Blog: Talfusk forsvarer højere pensionsalder

Manuskript til klumme i Fagbladet 3F, september 2017 Af Lars Olsen   Meget tyder på, at statistikere og journalister er ofre for raffineret regeringsspin. Ny undersøgelse viser, at murere og ufaglærte bliver mere nedslidte og dør før de højtuddannede, men højere pensionsalder retfærdiggøres af forkerte tal. 11 procent af murerne havner på førtidspension, og en 60-årig murer dør fire år før en jævnaldrende læge. Som tidligere omtalt i Fagbladet, tegner den nye Statistisk Tiårsoversigt et dramatisk billede af ulighed i arbejdsliv og seniorår. Danmarks Statistik har fulgt seks erhvervsgrupper, siden de i 1980 var 30-35 år. Næsten hver femte sosu-uddannet kvinde kommer på førtidspension, og en 60-årig ufaglært mand dør fem år før en læge. Tilsyneladende er statistikerne blevet bange for deres egne tal. De skriver, at politikerne med Velfærdsaftalen i 2006 hævede pensionsalderen, så danskerne i snit skulle have 14,5 år på folkepension. Og trods den massive ulighed, så »kan næsten alle grupper forvente en folkepensionsperiode på mere end 14,5 år, hvis de overlever frem til pensionsalderen«. Med andre ord: Det er ikke så slemt. Det er bare ikke rigtigt. Målet i Velfærdsaftalen var ikke 14,5 år, men 19,5 år. Velfærdsaftalen blev indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale. Det hedder i forliget, at med højere pensionsalder vil »den forventede periode med efterløn og pension på længere sigt fastholdes på omkring 19 ½ år«. Og pointen trækkes i op i denne grafik: (klik frem til Velfærdsforliget på linket og se s.93) https://www.fm.dk/publikationer/2006/aftale-om-fremtidens-velstand-og-velfaerd Forliget opererede således med, at efterløn og pension tilsammen skulle være 19,5 år. Aftalen fastslår, at »efterlønnen bevares som en 5-årig rettighedsbaseret ordning«. Dette...

Hovedstadsboblen er et demokratisk problem

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.9.2017 Af Lars Olsen   De øvre lag i erhvervslivet er forbundet på kryds og tværs: Topchefer i Netværket, klubber og VL-grupper, netværk af tidligere chefer hos konsulentfirmaet McKinsey og meget andet. Med til billedet hører også uformelle sammenkomster som Danske Banks middag på D’Angleterre og konsulenthusenes sommerfester. Læg hertil »et utal af uformelle kontaktflader i form af naboskaber på villaveje og sommerhuskvarterer, cykelklubber og tennisaftaler«, konkluderer en kortlægning i JP. Netværk er nyttige til meget, men faren er, at de øvre lag i høj grad omgås nogle, der ligner dem selv. Toppen i erhvervsliv og politik må i højere grad »være nysgerrig efter, hvordan andre mennesker end en selv lever,« siger erhvervskvinden Stine Bosse. Den tidligere topchef i Tryg har formands- og bestyrelsesposter i virksomheder og fonde, men også opsøgt andre kredse: »Det er også netværk for mig, at jeg er ambassadør for produktionsskolerne (…) Jeg er også protektor for Fisken, et værested for unge indvandrere,« fortæller hun.   Jeg er ikke altid enig med Stine Bosse, men hér rammer hun hovedet på sømmet. Nysgerrighed overfor andre sociale lag er et must for alle, der former meningsdannelse og beslutninger. I vinter blev jeg kontaktet af journalist Christian Bennike fra Information. En stor privat begivenhed havde sat tankerne i gang. »Jeg skal giftes til sommer, så jeg har siddet og bakset med en liste over potentielle bryllupsgæster – det er cirka 100 navne. Og så slog det mig pludselig: Jeg tror ikke, at én eneste af dem stemmer på Dansk Folkeparti. Min kæreste og jeg har gået navnene igennem én for én, og vi...

