Klassisk folkestyre blev afviklet på få årtier

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.12.2017 Af Lars Olsen   Hvorfor sidder der næsten kun Djøf’ere og akademikere i Folketinget? Spørgsmålet stilles ofte – og med god grund. Danmark er et af de lande, hvor rekrutteringen til politik har ændret sig med størst hast. Det påviser Diploma Democracy – the Rise of Political Meritocracy; bogen analyserer de politiske skel i en stribe europæiske lande, deriblandt Danmark. Til forskel fra tidligere domineres politik i dag af folk med lange uddannelser: »Borgere med lav eller mellemuddannelse udgør omkring 70 procent af vælgerne, men er stort set fraværende i regeringer, parlamenter og for dén sags skyld i de fleste andre politiske arenaer,« skriver de hollandske professorer Mark Rovens og Anchrit Wille. Uddannelse er i stigende grad en social skillelinje, der både handler om levevilkår og holdninger. For mange kortuddannede har åbne grænser ført til virksomhedslukninger og utryghed. Folk med lange uddannelser er ofte »kosmopolitiske« i synet på globalisering, indvandring og EU, mens de kortuddannede er mere »nationalistiske«. Samtidig er de mere optaget af dagligdags spørgsmål som social sikkerhed, leveomkostninger og kriminalitet. Forfatterne samler store mængder data fra seks europæiske lande. Alle steder er rekrutteringen til parlamentet mere eller mindre U-formet: I 1800-tallet var politik domineret af en højtuddannet elite, midt i 1900-tallet var der flere arbejdere og kortuddannede, og i dag domineres parlamenterne igen af højtuddannede. Danmark skiller sig ud: »I Danmark havde flertallet i Folketinget langt op i 1900-tallet kun grunduddannelse… I det seneste årti har situationen i Danmark imidlertid med stor hast nærmet sig de andre lande,« skriver Rovens & Wille. Tallene viser, at skreddet især tog fart sidst i...

Indvandring kan tage livet af Sveriges velfærdsstat

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.12.2017 Af Lars Olsen   Europa er i gang med en dramatisk ændring. I de næste 30 år vil den muslimske befolkningsgruppe vokse markant, men nok så interessant: Der er store politisk bestemte forskelle fra land til land. Danmarks udfordringer er store, men formentlig håndterlige; derimod kommer den svenske velfærdsstat under livstruende pres. Det ansete Pew Institute analyserer befolkningen i europæiske lande frem til 2050. Det lyder som langt ude i fremtiden, men er det egentlig ikke. Til den tid har min datter på 29 den alder, jeg har nu. Det handler i bogstavelig forstand om det samfund, vi overlader til vores børn. Muslimerne udgør i dag 5,4 pct. i Danmark, og der er store integrationsproblemer knyttet til disse migranter fra Mellemøsten og Nordafrika. Hvis der stoppes totalt for yderligere flygtninge og indvandrere, vil tallet alligevel vokse til 7,4 pct. Det skyldes, at muslimerne er yngre og får flere børn end de oprindelige danskere. Men selvfølgelig kommer der også frem over nye indvandrere og flygtninge. Ifølge fremskrivningen vil danske muslimer i 2050 udgøre mellem 12 og 16 pct. Mange af disse bliver heldigvis integreret med tiden. Erfaringen fra de sidste 30 år viser imidlertid, at det er sværere end som så, og at mange lever i parallelsamfund. Hertil kommer massive sociale problemer, der ikke er religiøst funderet. Efterkommerne af indvandrere og flygtninge klarer sig selv i tredje generation markant dårligere i skolen. Migration betyder simpelthen, at velfærdsstaten påtager sig en stor – og dyr – integrationsopgave generationer frem. 12-16 pct. bliver en stor udfordring.   Sceneskift: Indvandrerpolitik har domineret Danmark i årtier. På centrum-venstre-fløjen...

Tryghedens deroute

Vi er midt i en stor, men upåagtet, samfundsforandring: Tryghedens deroute. Det dokumenteres af de omfattende Tryghedsmålinger, som Trygfonden har foretaget siden 2004. Især sygemeldte og folk med skrantende helbred er utrygge – klummen handler om helbred som ny risikofaktor i velfærdssamfundet. I en tidligere klumme i Jyllands-Posten fortæller jeg om hovedtendenserne i Tryghedsmåling 2017, og i Fagbladet 3F sætter jeg særlig fokus på utrygheden blandt de...

Velfærdens deroute: Hold dig for Guds skyld rask

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.12.2017 Af Lars Olsen   Et gammelt ordsprog siger, at »sygdom er hver mands herre«. Måske har vi glemt det. Svigtende helbred er blevet en ny risikofaktor i velfærdssamfundet, der ellers skulle sikre os mod sygdom og uforskyldt ledighed. Jeg har tidligere på denne plads omtalt Tryghedsmåling 2017, der udkom i sidste måned. Utrygheden er steget dramatisk siden 2004 og har nu stabiliseret sig på et højt niveau. En afgørende faktor er helbredet. De sygemeldte er en af de mest utrygge samfundsgrupper. Samtidig er utrygheden massiv blandt folk i beskæftigelse, der har mindre godt eller ligefrem dårligt helbred. Mister jeg mit job? Bliver job, der passer til mig, overtaget af østeuropæere? Får jeg en værdig exit fra arbejdsmarkedet, når den tid kommer? På alle spørgsmål spiller helbred en afgørende rolle. Hos de sunde og raske er utrygheden beskeden, men blandt folk med dårligt helbred er 40-65 pct. utrygge. Og forskellen på raske og skrantende stiger med alderen – i takt med at gigt, dårlig ryg og andre skavanker rammer brede grupper.   Hvad er der sket med vores ellers så berømmede sociale sikkerhedsnet? En af Tryghedsmålingens forfattere, professor Jørgen Goul Andersen, giver svaret i »Medborgerskab under pres« – et bidrag til en ny bog (Guldager & Skytte: »Socialt Arbejde«). Frem til 1990’erne var medborgerskab topprioritet i socialpolitikken, og danske arbejdsløse havde en relativ høj grad af trivsel og deltagelse i samfundet. Under Nyrup-regeringen blev arbejdsløsheden halveret på rekordtid – de ledige havde ressourcerne og tog jobbene, da der blev brug for dem. Siden skiftede politikken. Socialpolitik blev indsnævret til inklusion på arbejdsmarkedet for at...