Kamp om seniorårene
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.8.2016 Af Lars Olsen Det politiske Danmark gør klar til et dramatisk efterår. Sidst på måneden fremlægger regeringen sin 2025-plan for dansk økonomi, og så går det løs – skattelettelser, reformer, PSO-afgift, ejendomsskatter, udlændingepolitik, you name it… Meget tyder på, at årene sidst i arbejdslivet kommer i fokus. Yderligere forhøjelse af pensionsalderen bliver formentlig en hjørnesten i regeringens »katalog af ubehageligheder« – som finansminister Claus Hjort Frederiksen bramfrit kalder dét. Regeringen er under pres for at skaffe penge til skattelettelser. Liberal Alliance truer med at vælte Løkke, hvis der ikke sker lettelser i topskatten. Og Venstre har selv lanceret omfattende lettelser for de lave arbejdsindkomster, så det bedre »kan betale sig at arbejde«. Højere pensionsalder vil skaffe mange dejlige milliarder – i det mindste på papiret. Politikerne har allerede vedtaget forhøjelse af pensionsalderen, så den i 2030 bliver 68 og siden stiger yderligere. Regeringen overvejer imidlertid at fremskynde det, så de 68 gennemføres allerede i 2025. Det vil ramme dem, der i dag er under 59 – altså folk oppe i årene. Da et bredt flertal i 2006 blev enige om højere pensionsalder, sagde ledende politikere ellers, at ændringer af folks basale levevilkår skal varsles 15-20 år i forvejen. Den slags fine fornemmelser har de ikke længere. Seniorerne på arbejdsmarkedet bringes også i fokus fra anden side. En af Socialdemokraternes mærkesager i 2025-forhandlingerne er de nedslidte, som kommer i klemme med de allerede vedtagne reformer af efterløn og pension. Det fastslog S-formand Mette Frederiksen i en bemærkelsesværdig tale på det bornholmske Folkemøde tidligere på sommeren: »Det er dem, der startede tidligst på...Slagt den hellige ko: Fri bevægelighed
Klumme i Fagbladet 3F 5.8.2016 Af Lars Olsen Arbejdere fra Polen, Letland og andre østeuropæiske lande presser danske løn- og arbejdsforhold. Men vi glemmer konsekvenserne for de lande, østarbejderne kommer fra. De trues af affolkning og dramatisk faldende skatteindtægter. NATO spiller med musklerne. Danmark og andre NATO-lande afholder øvelser og sender tropper til de baltiske lande. Det skal afskrække Rusland fra at true sine tre små nabolande. Den store trussel imod et land som Letland er imidlertid ikke Rusland. Dét er masseudvandringen af letter til Danmark og andre EU-lande. Det påpeger borgmesteren i hovedstaden Riga: »Jeg ser ikke engang en minimal teoretisk risiko for, at Rusland kunne udgøre en trussel imod Letlands uafhængighed – først og fremmest af den simple grund, at vi er med i NATO. Jeg ser en langt større trussel imod Letlands uafhængighed i vores demografiske udvikling,« sagde Nils Usakovs for nylig til Weekendavisen. Han peger på, at Letlands befolkning i 1989 udgjorde 2,7 millioner, men nu er skrumpet til 1,9 millioner. Hundredtusinder er flyttet til de rigere lande i EU. »Der er en forventning om, at vi skrumper yderligere til kun 1,5 millioner. Så den største trussel imod Letland er, at vi kommer til at mangle skatteborgere i fremtiden,« påpeger Nils Usakovs, der er socialdemokrat og har studeret økonomi i Danmark. Ifølge FN vil en række stater verden over opleve et faldende befolkningstal frem mod 2050. Samtlige ti hårdest ramte lande ligger i Øst- og Centraleuropa. Befolkningstilbagegangen er den største i moderne historie. Konsekvensen er massiv affolkning af store områder, i mange landsbyer er kun de ældre tilbage. Samtidig hænger økonomien ikke sammen. Der...Mistillidens anatomi