Et fascinerende kig ind i magtens inderste cirkler

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.9.2017 Af Lars Olsen   Sensommerens læsning bød på en mammut: »Adults in the Room«, 550 sider af den fhv. græske finansminister Yanis Varoufakis. Ifølge britiske The Guardian er det »en af de bedste politiske erindringer nogensinde«. Yanis Varoufakis giver et fantastisk kig ind i magtens inderste cirkler. Mange husker sikkert den maskinklippede finansminister, der kørte på motorcykel og i Bruxelles blev set som en fantast. Erindringerne giver et andet billede. Da venstrefløjens Syriza står til at vinde det græske valg, kommer Varoufakis hjem fra sit økonomiske professorat på University of Texas. Han er ikke medlem af Syriza, men var i 00erne rådgiver for den socialdemokratiske statsminister George Papandreou. Varoufakis bliver offentligt kendt, da han tidligere end andre fortæller sandheden: At den græske stat er bankerot. Et forhold, der fra 2011-12 fører til de massive internationale lån til Grækenland. Den tidligere finansminister peger på Grækenlands korruption og massive skattesvindel, men gør også opmærksom på en overset kendsgerning: De internationale lånepakker gik primært til franske og tyske banker, som havde milliarder i klemme hos den forgældede græske stat. Konsekvensen blev omfattende græske sparepakker, der har gjort hver anden ung arbejdsløs og fået hundredtusinder af talentfulde unge til at emigrere. Det var dette, som i 2015 førte til Syrizas valgsejr og startede et dramatisk europæisk opgør. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble siger det direkte: »Det kan ikke tillades, at valg ændrer den økonomiske politik«. Schäuble og Varoufakis tørner sammen, men de to glødende europæere får også et godt personligt forhold. I en samtale siger Schäuble, at han aldrig selv »som patriot« ville acceptere så dramatiske sparepakker,...

Opgør med uddannelseseliten

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek udsendte i sommeren 2017 den meget omtalte debatbog »De lærdes Tyranni« – og jeg var aktiv i debatten. I denne klumme samler jeg op på flere måneders debat – og tager det nye modeord akademikerbashing under kærlig behandling.Jeg anmeldte også Dybvad i Altinget: En god og tiltrængt bog, men for upræcise begreber om »de lærde«, »den kreative klasse« m.v. En klumme i Jyllands-Posten gør op med myten om, at vi af hensyn til social mobilitet skal bruge en masse penge på akademisk uddannelse. I et indlæg i Politiken krydsede jeg klinger med sociologen Christoph Ellersgaard. Jeg præsenterede vores analyse fra 2010, der viste at eliten er delt i tre: Erhvervsspidserne, djøf’erne og kultur- og uddannelseseliten. Du kan læse mere om undersøgelsen af eliten i dette...

De rodfæstedes oprør imod de rastløse

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.8.2017 Af Lars Olsen   Ferietid er læsetid, og i denne sommer har jeg læst rigtig meget. Noget af det mest spændende er ”The Road to Somewhere” af den britiske stjernejournalist David Goodhart. Bogen kortlægger en ny brudflade i samfundet, der førte til Brexit-flertallet og er ganske velkendt herhjemme. Goodhart kalder det »den store deling«: Halvdelen af befolkningen er Somewheres – de har en rodfæstet identitet som arbejder i Nordøstengland, landmand i Skotland osv.; 60 pct. bor kun 20 miles fra deres barndomshjem. Overfor dem står en fjerdedel Anywheres, som har deres identitet i kraft af uddannelse og karriere, bor i storbyerne og tjener godt. Den sidste fjerdedel er et sted imellem. Samfundet domineres af Anywhere, økonomisk og kulturelt liberale, der med en »post-national« ideologi omfavner EU og det multikulturelle samfund og gør nationalfølelse til et fyord. Anywhere findes både i en højreorienteret udgave i erhvervslivet og i en mere progressiv, der dominerer i medier, uddannelse og kreative erhverv. David Goodhart er selv super-Anywhere: uddannet på det prestigefyldte Oxford University og fremtrædende journalist på Financial Times – den europæiske elites hoforgan. Han er imidlertid også mangeårigt medlem af Labour og blev i 00erne prominent venstreorienteret kritiker af masseindvandringen.   Somewheres protest handler ikke kun om EU og indvandring, men også om uddannelse og arbejdsmarked. Anywheres blev for alvor mange med ekspansionen i højere uddannelse, påpeger Goodhart. Næsten halvdelen af de britiske unge tager i dag videregående uddannelse. Som regel sker det på kostskoler, hvor de unge forlader familie og venner og bliver integreret i en ny Anywhere-kultur. Eksplosionen i højere uddannelse gik hånd i...

Jeg er en fremmedfjendsk akademikerbasher

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.8.2017 Af Lars Olsen   Smag på dét: akademikerbashing – et nyt ord fra sommerens debat om uddannelse og eliter. En debat, der vækker stærke følelser og spalter centrum-venstre i en grad, vi ellers kun ser i udlændingepolitikken. Det startede i forsommeren, da det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek udsendte »De lærdes Tyranni«. Bogen kritiserer, at akademiske uddannelser boostes, mens erhvervsuddannelser og folkeskole misrøgtes. Dybvad langer også ud efter en akademisk elite, der centraliserer samfundet og ignorerer betydningen af danske produktionsjob. Debatbogen fik mange roser, men udløste en voldsom reaktion fra akademikerorganisationer, Radikale og Enhedslisten. Den radikale Morten Østergaard anklager Socialdemokratiet for »uddannelsesrindalisme«. Under Folketingets afslutningsdebat gik han i kødet på Mette Frederiksen, men S-formanden bakkede op om Dybvads »fuldstændig rimelige« prioriteringsdebat: »Der er op mod én million voksne danskere, som har svært ved at læse, skrive og regne; hvor ofte prioriterer vi dem i uddannelsesdiskussionen? Alle os, der har besøgt mange gymnasier og erhvervsuddannelser, ved da godt, at pengene er blevet prioriteret i retning af gymnasierne,« fastslog Mette Frederiksen.   Uenigheden handler både om uddannelse, fordelingspolitik og magten i samfundet. LO-fagbevægelsen har længe presset på for en omprioritering til fordel for erhvervs- og efteruddannelse, det samme har kræfter i S og SF. For akademikerorganisationer er dette et angreb på velerhvervede rettigheder, og i sommerens debat har de fået massiv støtte af Politiken, hvis egne skribenter stod i kø for at kritisere Dybvads »akademikerbashing«: »Uddannelse er frihed. Hver gang et menneske uddanner sig, kommer det os alle sammen til gode, fordi vi får råd til mere af alt det, der gør Danmark til et...

