Kampen om seniorårene – IV

De sene år på arbejdsmarkedet står foran en dramatisk forandring: Mange af dem, der tidligere måtte gå på efterløn som 60-61-årige, må fremover hænge på 5-8 år mere. Det er svært for mange med fysisk krævende job. I denne klumme i Fagbladet 3F taler jeg for en fleksibel pensionsalder, sådan som de har i Tyskland. Løkkes nederlag i debatten om pensionsalder viser, at spørgsmålet virkelig engagerer folk på arbejdspladserne. Baggrunden er desværre klar: Den stigende pensionsalder bliver en social bombe – ifølge Finansministeriets egne tal vil hver fjerde havde på...

Vi har brug for en fleksibel pensionsalder

Manuskript til klumme i Fagbladet 31.5.2017 Af Lars Olsen Pensionsalderen må tage hensyn til, hvor længe vi har været på arbejdsmarkedet. Det sker i Tyskland, hvor folk efter mange år på arbejdsmarkedet kan gå før den generelle pensionsalder.   Løkkes pensionsnederlag var en sejr for fagbevægelsen og især 3F. Ikke alene måtte regeringen opgive yderligere forhøjelse af pensionsalderen – kampagnen viste også dét engagement, som spørgsmålet udløser på arbejdspladserne. Engagementet skyldes udbredt bekymring. De allerede vedtagne reformer er dramatiske i sig selv. På byggepladser og plejehjem er mange hidtil gået på efterløn som 60-årige og langt de fleste som 62-årige. Men efterlønnen er under afvikling, og pensionsalderen stiger til 68. I 2020 vil et bredt flertal i Folketinget efter planen give pensionsalderen endnu et nøk: 69 for dem, der i dag er 50. Mange danskere kan sagtens tage en tørn mere på jobbet, men for store grupper af faglærte og ufaglærte er det urealistisk. Hvad gør vi? Vi kan komme et stykke med bedre arbejdsmiljø og efteruddannelse, men der vil stadig være mange, som er nedslidt eller bare slidt. Et pensionssystem, der kun bygger på folks alder, er grundlæggende skævt, fordi arbejdslivet sker forskudt: Faglærte og ufaglærte starter på arbejdsmarkedet langt tidligere end folk med lange uddannelser. Mange af de arbejdere, der går på efterløn i disse år, begyndte som 16-18 årige. Dagens unge er længere om det, men forskellen består: Blandt de 25-årige er beskæftigelsen for faglærte 76 procent, men kun 17 procent for de fremtidige akademikere. Hver tredje akademiker er 30, før de for alvor træder ind på arbejdsmarkedet. Til gengæld fortsætter de længere. Blandt de 67-årige...

Løkkes pensionsnederlag er kun første træfning

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.5.2017 Af Lars Olsen   Så slap katten ud af sækken: Løkke opgav forslaget om endnu højere pensionsalder. Statsministeren offentliggjorde beslutningen dagen før 3F’s store protestmøde i Cirkusbygningen, hvor Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl optrådte arm i arm. Ekstra Bladets forside viste de to i tæt snak på scenen hos 3F: »Politisk powerpar mopper Løkke« – ydmygelsen var total. Regeringens retræte er en sejr for fagbevægelsen. 3F kørte en slagkraftig kampagne imod pensionsplanerne, der kulminerede med Danmarks største underskriftindsamling. Min hustru og jeg var blandt de 217.145, der skrev under og via mail/sms blev indbudt til Cirkusbygningen. Vi deltog sammen med 900 andre i dét, der forvandledes fra protest til sejrsfest. Den nye teknologi kan bruges effektivt til god gammeldags mobilisering. Opbakningen fra LO-arbejdspladserne er ikke tilfældig. De allerede vedtagne reformer er dramatiske i sig selv. På byggepladser og plejehjem er mange hidtil gået på efterløn som 60-årige og langt de fleste som 62-årige.  Efterlønnen er imidlertid under afvikling og pensionsalderen stiger til 68. I 2020 vil et bredt flertal i Folketinget efter planen give pensionsalderen endnu et nøk: 69 for dem, der i dag er 50. Scenen er sat til endnu et pensionsopgør. Løkkes nederlag er en sjælden sejr for lønmodtagere nederst i hierarkiet. Hvis fagbevægelsen formår at gribe bolden, bliver pensionsalderen et tema i den valgkamp, der kommer i 2018 eller 2019. De seneste måneder viser, at spørgsmålet engagerer rigtig mange ude på arbejdspladserne.   Jamen, vi er sundere og lever længere, lyder dét fra økonomer og medier. Det er også rigtigt – som gennemsnit. Men det er også rigtigt, at...

