Danske socialdemokrater viser vej ud af S-krise

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.11.2017 Af Lars Olsen   De europæiske socialdemokrater er i krise. Dét er der med rette skrevet meget om. En populistisk protestbølge skyller over Europa, og det går hårdt ud over de gamle arbejderpartier. Det europæiske S-partiers »storebror«, tyske SPD, fik med kun 20 pct. det værste valg i efterkrigstiden. I Frankrig og Holland er det endnu værre: Total nedsmeltning. At Socialdemokratiet i Danmark går frem og får næsten hver tredje stemme er ikke hverdagskost i dagens Europa. Det er det politiske bagtæppe heller ikke. De socialdemokratiske borgmestre vandt tirsdagens valg på klassiske mærkesager om velfærd og tryghed. Befolkningen er trætte af VLAK-regeringens nedskæringer. Samtidig kunne de borgerlige ikke bruge den appel om indvandrerskepsis og lov og orden, der har sat S-partier i andre lande skakmat – også i lokale og regionale valg. Mette Frederiksens socialdemokrati tager de store problemer med indvandring og kriminalitet alvorligt, det samme gør de fleste lokale partifæller. Tag Odense hvor den unge borgmester Peter Rahbæk Juel fik et kanonvalg. Opskriften var en cocktail af bedre velfærd, selvom det koster en mindre skattestigning – og en hård linje i bandekonflikten. Noget, 68-flipperne i andre europæiske S-partier kan lære af. Socialdemokratiet vandt ikke kun de fire store byer, men havde også stor fremgang ude i landet. Gamle industribyer som Randers og Køge har igen S-borgmestre, det samme har en lang række andre bysamfund.   Valget i København vækker berettiget opsigt. Overborgmester Frank Jensen gik en anelse tilbage, mens hele 46 pct. stemte på den »grønne blok«: Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten. Der skal kun flyttes få procent, før der er et...

Problemet er hovedstadsboblen

Der er meget – og meget upræcis – debat om »eliten«. I denne klumme udpeger jeg det demokratiske problem, nemlig hovedstadsboblen: »Indflydelsesrige mediefolk og embedsmænd, konsulenter, ledere af offentlige institutioner og det øvre lag i erhvervslivet udgør kun få procent af befolkningen, men er i høj grad koncentreret i hovedstaden. Hér er overklassen og den højere middelklasse stor nok til, at mange primært omgås hinanden«. En anden klumme tager afsæt i en ny analyse, der viser stadig flere eliteskoler, hvor børn af de mest velstillede færdes i et socialt afsondret miljø. Også dette er primært i hovedstaden. Provinsens overklasse er langt bedre integreret i det omgivende...

Hovedstadsboblens børn går i skole med hinanden

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.11.2017 Af Lars Olsen   »Husker du vor skoletid, husker det så nøje…« Der er i tidens løb skrevet meget om skoletiden, og mange har som jeg deres gamle klassebilleder i skuffen. De fleste husker stadig lærerne, deres særheder, kammeraterne og de forskellige hjem. Alt sammen med god grund. Det er formative år, hvor vi danner vores billeder af omgivelserne og samfundet. For en del børn bliver billedet mere sort-hvidt end før. I både toppen og bunden af samfundet er der flere skoler med et helt atypisk socialt miljø. Det viser en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde i sidste uge. Ghettodannelsen i bunden af samfundet er velkendt – den gemmer jeg lidt. Nok så interessant er ændringerne i toppen: Overklassen og den højere middelklasse består af ledere, større selvstændige og akademikere; de udgør 16 pct. af familierne. På 92 skoler er deres børn imidlertid i flertal – i 2007 var det kun på 41 skoler. Og nok så vigtigt: 84 af de 92 ligger i hovedstaden og Nordsjælland. Nogle er folkeskoler i kvarterer med dyre ejerboliger, andre er privatskoler. De 84 »velhaverskoler« er endnu et udtryk for hovedstadsboblen: Det meningsdannende og beslutningstagende lag lever mere afsondret fra resten af samfundet. Deres børn har alle chancer i livet, men kender de verden udenfor osteklokken? En del af forældrene har indflydelsesrige poster, men hvornår møder de murersvenden med den slidte ryg eller den enlige mor, som er røget ud af dagpengesystemet? Tidligere var børnenes skoleklasse en forbindelseslinje til andre miljøer – i dag er den ved at sande til.   Kun 8 af »velhaverskolerne« ligger i...

