Klassisk folkestyre blev afviklet på få årtier

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.12.2017 Af Lars Olsen   Hvorfor sidder der næsten kun Djøf’ere og akademikere i Folketinget? Spørgsmålet stilles ofte – og med god grund. Danmark er et af de lande, hvor rekrutteringen til politik har ændret sig med størst hast. Det påviser Diploma Democracy – the Rise of Political Meritocracy; bogen analyserer de politiske skel i en stribe europæiske lande, deriblandt Danmark. Til forskel fra tidligere domineres politik i dag af folk med lange uddannelser: »Borgere med lav eller mellemuddannelse udgør omkring 70 procent af vælgerne, men er stort set fraværende i regeringer, parlamenter og for dén sags skyld i de fleste andre politiske arenaer,« skriver de hollandske professorer Mark Rovens og Anchrit Wille. Uddannelse er i stigende grad en social skillelinje, der både handler om levevilkår og holdninger. For mange kortuddannede har åbne grænser ført til virksomhedslukninger og utryghed. Folk med lange uddannelser er ofte »kosmopolitiske« i synet på globalisering, indvandring og EU, mens de kortuddannede er mere »nationalistiske«. Samtidig er de mere optaget af dagligdags spørgsmål som social sikkerhed, leveomkostninger og kriminalitet. Forfatterne samler store mængder data fra seks europæiske lande. Alle steder er rekrutteringen til parlamentet mere eller mindre U-formet: I 1800-tallet var politik domineret af en højtuddannet elite, midt i 1900-tallet var der flere arbejdere og kortuddannede, og i dag domineres parlamenterne igen af højtuddannede. Danmark skiller sig ud: »I Danmark havde flertallet i Folketinget langt op i 1900-tallet kun grunduddannelse… I det seneste årti har situationen i Danmark imidlertid med stor hast nærmet sig de andre lande,« skriver Rovens & Wille. Tallene viser, at skreddet især tog fart sidst i...

Indvandring kan tage livet af Sveriges velfærdsstat

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.12.2017 Af Lars Olsen   Europa er i gang med en dramatisk ændring. I de næste 30 år vil den muslimske befolkningsgruppe vokse markant, men nok så interessant: Der er store politisk bestemte forskelle fra land til land. Danmarks udfordringer er store, men formentlig håndterlige; derimod kommer den svenske velfærdsstat under livstruende pres. Det ansete Pew Institute analyserer befolkningen i europæiske lande frem til 2050. Det lyder som langt ude i fremtiden, men er det egentlig ikke. Til den tid har min datter på 29 den alder, jeg har nu. Det handler i bogstavelig forstand om det samfund, vi overlader til vores børn. Muslimerne udgør i dag 5,4 pct. i Danmark, og der er store integrationsproblemer knyttet til disse migranter fra Mellemøsten og Nordafrika. Hvis der stoppes totalt for yderligere flygtninge og indvandrere, vil tallet alligevel vokse til 7,4 pct. Det skyldes, at muslimerne er yngre og får flere børn end de oprindelige danskere. Men selvfølgelig kommer der også frem over nye indvandrere og flygtninge. Ifølge fremskrivningen vil danske muslimer i 2050 udgøre mellem 12 og 16 pct. Mange af disse bliver heldigvis integreret med tiden. Erfaringen fra de sidste 30 år viser imidlertid, at det er sværere end som så, og at mange lever i parallelsamfund. Hertil kommer massive sociale problemer, der ikke er religiøst funderet. Efterkommerne af indvandrere og flygtninge klarer sig selv i tredje generation markant dårligere i skolen. Migration betyder simpelthen, at velfærdsstaten påtager sig en stor – og dyr – integrationsopgave generationer frem. 12-16 pct. bliver en stor udfordring.   Sceneskift: Indvandrerpolitik har domineret Danmark i årtier. På centrum-venstre-fløjen...

Tryghedens deroute

Vi er midt i en stor, men upåagtet, samfundsforandring: Tryghedens deroute. Det dokumenteres af de omfattende Tryghedsmålinger, som Trygfonden har foretaget siden 2004. Især sygemeldte og folk med skrantende helbred er utrygge – klummen handler om helbred som ny risikofaktor i velfærdssamfundet. I en tidligere klumme i Jyllands-Posten fortæller jeg om hovedtendenserne i Tryghedsmåling 2017, og i Fagbladet 3F sætter jeg særlig fokus på utrygheden blandt de...