Jeg har flere gange skrevet om den bølge af politisk mistillid, der skyller hen over den vestlige verden. Denne klumme i Jyllands-Posten kortlægger to typer social protest: En national og indvandrerskeptisk med rødder i arbejderklassen, en anden type protest blandt veluddannede i storbyerne. To klummer i Fagbladet3F handler om Brexit – en protest imod EU’s politik, der er langt mere liberalistisk end under Jacques Delors. Hér er også to klummer med et mere dansk afsæt: Om hvordan mistillid til de danske politikere udløste et nej ved afstemningen om retsforbeholdet – og hvordan radikale Morten Østergaard mødte virkeligheden i en daginstitution. ...Folkelig mistillid skyldes EU’s egen politik
Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 8.7.2016 Af Lars Olsen Storbritanniens goodbye ryster EU. Europa skal tættere på borgerne, siger EU-lederne. Men de vil ikke ændre dét, der skaber folkelig modstand: Social dumping og offentlige nedskæringer. Den afgående britiske premierminister David Cameron tog i sidste uge afsked med kollegerne. Under en uformel middag i Bruxelles kom han med en utvetydig advarsel: Der er noget grundlæggende galt med EU, og mindre justeringer redder ikke den folkelige opbakning. Det britiske nej ved folkeafstemningen om EU skyldes frem for alt arbejdskraftens frie bevægelighed, påpegede Cameron. I det seneste tiår er halvanden million østeuropæere indvandret til Storbritannien. Resultatet er et voksende pres på britiske arbejderes løn og arbejdsforhold. Noget, der fik mange til at stemme sig ud af EU. Camerons advarsel faldt på stengrund hos de 27 andre regeringschefer. I en fælles erklæring understregede de, at adgang til EU’s indre marked »kræver accept af alle fire friheder« – herunder arbejdskraftens frie bevægelighed. Ifølge kommissionsformanden er den folkelige skepsis især et kommunikationsproblem – ikke et spørgsmål om indvandring og arbejdskraftens frie bevægelighed: »Jeg tror ikke, at det er hovedproblemet. Som jeg ser det, skal du ikke være overrasket over, at hvis du i 40 år fortæller, at der er noget forkert med EU, så tror vælgerne på dig. Det gælder ikke kun i forhold til Storbritannien. Det er en generel observation,« sagde Jean-Claude Juncker efter EU-topmødet. Det er rigtigt, at konservative nationalister i Storbritannien har ført kampagne imod EU. Det er bare ikke dét, der fik flertallet i arbejderklassen til at stemme nej. Det var – som Cameron påpeger – østarbejdere og social...To slags protest
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.7.2016 Af Lars Olsen Europa ømmer sig over Brexit. De to store britiske partier – Konservative og Labour – er begge i dyb krise. EU står foran en svær skilsmisse med Storbritannien, mens politiske ledere over hele Europa slås med stadig mere uregerlige vælgere. Britiske kommentatorer betegner Brexit-flertallet som »en arbejderklasse-revolte«. Flertallet imod EU var særlig stort i områder med økonomisk nedgang, hvor arbejderne oplever voksende pres på løn og arbejdsforhold. I det seneste tiår er over én million østeuropæere indvandret til Storbritannien. Indvandringen var et afgørende spørgsmål ved folkeafstemningen, men på en anden måde end herhjemme. Den britiske indvandrerdebat handler i høj grad om østeuropæere og social dumping. Få uger tidligere var der politisk jordskælv i Italien. To relativ ukendte yngre kvinder vandt borgmesterposterne i Rom og Torino. De var opstillet af protestpartiet 5-stjerne-bevægelsen, der er stiftet af komikeren Beppe Grillo. Ingen af de to kvinder har for alvor markeret sig politisk – det var et fravalg af de siddende borgmestre fra det socialdemokratiske regeringsparti PD. I Spanien er der fortsat politisk krise efter parlamentsvalget forrige søndag. Den venstreorienterede protestbevægelse Podemos fik ikke den triumf, som meningsmålingerne spåede. Podemos opnåede dog 21 pct. af stemmerne, mens 13 pct. stemte på det nye liberale Ciudadamos – mere end hver tredje støttede således de nye protestpartier. Der er intet oplagt flertal for en ny regering, og måske skal spanierne til valg for tredje gang på ét år. Hvad pokker sker dér? I store dele af den vestlige verden revolterer vælgerne. Billedet er forskelligt fra land til land, men det sociale og anti-elitære oprør...Nationens skole er truet
