Snæver sparelogik
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 17.10.2016 Af Lars Olsen For mange unge er produktionsskolerne sidste led i uddannelsessystemet. Det er et tilbud til dem, som er usikre eller ikke umiddelbart kan klare en gængs uddannelse på erhvervsskole eller gymnasium. Unge, der al for ofte falder gennem systemerne og ender med lange perioder på overførselsindkomst. 12 pct. af de 20-24-årige er hverken i job eller uddannelse – et stort samfundsproblem, som jeg vender tilbage til. På mange produktionsskoler er hverdagen som på en arbejdsplads. De unge skal lære elementære færdigheder som at møde til tiden og indgå i et fællesskab. Det lærer de bedst, når kollegerne og produktionen stiller krav til én. Derudover får de unge tiltrængt undervisning i basale fag som dansk, matematik, samfundsfag m.v. Hidtil har eleverne modtaget en beskeden løn på 20-45 kr. i timen. Hvis de udebliver uden grund, bliver de trukket i løn. Arbejdspladsens logik er mere enkel og håndfast end i uddannelsessystemet, hvor man skal gøre en indsats af hensyn til en fjern fremtid. En abstrakt logik, der ikke bider på mange af de udsatte unge. Regeringen foreslår, at produktionsskoleeleverne i stedet bliver »ligestillet« med andre unge og får en ydelse på SU-niveau. Ifølge forslaget kan de imidlertid ikke optage billige SU-lån sådan som andre studerende. Folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) rejste dette i et spørgsmål til ministeren og fik et nærmest kafkask svar: »Skoleydelsen ændres med forslaget ikke til en SU-ydelse. Det er alene størrelsen af skoleydelsen, der ændres med forslaget (…) Forudsætningen for at kunne optage SU-lån er, at man modtager SU-stipendium. Med forslaget vil produktionsskoleelever således fortsat modtage skoleydelse og vil...Udkantsoprøret
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.9.2016 Af Lars Olsen Folketingsvalget i 2015 var et mere dramatisk opbrud, end vi tit gør os klart. 38 pct. stemte på et andet parti end sidst – det højeste siden 1973, hvor Glistrup kom i Folketinget. Opbruddet har flere årsager, men »udkantsoprøret« flyttede en del stemmer. Det konkluderer en ny analyse, Fra krisevalg til jordskredsvalg, fra Aalborg Universitet. Godt 17 pct. af danskerne oplever, at det går tilbage i deres del af landet. Hos dem lukkes særlig mange offentlige institutioner – skoler, posthuse, politistationer m.v. Og dét flytter stemmer. Dansk Folkeparti havde stor fremgang blandt disse vælgere, det samme havde – mere overraskende – Enhedslisten. Derimod gik Venstre stærkt tilbage blandt udkantsvælgerne. Det kan også overraske. Partiet lancerede midt i valgkampen planen om udflytning af statslige arbejdspladser, men det var især Dansk Folkeparti, der scorede gevinsten på debatten. »Ligesom arbejderne ofte har været skuffet over Socialdemokratiets politik i det sidste årti, synes yderområderne at være blevet mere fremmedgjort i forhold til Venstre. I begge tilfælde synes Dansk Folkeparti at have profiteret på udviklingen – men det er værd at bemærke, at også Enhedslisten synes at have øget sin appel i udkanten«, konkluderer professor Jørgen Goul Andersen. Historisk var Venstre provinsens parti, med solid forankring i landbokulturen og de mindre byer. Forholdet til det traditionelle bagland kom imidlertid i krise, da Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister i 00erne gennemførte omfattende centralistiske reformer (kommuner, politi, sygehuse m.v.). Forskerne peger på, at Løkke fra 2010 tillige slog ind på en liberalistisk krisepolitik. I dag er Venstre ikke længere Anders Fogh Rasmussens brede folkeparti;...Rapporter fra det folkelige Danmark
