen langede hun ud efter »den syge kapitalisme«, med grådighed, hvidvask og skattesvindel. Mette Frederiksens historieskrivning var mildt sagt selektiv. Hun placerede med rette et stort ansvar for Skats nedtur hos Kristian Jensen, men gik helt udenom S-R-SF-regeringens medansvar. Det udløste en opsigtsvækkende modkronik fra finansministeren. »De største fejl og nedskæringer i Skat blev begået fra 2011 til 2015«, konkluderer Kristian Jensen. Ja, kære læser, du læste rigtigt: Manden, der startede hele miseren, tørrer dén nu af i S-R-SF. Samtidig går Kristian Jensen en stor bue udenom det afgørende vendepunkt i S-R-SF-årene: At Bjarne Corydons Finansministerium med afsæt i en McKinsey rapport satte turbo på...

Finansministeriets arrogance kørte Skat i sænk

Klumme i Jyllands-Posten 5.11.2018 Af Lars Olsen   Jeg købte den nye bog om Skat på BogForum i Bella Center. »Jeg vil gerne have en regning. Vi er jo nogle, der skal dokumentere brug af et par hundrede kroner på faglitteratur,« sagde jeg. »Ja, det havde været lettere, hvis du flyttede rundt på nogle milliarder,« svarede ekspedienten. Skandalerne om Skat og hvidvask er trængt helt ind i hverdagssproget. Almindelige borgere møder stadig større krav om dokumentation og kontrol, men banditter i habitter har frit slag. Selve samfundskontrakten er under pres. Vi betaler høje skatter i tillid til, at reglerne gælder for alle, og at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Sådan er det bare ikke længere.   En ny bog, ”Overmod og Afmagt”, analyserer Skat. To af landets førende forvaltningseksperter, Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, kortlægger forløbet, siden skatteminister Kristian Jensen – i dag Venstres kronprins – søsatte de omfattende reformer i 2005. Reformer, der ifølge forfatterne helt fra start hvilede på et løsagtigt og mangelfuldt grundlag. Den afgørende drivkraft var Finansministeriet og toppen af Skatteministeriet. Topembedsmændene havde længe drømt om at samle skattevæsenet under staten, men det var ikke politisk muligt på grund af modstand fra kommunerne. Nu bød chancen sig, da Venstres daværende indenrigsminister – Lars Løkke Rasmussen – gennemførte sin store centralisering af kommunestyret. »Finansministeriet er magtfuldt, det er prestigiøst, og dets embedsmænd lider ikke under falsk beskedenhed. Deres resortfaglighed er imidlertid svag,« skriver de to professorer. Alligevel blander ministeriet sig i dag helt ned i detaljen i de øvrige ministeriers områder. Sådan var det også med Skat. Nogle af reformideerne var relevante,...