Den kommunale slagmark

Jeg har skrevet en del om kommuner og kommunalpolitik, og nogle af klummerne er stadig aktuelle – også efter kommunalvalget. Et par vigtige tendenser: Tilliden til politikerne er langt større i kommunerne end på Christiansborg, hvor tilliden er rekordlav. Ja, der er en social skævhed i kommunalpolitik, men markant mindre end i Folketinget. Kommunalvalget i 2017 blev vundet af Socialdemokratiet; det er usædvanligt i dagens Europa og værd at lære af. I den sidste klumme er jeg ude med riven efter Alternativet og Enhedslisten, der fravalgte den socialt vigtige post som beskæftigelsesborgmester i...

Reformer og østarbejdere presser trygheden

Manuskript til klumme i Fagbladet 3F, november 2017: Af Lars Olsen   Krisen er ovre, men utrygheden sidder i danskerne. Ufaglærte og folk med dårligt helbred frygter seniorårene på jobbet og konkurrence fra østeuropæere. Vi risikerer et seniorproletariat, advarer ny rapport. Danmark risikerer et seniorproletariat, som må hutle sig igennem til folkepensionen. Det advarer Tryghedsmåling 2017, som Trygfonden offentliggjorde for nylig. https://trygfonden.dk/viden-og-materialer/publikationer/tryghedsmaalinger/tryghedsmaaling-2017 Rapporten tegner et finmasket billede af, hvad der bekymrer og ryster danskerne. Tal og grafer giver ordet til dem, der ofte overses af medier og politikere. Utrygheden er godt nok faldet lidt siden 2015 – krisen er ovre og frygten for at miste jobbet lidt mindre. Rapporten viser imidlertid, at andre former for utryghed er stigende: 39 procent af de ufaglærte i 50’erne er bange for, om helbredet holder frem til pensionsalderen. Blandt højere funktionærer er det 19 procent. Bekymringen for seniorårene på arbejdsmarkedet stiger år for år, og den er særlig stor blandt dem, der er personligt berørt af efterlønsreformen. Hertil kommer den stigende pensionsalder, hvor folk fremover skal arbejde til 70 eller mere. »En gigantisk samfundsforandring begynder, understøttet af nye generationer af livskraftige ældre«, påpeger rapporten. Problemet er, at en betydelig gruppe ikke har helbred til at fortsætte eller rammes af udbredt langtidsledighed blandt folk oppe i årene. 17 procent er utrygge ved, om »jobs, der passer til mig, bliver overtaget af østeuropæere«. Tallet er mindre end en stribe andre utrygheder, men slår til gengæld rigtig hårdt blandt dem, som det berører. Frygten for østeuropæerne præger især ufaglærte og – nok så bemærkelsesværdigt – folk, der har knap så godt helbred; de frygter at de...

Venstrefløjen svigter de syge og reformramte

Manuskript til klumme i Fagbladet 3F, november 2017 Af Lars Olsen   Hverken Alternativet eller Enhedslisten tog den vigtige borgmesterpost for beskæftigelse i København. Valget afspejler en ny form for venstrefløj, der domineres af velstillede socialgrupper med deres på det tørre. Shitstorm. Tæskene hagler ned over Alternativet og Enhedslisten på de sociale medier. De to partier fik et kanonvalg i København, men fravalgte borgmesterposten for beskæftigelse, der er afgørende for tusindvis af sygemeldte og arbejdsløse. Københavns største parti, Socialdemokratiet, tog posten som overborgmester. Som anden- og tredjestørst havde Enhedslisten og Alternativet gode valgmuligheder, og begge har agiteret imod den umenneskelige behandling, som sygemeldte blev udsat for under beskæftigelses-borgmester Anna Mee Allerslev fra Radikale. Begge kunne ændre praksis ved selv at overtage borgmesterposten, men Enhedslisten prioriterede miljø & teknik og Alternativet posten som kulturborgmester, hvor de kan profilere diverse flippede ideer. I stedet er det Venstre, der tager borgmesterposten for beskæftigelse & integration. Et resultat, der fortsætter den umenneskelige linje. Forløbet har skabt intern uro i de to partier. Aktivister fra Enhedslisten har gjort et stort arbejde i Jobcenterets Ofre, der mobiliserer »reformramte« borgere. Desværre er borgmestervalget ikke en fejl, men den logiske konsekvens af et dybere socialt og politisk skifte. Tidligere var København en arbejderby – i dag er det en by for højere middelklasse og studerende. Dette ændrer også venstrefløjen. Jeg er vokset op i København og deltog som ung i de store demonstrationer, der i 1970’erne og 1980’erne fyldte Christiansborg Slotsplads. Det var et særligt øjeblik, når Knippelsbro blev fyldt med tusindvis af arbejdere fra de store fabrikker på Amager, anført af skibsværftet B&W. Det var kampen...