Velfærdens deroute: Hold dig for Guds skyld rask

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.12.2017 Af Lars Olsen   Et gammelt ordsprog siger, at »sygdom er hver mands herre«. Måske har vi glemt det. Svigtende helbred er blevet en ny risikofaktor i velfærdssamfundet, der ellers skulle sikre os mod sygdom og uforskyldt ledighed. Jeg har tidligere på denne plads omtalt Tryghedsmåling 2017, der udkom i sidste måned. Utrygheden er steget dramatisk siden 2004 og har nu stabiliseret sig på et højt niveau. En afgørende faktor er helbredet. De sygemeldte er en af de mest utrygge samfundsgrupper. Samtidig er utrygheden massiv blandt folk i beskæftigelse, der har mindre godt eller ligefrem dårligt helbred. Mister jeg mit job? Bliver job, der passer til mig, overtaget af østeuropæere? Får jeg en værdig exit fra arbejdsmarkedet, når den tid kommer? På alle spørgsmål spiller helbred en afgørende rolle. Hos de sunde og raske er utrygheden beskeden, men blandt folk med dårligt helbred er 40-65 pct. utrygge. Og forskellen på raske og skrantende stiger med alderen – i takt med at gigt, dårlig ryg og andre skavanker rammer brede grupper.   Hvad er der sket med vores ellers så berømmede sociale sikkerhedsnet? En af Tryghedsmålingens forfattere, professor Jørgen Goul Andersen, giver svaret i »Medborgerskab under pres« – et bidrag til en ny bog (Guldager & Skytte: »Socialt Arbejde«). Frem til 1990’erne var medborgerskab topprioritet i socialpolitikken, og danske arbejdsløse havde en relativ høj grad af trivsel og deltagelse i samfundet. Under Nyrup-regeringen blev arbejdsløsheden halveret på rekordtid – de ledige havde ressourcerne og tog jobbene, da der blev brug for dem. Siden skiftede politikken. Socialpolitik blev indsnævret til inklusion på arbejdsmarkedet for at...

Danske socialdemokrater viser vej ud af S-krise

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.11.2017 Af Lars Olsen   De europæiske socialdemokrater er i krise. Dét er der med rette skrevet meget om. En populistisk protestbølge skyller over Europa, og det går hårdt ud over de gamle arbejderpartier. Det europæiske S-partiers »storebror«, tyske SPD, fik med kun 20 pct. det værste valg i efterkrigstiden. I Frankrig og Holland er det endnu værre: Total nedsmeltning. At Socialdemokratiet i Danmark går frem og får næsten hver tredje stemme er ikke hverdagskost i dagens Europa. Det er det politiske bagtæppe heller ikke. De socialdemokratiske borgmestre vandt tirsdagens valg på klassiske mærkesager om velfærd og tryghed. Befolkningen er trætte af VLAK-regeringens nedskæringer. Samtidig kunne de borgerlige ikke bruge den appel om indvandrerskepsis og lov og orden, der har sat S-partier i andre lande skakmat – også i lokale og regionale valg. Mette Frederiksens socialdemokrati tager de store problemer med indvandring og kriminalitet alvorligt, det samme gør de fleste lokale partifæller. Tag Odense hvor den unge borgmester Peter Rahbæk Juel fik et kanonvalg. Opskriften var en cocktail af bedre velfærd, selvom det koster en mindre skattestigning – og en hård linje i bandekonflikten. Noget, 68-flipperne i andre europæiske S-partier kan lære af. Socialdemokratiet vandt ikke kun de fire store byer, men havde også stor fremgang ude i landet. Gamle industribyer som Randers og Køge har igen S-borgmestre, det samme har en lang række andre bysamfund.   Valget i København vækker berettiget opsigt. Overborgmester Frank Jensen gik en anelse tilbage, mens hele 46 pct. stemte på den »grønne blok«: Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten. Der skal kun flyttes få procent, før der er et...

