Politisk mistillid – igen, igen

Jeg har i flere klummer kortlagt det anti-elitære opbrud, der skyller hen over den vestlige verden. I USA, England og Frankrig er det især den oversete hvide arbejderklasse, der revolterer imod de etablerede politikere. Herhjemme har S-formand Mette Frederiksen valgt et klogere svar end mange andre etablerede kræfter – hun sætter fokus på utrygheden i arbejderklassen og yderområderne. Den tredje klumme trækker spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft tilbage til klassekampene i det gamle Rom. Du kan finde nogle af mine ældre analyser af emnet andetsteds på...

Arbejdernes revolte

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.11.2016 Af Lars Olsen   Nationalisme. Populisme. Vrede hvide mænd … Debatten tog fart med Brexit og fik fuldt blus efter Trumps sejr. Desværre ender det ofte i højttravende diskussioner om populisme og demokratiets lette tilstand. Nok så opsigtsvækkende er en ny politisk kraft: arbejdernes revolte. En »glemt« arbejderklasse manifesterer sig på begge sider af Atlanten og etablerer nye dynamikker. Valgdeltagelsen i USA var den laveste i 20 år – 43 pct. stemte slet ikke. Trump mobiliserede imidlertid en ny vælgergruppe: den hvide arbejderklasse. Det tippede flertallet i tre gamle industristater – Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – der ellers stemmer på Demokraterne. Og dermed blev Trump præsident. Trumps fokus på produktionsjob spillede en afgørende rolle: skepsis overfor frihandel, kul på kulproduktionen, massive investeringer i USA’s infrastruktur … For arbejdere, presset af globaliseringen, var dette langt mere håndfast end Clintons løfter om mere lige adgang til universiteterne. Demokraterne orienterer sig i dag imod storbyernes højere middelklasse, der drømmer om et multikulturelt »videnssamfund«. Dette skifte væk fra arbejderklasse og produktionsjob deler de med meget af Europas centrum-venstre, og det har gjort arbejderklassen politisk hjemløs.   Flertallet for Brexit var sommerens store politiske jordskælv. Efter EU-afstemningen kaldte britiske kommentatorer det for en »arbejderklasse-revolte«. Nej-flertallet var særlig stort i områder med økonomisk afmatning, hvor lønmodtagerne oplever pres på løn og arbejdsforhold – ikke mindst fra østeuropæiske indvandrere. Den britiske politolog Robert Ford dokumenterer, at arbejderne i de sidste 15 år har fået et stadig mere tyndslidt forhold til de etablerede partier. Tony Blairs New Labour appellerede åbenlyst til den højere middelklasse. Mange arbejdervælgere stemte ikke – eller søgte...

Mette F. blæser til kamp om arbejderne

Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 25.11.2016 Af Lars Olsen   En folkelig protestbølge skyller over den vestlige verden, og det må politikerne lytte til. S-formand Mette Frederiksen retter fokus mod den folkelige utryghed. Det sætter Dansk Folkeparti under pres. »Den gruppe, der føler sig utryg, har ret. Verden er blevet mere utryg, og det er dem, der hele tiden bliver udfordret (…) De mangler det øvrige samfunds erkendelse af, hvor svært det kan være, når man er nedslidt. Når man er røget ud af dagpengesystemet. Eller når man bor i en del af Danmark, hvor væksten ikke er«. Sådan siger S-formand Mette Frederiksen til Fyens Stiftstidende. Hun stiller skarpt på lønmodtagerne nederst i hierarkiet, som ofte overses af politikere og velbjærgede meningsdannere. De »oversete« er kommet i fokus efter Brexit og Trumps valgsejr i USA. Begge steder gjorde mobiliseringen af den hvide arbejderklasse udslaget. Trump vandt de gamle industristater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der ellers altid stemmer på Demokraterne. Mette Frederiksen peger på, at globaliseringen skaber nye skel i de vestlige samfund. For de velstillede betyder det højere løn og nye muligheder. Sådan er det ikke for ufaglærte og en del faglærte. De oplever social dumping og udflytning af arbejdspladser. Dét udnyttede Trumps kampagne. Andre politikere og meningsdannere nøjes med at skælde ud på Trump og vælgerne. »Elsk eliten«, hed Politikens leder i mandags. »Jeg vil have et nyt folk,« lyder et af de mest læste indlæg på avisens hjemmeside. Forfatteren er en rektor fra Rungsted. Mette Frederiksen opfordrer den progressive middelklasse til at se ud over sin egen næsetip. I lørdags kom hun i Jyllands-Posten med denne...

Samdrægtighed

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.11.2016 Af Lars Olsen   Jeg har et næsten nørdet forhold til det gamle Rom. Jeg har pløjet mig gennem utallige romaner om kejserlige agenter, gladiatorer, senatorer og andet godtfolk. På en forlænget efterårsferie slugte jeg Simon Scarrows ”Centurion” og ”Gladiator”. Bøgerne om de slagkraftige officerer Marco og Cato er superspændende og giver et godt billede af datidens kampe og politiske intriger. Ferien gav også tid til lidt historisk faglitteratur. Hér er spændende paralleller til disse års brudflader mellem eliter og folk. År 367 f. Kr. blev der på Roms Forum rejst et tempel for gudinden Concordia (Samdrægtighed). Templet markerede et kompromis i striden mellem Roms sociale klasser – patricerne og plebejerne. Ideen om social samhørighed stod på dette tidspunkt stærkt i Rom og Grækenland. Forud var gået flere hundrede års konflikter mellem de gamle slægter i overklassen (patricerne) og det brede lag af almindelige romere (plebejerne). Ifølge overleveringerne iværksatte plebejerne i 494 f. Kr. historiens første generalstrejke, da de udvandrede til Aventinerhøjen for at grundlægge deres egen stat. Plebejerne havde fat i den lange ende. Rom stod foran en krig med nabofolket volskerne, og patricerne kunne ikke undvære plebejerne som soldater. Overklassen var tvunget til at give plebejerne indflydelse på statens styre gennem de såkaldte folketribuner. I de følgende århundreder fik folket – slaverne undtaget – også på anden vis tilkæmpet sig del i magten. Det er kendetegnende, at mange af reformerne blev presset igennem under udenrigspolitiske kriser, hvor de herskende havde brug for det brede lag. Tilhængerne fremhævede, at sociale reformer var fundamentet for Roms styrke udadtil. Da folketribunen Tiberius Graccus fik...
21