Socialdemokrat leverer tiltrængt spark til eliten

Boganmeldelse i Altinget 22.5.2017 Af Lars Olsen ANMELDELSE: S-folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek gør i »De lærdes tyranni« op med en elite, som akademiserer uddannelserne og centraliserer Danmark. En vigtig og velskrevet bog, der repræsenterer en socialdemokratisk søgen efter de folkelige rødder. Det er sjældent, at en debatbog åbner et nyt politisk frontafsnit. Det er ikke desto mindre tilfældet med Kaare Dybvad Beks »De lærdes tyranni.« Bogen er et opgør med de ti procent i toppen af uddannelsespyramiden, der har indflydelsesrige job i centraladministrationen, medierne, universiteterne og konsulentbranchen. En gruppe, Kaare Dybvad Bek (KDB) lidt for upræcist kalder »de lærde« eller »den kreative klasse«. Kritikken er ikke ny. Jeg har selv været ude med riven, det samme har den netop afdøde socialforsker Erik Jørgen Hansen. Det nye er, at opgøret nu kommer fra én i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Yngre kræfter i Mette Frederiksens socialdemokrati er på jagt efter de folkelige rødder, og med »De lærdes tyranni« leveres et godt bidrag. Bogen er en bekendelse til den danske samfundsmodel, præget af relativ beskeden ulighed, stærke lokalsamfund og social sammenhængskraft. Ifølge KDB undermineres samfundsmodellen ikke kun af den økonomiske overklasse, men også af de lærdes tyranni, der er vokset frem i de seneste årtier. Centrum-venstre er blinde overfor »den kreative klasse«, der havde al for stor indflydelse på Thorning-regeringen, mener han. Kaare Dybvad Bek, der tidligere har skrevet »Udkantsmyten«, fremhæver en perlerække af fejltagelser: Med »videnssamfundet« antog man, at Danmark var på vej mod et samfund uden produktion. Uddannelserne blev akademiseret, folkeskole og erhvervsuddannelser misrøgtet, kommuner og offentlige institutioner centraliseredes og arbejdsmarkedet deltes i højtlønnede akademikere og lavtlønnede servicemedarbejdere. Alt sammen båret...

Den skæve skole

»Folkeskolen har brug for et kulturskifte, hvor eleverne møder en bredere faglighed – og får appetit på andet end gymnasiet«. Politikerne søger forgæves at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse, men løsningen ligger lige for: Lav om på undervisningen i folkeskolen. Denne klumme gør op med den gymnasieforberedende skole, der er vokset frem i de seneste årtier. En anden klumme handler om 95%-målet – at 95% af de unge skal have en ungdomsuddannelse. Det er fornuftigt at bløde op på målsætningen, så flere kan starte med arbejde og praktiske erfaringer – så kommer modet på uddannelse hen ad...

Politikerne må gøre op med gymnasiesnobberiet

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.5.2017 Af Lars Olsen   Dansk uddannelsespolitik står foran et vigtigt sporskifte. Siden 1993 har skiftende regeringer slået på stortromme for uddannelse til alle. Stort set hele Folketinget er enige om, at 95 pct. skal have en ungdomsuddannelse, dvs. enten studenterhue eller svendebrev. Uddannelsestrommerne har også givet genlyd blandt de unge. Næsten alle starter på en uddannelse efter folkeskolen, og andelen af 25-årige uden ungdomsuddannelse er faldet fra 20 pct. i 1997 til omkring 16 pct. i dag. Nok så bekymrende er imidlertid et andet tal: Op mod 50.000 unge har hverken uddannelse eller job. Det har vist sig uendelig svært at få de sidste med. Baggrunden for 95%-målet er reel. Prognoserne viser, at der bliver færre ufaglærte job; samtidig presses det ufaglærte arbejdsmarked af flygtninge, østeuropæere og andre, så den sikreste vej til et godt arbejdsliv er en faglig eller boglig uddannelse. Alligevel er der fornuft i den ændring af 95%-målsætningen, som regeringen lægger op til: at 90 pct. skal have en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25, og at andelen uden hverken job eller uddannelse skal halveres frem mod 2030. For en del unge bliver vejen frem således først et job – og siden en uddannelse. Ændringen blev da også positivt modtaget af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det er på høje tid, at politikerne erkender betydningen af arbejdsliv og praktisk erfaring. Jeg har selv – i al beskedenhed – plæderet for dét i årevis. Mange unge er dødtrætte af skole, bøger og omklamrende pædagoger. De har brug for at modnes, lære at stå op om morgenen og løse konkrete opgaver med kollegerne på...

