feb 27, 2017
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.2.2017 Af Lars Olsen Der skal jo spares. Regeringen vil fjerne pengene til byfornyelse i yderområderne. Det fremgår af dokumenter fra Justitsministeriet, som JP omtalte sidste søndag. Besparelsen på 300 millioner over fire år skal blandt andet finansiere regeringens højt profilerede bandepakke. Forslaget er eksempel på en ny dille på Christiansborg: »kryds-finansiering«. Penge til nye initiativer skaffes ved at skære i noget andet, der intet har med sagen at gøre. Lige inden jul vedtog et bredt flertal det meget omdiskuterede »uddannelsesloft«. Det skulle skaffe 300 millioner til forbedringer i dagpengesystemet. Politikere vil sige, at det viser viljen til at prioritere og være økonomisk ansvarlige. Men er det nu rigtigt? Mens offentligheden strides om et antal millioner, er Skat ude i en milliardskandale af historiske dimensioner. Udenlandske svindlere har fået 12,3 milliarder i fejlagtig udbetalt udbytteskat. Momssvindlere har bedraget den fælles kasse for et tocifret milliardbeløb. Læg dertil mange milliarder i gæld til det offentlige, som Skat ikke formår at kradse ind. Skandalen i Skat drejer sig om så surrealistisk mange penge, at vi ikke fatter det. Politikere, der vil være økonomisk ansvarlige, burde frem for alt fokusere på ét: at lukke de gigantiske huller i statskassen. Sceneskift: For 106 dage siden fik Danmark ny regering. Den nye finansminister, Kristian Jensen, har siden givet en stribe interviews. Hér lægger han afstand til Fogh-æraens økonomiske letsind og slår til lyd for »reformer«, for eksempel endnu en forhøjelse af pensionsalderen. »Hvis mine børn kommer og banker på min dør og spørger: ”Far, hvad lavede du egentlig, dengang du sad i Finansministeriet, for at undgå, at...
feb 13, 2017
En anti-elitær protestbølge skyller over den vestlige verden. Hvorfor? I en kronik i Politiken søger jeg at give en samlet analyse af den aktuelle populisme og den mentale kløft mellem eliterne og folket – i USA, England og herhjemme. Flere klummer i Jyllands-Posten kredser om samme emne. Glögg hos genboen sætter fokus på de mange, der havner under radarskærmen i den politiske debat. En anden klumme handler om de mange akademikere i Folketinget, der ser politik som en karriere, mens en tredje klumme handler om oprør fra...
feb 13, 2017
Manuskript til kronik i Politiken 13.2.2017 Af Lars Olsen Der tales meget om det populistiske jordskælv, men ofte mangler vi præcise billeder og begreber. Hér er et forsøg på at samle brikkerne. »HVORDAN FÅR VI Christiansborg til at lytte til folk som os?« Spørgeren er en yngre fyr på første række. Jeg ved tilfældigvis, at han ikke kun er aktiv i fagforbundet 3F, men også socialdemokratisk byrådsmedlem i en jysk provinsby. Frustrationen over det verdensfjerne miljø på Slotsholmen rækker langt ind blandt de partiorganiserede. Som forfatter og foredragsholder kommer jeg vidt omkring i det danske land: Lokale fagforeninger. Store konferencer. Foredragsforeninger i de små provinsbyer … Skellet mellem eliterne og dele af befolkningen er ikke en abstraktion, men noget jeg har mødt igen og igen. Klassesamfundet er blevet en mental kløft. Hovedstadseliten kender ikke virkeligheden i skurvognene og blandt dem, der rammes af de såkaldte »reformer«, lyder dét gang på gang. De knubbede ord gælder både politikere, djøf’ere og medier. Mange kan ikke genkende deres virkelighed i den politiske debat. Jeg udsendte i 2010 bogen ”Eliternes Triumf”. Siden har jeg holdt hundredvis af foredrag om dén og senere bøger om det danske klassesamfund. Advarslen imod spaltningen af folkestyret har vist sig mere præcis, end jeg bryder mig om. Mere end én gang er jeg havnet i den usædvanlige rolle, at det er mig, der må forsvare politikere og embedsapprat. Folkelig hovedrysten og frustration er blevet til vrede og protest. Folketingsvalget i 2015 var et anti-elitært jordskred med fremgang for både Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten. Siden fulgte Brexit og Trump – populisme er tidens store spørgsmål. DER...
feb 13, 2017
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.2.2017 Af Lars Olsen Skellet i den borgerlige lejr er tydeligt. I den ene skyttegrav står de liberale globalister – i den anden de nationalkonservative. Hos Cepos rækker nationalfølelsen ikke længere end kreditkortet og excel-arket. Helt anderledes hos de nationalkonservative, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at svøbe sig i Dannebrog. Vi så uenigheden omkring statsministerens nytårstale. »Vi kan ikke bygge mure mod verden. For så ender vi med at lukke os selv inde,« sagde Lars Løkke Rasmussen. Talen vakte glæde hos liberalisterne, men rynkede bryn i Dansk Folkeparti. Løkke undervurderer »truslerne imod det Danmark, generationerne før os har arbejdet hårdt for,« skrev Kristian Thulesen Dahl. I virkeligheden har vi det samme skel på centrum-venstre-fløjen. Jeg har over 4000 venner på Facebook. Mine klummer vækker ofte debat, og ét har slået mig: Det udløser især protester, hvis jeg kritiserer masseindvandring, arbejdskraftens fri bevægelighed eller globaliseringens skyggesider. For venstrefløjens globalister er alverdens fattige langt mere spændende end den ufaglærte dansker rundt om hjørnet. For nylig lancerede Socialdemokratiet kampagnen »Den bedste danske opfindelse er Danmark«. Annoncerne, der var holdt i de danske farver, udløste prompte kritik fra dele af venstrefløjen og lederskribenter på Politiken. Nationalfølelse regnes for nostalgi og fremmedskepsis. Skismaet rækker tilbage til arbejderbevægelsens barndom. »Arbejdere i alle lande, foren jer«, skrev Karl Marx. Socialdemokratiet blev i 1871 oprettet som dansk sektion af Internationale i London. Arbejderbevægelsen slog bro fra kyst til kyst. De sociale fremskridt skete imidlertid indenfor nationalstaterne. Det blev især tydeligt efter 1.verdenskrig, hvor den internationale arbejderbevægelse ikke formåede at stoppe krigens rædsler. Socialdemokraterne blev toneangivende i mange lande, men indenfor...
21