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.6.2016 Af Lars Olsen I Danmark er det sociale tæt knyttet til det nationale. Udviklingen af den danske nationalstat gik hånd i hånd med drømmen om en »plads til os alle ved samfundets bord« – som det hed i Danmark for Folket. Fælles værdier og institutioner støbte et fundament, der på én gang gav social og national sammenhængskraft. Da demokratiet sejrede med systemskiftet i 1901, var et af de første store lovkomplekser en omfattende skolereform. Den skabte folkeskolen, som med mellemskolen blev forbundet til gymnasiet. Reformen blev til i samspil mellem Socialdemokratiet og Venstre, der repræsenterede datidens to brede folkebevægelser – arbejdere og bønder. De to folkepartier ville bryde den sociale opdeling af skoleverdenen, hvor de velstillede sendte børnene til privatskoler og latinskoler, mens arbejdernes og bøndernes børn måtte tage til takke med »almueskolen«. Børn fra alle samfundslag skulle mødes i folkeskolen og have et fælles dannelsesgrundlag i dansk, kristendom og Danmarkshistorie. Tankesættet var forskelligt. For Socialdemokratiet var det afgørende det sociale: at forbedre mulighederne for arbejderklassens børn og demokratisere adgangen til højere uddannelse. For Venstre var folkeskolen tillige vejen til national samhørighed: »Som der i et folk skal være en folkeenhed, der står over dets klassemodsætninger, skal der i dets skole være en organisk sammenhæng, en levende og let forbindelse, det man har søgt at udtrykke med slagordet enhedsskole,« sagde V-ordfører Johan Ottosen. Inspirationen kom fra Grundtvigs tanker om, at oplysning og uddannelse skaber et folk. Hvor er Venstre så i dag? V-politikere slår gerne på tromme for »danske værdier« – især i forhold til indvandrere. Kulturminister Bertel Haarder har startet...Social protest bag britisk EU-farvel
Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 24.6.2016 Af Lars Olsen Den britiske arbejderklasse var en vigtig del af nej-flertallet ved folkeafstemningen om EU. For tyve år siden sikrede EU sociale rettigheder til britiske lønmodtagere – i dag forbindes Bruxelles med social dumping og offentlige nedskæringer. Det britiske farvel til EU kaster Europa ud i en dramatisk og uforudsigelig krise. Pundet rasler ned, EU gør klar til en svær skilsmisse og EU-skeptikere over hele Europa forlanger folkeafstemninger i deres land. De europæiske ledere må forstå beskeden fra de britiske vælgere. Konservative nostalgikere, der drømmer sig tilbage til Det britiske Imperium, ville aldrig mønstre flertallet. Det er EU’s egen politik – især indvandringen fra Østeuropa – der fik et flertal til at sige Goodbye. Den tætte afstemning afspejler et delt Storbritannien. De unge, de højtuddannede og London ville blive i EU – de ældre, de kortuddannede og England udenfor London ville ud. Den britiske fagbevægelse, samlet i Trade Union Congress (TUC), agiterede for at blive. Det var EU-regler, der i 1990’erne gav britiske lønmodtagere fundamentale rettigheder som betalt ferie og barselsorlov. Et farvel til EU, ledet af en konservativ regering, kan bringe dette i fare, advarede TUC. https://www.tuc.org.uk/euref Store dele af arbejderklassen stemte imidlertid nej. Årsagen er frem for alt den massive indvandring fra Østeuropa. I det seneste årti er Storbritanniens polske befolkning vokset med 788.000, hvortil kommer hundredtusinder af rumænere, litauere og andre. Mange almindelige lønmodtagere oplever, at østeuropæerne presser løn, arbejdsforhold og sociale ydelser. Undersøgelser viser, at indvandringen var kampagnens afgørende spørgsmål for rigtig mange – det samme var en bredere protest imod eliten. Baggrunden er en...