Politikernes største løftebrud: Ældremilliarderne forsvandt

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.11.2017 Af Lars Olsen   Fra 2008 til 2016 blev der 8 pct. flere ældre i Danmark. I samme periode var der 18 pct. færre, der blev godkendt til hjemmehjælp. Det viser en analyse fra Ældresagen, som blev offentliggjort for nylig. Mange af de svage ældre får nu kun gjort rent hver 14.dag, og bad én gang om ugen er normen i mange kommuner: »Kommunerne er presset økonomisk af finansministeren. De har ikke fået de midler, der skal til, for at gennemføre en hjælp til ældre, som svarer til almindelig levevis,« siger direktør i Ældresagen, Bjarne Hastrup, til TV2 News. Han peger på, at manglende hjemmehjælp især får ældre kvinder til at isolere sig. De vil ikke invitere gæster til et småsnusket hjem eller møde veninder, når de ikke føler sig rene og pæne. Pengene til den gode danske økonomi er ellers i høj grad kommet fra reformer af pensionsalder og efterløn: »Fremover trækker ældre sig senere og senere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det skaffer kæmpestore milliardbeløb til finansministeren. Disse milliardbeløb sidder Folketinget nu og disponerer til forskellige formål; jeg syntes godt, at man kan bruge nogle af pengene på at forbedre hjemmeplejen, når pengene er skaffet ved at vi trækker os senere tilbage fra arbejdsmarkedet,« siger Bjarne Hastrup.   Jeg er ikke altid enig med Ældresagen, men hér rammes hovedet på sømmet. Afgørende velfærdsreformer blev gennemført, netop fordi vi skulle have råd til flere ældre. Især to store reformer er afgørende. I 2006 blev et bredt flertal i Folketinget (V, K, S, R, DF) enige om nyere tids mest vidtgående ændring af et europæisk...

Problemet er hovedstadsboblen

Der er meget – og meget upræcis – debat om »eliten«. I denne klumme udpeger jeg det demokratiske problem, nemlig hovedstadsboblen: »Indflydelsesrige mediefolk og embedsmænd, konsulenter, ledere af offentlige institutioner og det øvre lag i erhvervslivet udgør kun få procent af befolkningen, men er i høj grad koncentreret i hovedstaden. Hér er overklassen og den højere middelklasse stor nok til, at mange primært omgås hinanden«. En anden klumme tager afsæt i en ny analyse, der viser stadig flere eliteskoler, hvor børn af de mest velstillede færdes i et socialt afsondret miljø. Også dette er primært i hovedstaden. Provinsens overklasse er langt bedre integreret i det omgivende...

Hovedstadsboblens børn går i skole med hinanden

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.11.2017 Af Lars Olsen   »Husker du vor skoletid, husker det så nøje…« Der er i tidens løb skrevet meget om skoletiden, og mange har som jeg deres gamle klassebilleder i skuffen. De fleste husker stadig lærerne, deres særheder, kammeraterne og de forskellige hjem. Alt sammen med god grund. Det er formative år, hvor vi danner vores billeder af omgivelserne og samfundet. For en del børn bliver billedet mere sort-hvidt end før. I både toppen og bunden af samfundet er der flere skoler med et helt atypisk socialt miljø. Det viser en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde i sidste uge. Ghettodannelsen i bunden af samfundet er velkendt – den gemmer jeg lidt. Nok så interessant er ændringerne i toppen: Overklassen og den højere middelklasse består af ledere, større selvstændige og akademikere; de udgør 16 pct. af familierne. På 92 skoler er deres børn imidlertid i flertal – i 2007 var det kun på 41 skoler. Og nok så vigtigt: 84 af de 92 ligger i hovedstaden og Nordsjælland. Nogle er folkeskoler i kvarterer med dyre ejerboliger, andre er privatskoler. De 84 »velhaverskoler« er endnu et udtryk for hovedstadsboblen: Det meningsdannende og beslutningstagende lag lever mere afsondret fra resten af samfundet. Deres børn har alle chancer i livet, men kender de verden udenfor osteklokken? En del af forældrene har indflydelsesrige poster, men hvornår møder de murersvenden med den slidte ryg eller den enlige mor, som er røget ud af dagpengesystemet? Tidligere var børnenes skoleklasse en forbindelseslinje til andre miljøer – i dag er den ved at sande til.   Kun 8 af »velhaverskolerne« ligger i...