Et vådt brev, en dyr bog – og truslen imod samfundsmoralen

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.5.2017 Af Lars Olsen   Jeg læser meget og finder historisk litteratur mange steder. For nylig købte jeg en ældre bog i et norsk antikvariat. Bogen kostede 101 danske kroner, med forsendelse blev det 235 kr. Bogen kom imidlertid ikke. En regnvåd formiddag lå der i stedet et pjaskvådt brev i vores postkasse. Det var fra PostNord – bogen var tilbageholdt. Jeg skulle først betale 47 kr. i importmoms til Skat. Dertil kom, at PostNord opkrævede en håndteringsafgift på 128 kr., og heraf skal Skat selvfølgelig også have moms. Alt i alt skulle PostNord modtage 207 kr. for at levere bogen, der oprindelig kostede 101 kr. Jeg trak på smilebåndet: To af landets mest misrøgtede institutioner – Skat og PostNord – i fælles aktion. Importmomsen er forståelig, men hvorfor forlanger PostNord en håndteringsafgift på 160 kr. inklusiv moms? Sagen undrede mig, indtil jeg kom i tanke om noget andet: Fagbladet 3F afslørede for nylig, at PostNord Danmark i år med fyringsrunder og dundrende underskud udbetalte månedslønninger på halve og hele millioner til direktører, som også fik millioner i fratrædelse. Ifølge Cepos & Co. er eksorbitante direktørlønninger nødvendige, hvis erhvervslivet skal rekruttere de mest talentfulde topchefer. Med håndteringsafgiften må jeg have ydet mit personlige bidrag til den talentfulde ledelse af PostNord.   Sceneskift: Et gammel ordsprog siger, at »jeg betaler min skat med glæde«. Sådan har jeg aldrig haft det, men jeg har betalt ud fra erkendelse af nødvendigheden. Hvis vi skal have et velfungerende velfærdssamfund, så må vi også bidrage. Min moral er imidlertid udfordret. Skat har udbetalt 12,3 mia. kroner i uberettiget udbytteskat...

Drop det snævre syn på populisme – og tag folket alvorligt

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.5.2017 Af Lars Olsen   Aktiemarkedet steg, euroen blev styrket og eurokraterne jublede. Det etablerede Europa varmer sig over midtsøgende Emmanuel Macrons sejr i 1. runde af det franske præsidentvalg. Macron er favorit til at vinde over nationalpopulisten Marine Le Pen ved 2. runde på søndag. For de europæiske eliter er Macron »en af vore egne«: uddannet på det prestigefyldte Ecole Nationale d’Administration, fhv. bankmand og ganske rig. Han stiller op udenfor de gamle partier, men cocktailen af EU-begejstring og reformer er velkendt tankegods. Men: Bemærk understrømmene i det franske valg. Al for ofte reduceres oprøret mod eliterne til højrepopulistisk modstand imod indvandring. Det snævre syn er formet af velbjærgede liberale og kulturradikale, der elsker at diskutere EU og indvandring, men giver pokker i menigmands levevilkår. Le Pens appel handler imidlertid ikke kun om indvandring, men også om »økonomisk nationalisme,« der angiveligt skal genskabe franske produktionsjob og stoppe sociale nedskæringer. Samtidig skal det bemærkes, at hver femte satte kryds ved venstrepopulisten Jean-Luc Melenchon, en tidligere socialistisk minister, der står bag bevægelsen Det Ukuelige Frankrig. Det franske valg var først og fremmest en social protest. 66 pct. af arbejderne stemte på højre- og venstrepopulistiske partier, som er kritiske overfor EU og vil en anden økonomisk politik. Det samme gjorde 54 pct. af de unge, der rammes af stor arbejdsløshed og få fremtidsudsigter. Det underprivilegerede Frankrig gjorde oprør mod eliterne, og Macron vil som evt. præsident stå med en massiv udfordring.   Det snævre syn på populisme førte også til fejllæsning af valget i Holland. Al opmærksomhed samledes om højrepopulisten Geert Wilders. Trods pæn fremgang fik...