Jeg rejser meget rundt i landet som foredragsholder. Det bringer mig uden for alfavej til lokale fagforeninger, højskoler, foreninger i små provinsbyer etc. Klummen i Jyllands-Posten fortæller om en kontrastfyldt uge, hvor jeg både holdt foredrag for gamle B&W-arbejdere og deltog i et fantastisk arrangement i udkants-Danmark. I et essay i Politiken beretter jeg om andre af de mange indtryk. Det er dagbog fra et Danmark, der befinder sig under radarskærmen hos politikere og medier. Et Danmark med voksende utryghed og monumental afstand til hovedstadseliten, men også med respekt og levende...Fra B&W til Nørre Nissum
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.9.2016 Af Lars Olsen Som forfatter og foredragsholder kommer jeg vidt omkring i det danske land. Jeg skriver disse linjer i bilen på vej hjem fra det jyske, mens min hustru, Karin, fører os ad lange, lige og vidtstrakte veje. Ugen har på bedste vis illustreret forskelligheden i dagens Danmark. Onsdag holder jeg foredrag for skibssmedenes seniorklub i København – smede og elektrikere fra det gamle B&W Motor. Vi mødes i en af fagbevægelsens traditionsrige bygninger, Lyngsiehus i Nyropsgade, hvor indgangene prydes af meterhøje stenfigurer fra arbejderbevægelsens barndom. Jeg modtages af seniorklubbens formand, Werner Jørgensen, der var tillidsmand på B&W. »Du gik til dén i klummen i mandags«, siger han. Den københavnske tillidsmand læste dagligt Jyllands-Posten på grund af erhvervsstoffet og er holdt ved som pensionist. Indtil for nylig læste han også Financial Times. Motorfabrikken blev i 1980 overtaget af tyske MAN, og Werner Jørgensen sad i koncernens internationale samarbejdsudvalg. En tillidsmand skal kunne sit stof for at bide skeer med bosserne. Mit foredrag om »klassesamfundet 2.0« skaber debat om mange spørgsmål. I fagforeninger og lokale klubber går ét emne imidlertid igen: Erhvervsuddannelsernes deroute. Sådan er det også hér. Smedene er vokset op i et Danmark, hvor der stod respekt om teknisk kunnen og faglig uddannelse. Hvorfor er uddannelserne blevet så ensidigt boglige? Hvorfor vil alle unge i gymnasiet? Og har samfundet overhovedet brug for alle de akademikere? B&W var kendt som en rød arbejdsplads, men debatten er som i andre faglige kredse. »Forestillingen om det røde B&W fandtes især udenfor,« siger Werner Jørgensen. »Den kommunistiske fraktion, der havde flertal blandt tillidsmændene, bestod...Prekariatet
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.9.2016 Af Lars Olsen Nogle læsere undrer sig måske over overskriften. Prekariatet er ikke just dansk hverdagssprog. Begrebet er imidlertid populært på universitetet, blandt yngre akademikere på venstrefløjen – og pibler ofte frem i debatten. Prekariatet er angiveligt en ny samfundsforandrende klasse. Ordet er en sammentrækning af de engelske ord precarious (usikker) og proletariat. Prekariatet er den voksende gruppe i vikariater, projekter, deltidsjob samt andre, der på forskellig vis savner fortidens tryghed i ansættelsen. Begrebet er udviklet af den britiske økonomiprofessor Guy Standing. Ifølge Standing består prekariatet af tre hovedgrupper – udsatte dele af arbejderklassen, indvandrere og løst ansatte akademikere. Begrebets popularitet i venstreorienterede universitetskredse skyldes netop dette. Unge akademikere kommer med ét slag i selskab med indvandrere og arbejderklasse – to grupper som de gerne solidariserer sig med. Dagbladet Information afholdt tidligere på året et offentligt møde med Guy Standing. For nogle uger siden var det så Politiken, der bragte et stort interview med den britiske økonom. Interviewerne rejste hér en indlysende indvending: at arbejdere, indvandrere og yngre akademikere er tre vidt forskellige grupper med hver deres forestillinger og drømme: »Det er fuldstændig rigtigt, at grupperne reagerer meget forskelligt. Blandt dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse og oplever utryghed i disse år, er der mange, der lige nu bliver forført af højrepopulister som Donald Trump, UKIP, Front National, Dansk Folkeparti m.v.,« svarede Guy Standing og fortsatte: »I den anden ende af skalaen har vi de veluddannede unge i prekariatet, der trækker til venstre. Og i midten står indvandrerne. De tre grupper, der hører til prekariatet, ligner ikke ved første...Cand. karriere