Gu’ er der en uddannelseselite – og den har del i magten

Manuskript til indlæg i Politiken 28.6.2017 Af Lars Olsen Forfatter til Eliternes Triumf m.fl.   I klassesamfundet 2.0 er de øvre lag spaltet i tre: en økonomisk elite, en djøf-elite og en kultur- og uddannelseselite. At benægte dette, tjener blot til at sløre magten. Uddannelseseliten findes ikke – den er en politisk bøhmand, der leder centrum-venstre på afveje. Det hævder sociolog Christoph Ellersgaard i Politiken lørdag. Debatten er aktuel efter S-folketingsmedlem Kaare Dybvad Beks »De lærdes tyranni«, som kritiserer en akademisk elites skævvridning af samfundet. Christoph Ellersgaards synspunkt er bekvemt for den Politiken-læsende uddannelseselite, der får sin rolle i magten skrevet ud af historien. Indlægget er da også i forlængelse af flere andre, som anklager Dybvad for at »glemme« de reelle magthavere i den økonomiske overklasse. Synspunktet er imidlertid forkert. Flere danske undersøgelser viser, at de øvre lag i klassesamfundet er delt i flere segmenter– og at kultur- og uddannelseseliten er ét af dem.   EN AF UNDERSØGELSERNE blev foretaget af Capacent/Epinion til min bog »Eliternes Triumf« (2010). Den kortlagde de omkring seks procent af danskerne, som har ledende positioner og/eller lange uddannelser og høje indkomster – typisk folk med stor indflydelse som ledere eller nøglemedarbejdere. Kortlægningen viste, at det øvre lag er delt i tre segmenter: ·        Den økonomiske elite har sin base i det private erhvervsliv. Den er liberalistisk, er ivrige tilhængere af skattelettelser og opgør med sociale ordninger, uforholdsmæssigt mange stemte Venstre, Konservative og i dag tillige Liberal Alliance. ·        Kultur- og uddannelseseliten har stor indflydelse på medierne, kulturlivet og uddannelsessystemet. Den er progressiv, ivrige tilhængere af det multikulturelle samfund og stemmer ofte på Radikale, SF,...

Ny kraft: Ung venstrepopulisme i England – og Danmark?

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.6.2017 Af Lars Olsen   Det politiske opbrud er tidens store tema. En søgning på ordet populisme giver 4867 hits i det seneste år. Mange mediehistorier har handlet om »glemte« arbejdere og udkantsområder, der førte Storbritannien ud af EU og tippede USA til fordel for Donald Trump. Ved det britiske valg for ti dage siden så vi et andet fænomen: Venstre-populistisk mobilisering af unge. Valgdeltagelsen blandt de yngste vælgere steg fra 43 pct. til over 80 pct. Og mere end to tredjedele stemte på Labour. Vi har tidligere set dét længere væk. I USA flokkedes yngre vælgere om socialisten Bernie Sanders. I Spanien er det nystiftede Podemos, med basis i yngre storbyvælgere, blevet et af landets store partier. Og ved det franske præsidentvalg fik venstresocialisten Jean-Luc Mélenchon 30 pct. af stemmerne blandt de unge. Med det britiske valg sker det også på vore breddegrader. Der peges på, at de unge briter stemte for at blive i EU og ved valget sagde nej til De Konservatives »hårde Brexit«. Nok så afgørende var dog mere jordnære forhold. Labour gik til valg på at afskaffe de upopulære studieafgifter på videregående uddannelse og at øge trygheden på arbejdsmarkedet, hvor mange unge er på deltid eller i midlertidige ansættelser. Det var populære mærkesager på de sociale medier, der mobiliserede mange unge.   Kan der ske en lignende venstrepopulistisk mobilisering af yngre danskere? Måske. Ved sidste valg fordelte vælgere under 35 sig nogenlunde lige mellem blokkene, men der faldt rigtig mange krydser til venstre for Socialdemokratiet. Blandt de 30-34-årige stemte 19 pct. på Enhedslisten, og alt i alt er det...