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.9.2016 Af Lars Olsen Regeringens 2025-plan har udløst et sandt råbekor af etablerede interesser. Enhver organisation med respekt for sig selv giver sit besyv med. Det gælder også Landbrug & Fødevarer. Erhvervsorganisationens direktør – den fhv. socialdemokratiske minister Karen Hækkerup – havde i tirsdags kronikken i JP. Hér var hele arbejdsgivernes ønskeliste: Lavere topskat, højere pensionsalder, længere arbejdstid m.v. Med stort engagement fremlagde Karen Hækkerup også mærkesagerne på tv: »Det er katastrofalt, at vi i Danmark har så lav vækst (…) Hvis vi skal udvikle velfærdssamfundet, må vi slå ind på reformsporet,« fastslog den tidligere topsocialdemokrat, der tydeligvis har ladet meningerne skifte med afsenderen på lønchecken. For nogle år siden diskuterede jeg politik og karriere med Karen Hækkerup. Min bog ”Eliternes Triumf” advarede imod de mange yngre akademikere i Folketinget, der betragter politik som taktisk spil og personlig karriere. Kun de færreste MF’ere tilhører i dag befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte, og det skaber blinde vinkler på Christiansborg. 3F Kastrup arrangerede et debatmøde. Jeg fremlagde bogens konklusioner, og to »røde« politikere kommenterede. Den ene var SF’s Karsten Hønge, som dengang var fagforeningsformand for tømrerne på Fyn – han delte min analyse. Den anden var cand.scient.pol. Karen Hækkerup, der dengang var S-folketingsmedlem. Karen Hækkerup var nærmest forarget – der skulle ikke sættes spørgsmål ved hendes socialdemokratiske rødder. Hun har giftet sig til Hækkerup, men kommer fra en gammel socialdemokratisk familie, hvor bedstefar var borgmester i København. Vi har altid arbejdet for at børn fik en uddannelse, så hvorfor skal det gøres til et problem at være akademiker, spurgte hun. Hendes forargelse fortsatte,...De glemte arbejdsløse
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.8.2016 Af Lars Olsen »Opråb til regeringen fra erhvervslivet: Husk reformer, der får flere i arbejde«. Sådan lød JP’s forside sidste mandag. Udsagnet illustrerer et skred i den politiske retorik – og medierne. I virkelighedens verden er det langt fra givet, at reformer på arbejdsmarkedet får folk i arbejde. Reformer af dagpenge, sygedagpenge, efterløn m.v. har øget udbuddet af arbejdskraft (arbejdsudbuddet), men om de jobsøgende også kommer i job, afhænger af så meget – ikke mindst konjunkturerne. Ofte sættes der imidlertid automatisk lighedstegn mellem øget arbejdsudbud og flere job. Som det i JP udtrykkes af Cepos cheføkonom, Mads Lundby Hansen: »Vi har gjort op, hvilke beskrevne reformtiltag der ligger på skrivebordet i Finansministeriet (…) Man kan øge velstanden med 87 mia. kroner ved at gennemføre velbeskrevne arbejdsmarkedsreformer. Det vil løfte beskæftigelsen med i alt 131.000 personer,« sagde Mads Lundby Hansen. Det er kendetegnende, at Cepos ikke henviser til konkrete erfaringer, men til Finansministeriets regnemodeller. Virkeligheden opfører sig nemlig ganske anderledes. For eksempel skulle dagpengereformen i 2010 bringe titusinder af langtidsledige i job. I bedste fald har den øget beskæftigelsen marginalt, mens 72.000 har mistet dagpengene. De verdensfjerne regnemodeller har været en social katastrofe for tusindvis af mennesker. De arbejdsløse er på løjerlig vis gået i glemmebogen hos både medier og politikere. Ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen er Danmark »tæt på fuld beskæftigelse«. Den officielle arbejdsløshed er da også kun 4 pct., men reelt er den betydelig højere – over 180.000 kan ikke finde et job. Det dokumenterer Danmarks Statistik i AKU-undersøgelsen, som bruges af EU og andre internationale organisationer. AKU omfatter også...
