Udkantsoprøret

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.9.2016 Af Lars Olsen   Folketingsvalget i 2015 var et mere dramatisk opbrud, end vi tit gør os klart. 38 pct. stemte på et andet parti end sidst – det højeste siden 1973, hvor Glistrup kom i Folketinget. Opbruddet har flere årsager, men »udkantsoprøret« flyttede en del stemmer. Det konkluderer en ny analyse, Fra krisevalg til jordskredsvalg, fra Aalborg Universitet. Godt 17 pct. af danskerne oplever, at det går tilbage i deres del af landet. Hos dem lukkes særlig mange offentlige institutioner – skoler, posthuse, politistationer m.v. Og dét flytter stemmer. Dansk Folkeparti havde stor fremgang blandt disse vælgere, det samme havde – mere overraskende – Enhedslisten. Derimod gik Venstre stærkt tilbage blandt udkantsvælgerne. Det kan også overraske. Partiet lancerede midt i valgkampen planen om udflytning af statslige arbejdspladser, men det var især Dansk Folkeparti, der scorede gevinsten på debatten. »Ligesom arbejderne ofte har været skuffet over Socialdemokratiets politik i det sidste årti, synes yderområderne at være blevet mere fremmedgjort i forhold til Venstre. I begge tilfælde synes Dansk Folkeparti at have profiteret på udviklingen – men det er værd at bemærke, at også Enhedslisten synes at have øget sin appel i udkanten«, konkluderer professor Jørgen Goul Andersen. Historisk var Venstre provinsens parti, med solid forankring i landbokulturen og de mindre byer. Forholdet til det traditionelle bagland kom imidlertid i krise, da Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister i 00erne gennemførte omfattende centralistiske reformer (kommuner, politi, sygehuse m.v.). Forskerne peger på, at Løkke fra 2010 tillige slog ind på en liberalistisk krisepolitik. I dag er Venstre ikke længere Anders Fogh Rasmussens brede folkeparti;...

Rapporter fra det folkelige Danmark

Jeg rejser meget rundt i landet som foredragsholder. Det bringer mig uden for alfavej til lokale fagforeninger, højskoler, foreninger i små provinsbyer etc. Klummen i Jyllands-Posten fortæller om en kontrastfyldt uge, hvor jeg både holdt foredrag for gamle B&W-arbejdere og deltog i et fantastisk arrangement i udkants-Danmark. I et essay i Politiken beretter jeg om andre af de mange indtryk. Det er dagbog fra et Danmark, der befinder sig under radarskærmen hos politikere og medier. Et Danmark med voksende utryghed og monumental afstand til hovedstadseliten, men også med respekt og levende...

Fra B&W til Nørre Nissum

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.9.2016 Af Lars Olsen   Som forfatter og foredragsholder kommer jeg vidt omkring i det danske land. Jeg skriver disse linjer i bilen på vej hjem fra det jyske, mens min hustru, Karin, fører os ad lange, lige og vidtstrakte veje. Ugen har på bedste vis illustreret forskelligheden i dagens Danmark. Onsdag holder jeg foredrag for skibssmedenes seniorklub i København – smede og elektrikere fra det gamle B&W Motor. Vi mødes i en af fagbevægelsens traditionsrige bygninger, Lyngsiehus i Nyropsgade, hvor indgangene prydes af meterhøje stenfigurer fra arbejderbevægelsens barndom. Jeg modtages af seniorklubbens formand, Werner Jørgensen, der var tillidsmand på B&W. »Du gik til dén i klummen i mandags«, siger han. Den københavnske tillidsmand læste dagligt Jyllands-Posten på grund af erhvervsstoffet og er holdt ved som pensionist. Indtil for nylig læste han også Financial Times. Motorfabrikken blev i 1980 overtaget af tyske MAN, og Werner Jørgensen sad i koncernens internationale samarbejdsudvalg. En tillidsmand skal kunne sit stof for at bide skeer med bosserne. Mit foredrag om »klassesamfundet 2.0« skaber debat om mange spørgsmål. I fagforeninger og lokale klubber går ét emne imidlertid igen: Erhvervsuddannelsernes deroute. Sådan er det også hér. Smedene er vokset op i et Danmark, hvor der stod respekt om teknisk kunnen og faglig uddannelse. Hvorfor er uddannelserne blevet så ensidigt boglige? Hvorfor vil alle unge i gymnasiet? Og har samfundet overhovedet brug for alle de akademikere? B&W var kendt som en rød arbejdsplads, men debatten er som i andre faglige kredse. »Forestillingen om det røde B&W fandtes især udenfor,« siger Werner Jørgensen. »Den kommunistiske fraktion, der havde flertal blandt tillidsmændene, bestod...

Prekariatet

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.9.2016 Af Lars Olsen   Nogle læsere undrer sig måske over overskriften. Prekariatet er ikke just dansk hverdagssprog. Begrebet er imidlertid populært på universitetet, blandt yngre akademikere på venstrefløjen – og pibler ofte frem i debatten. Prekariatet er angiveligt en ny samfundsforandrende klasse. Ordet er en sammentrækning af de engelske ord precarious (usikker) og proletariat. Prekariatet er den voksende gruppe i vikariater, projekter, deltidsjob samt andre, der på forskellig vis savner fortidens tryghed i ansættelsen. Begrebet er udviklet af den britiske økonomiprofessor Guy Standing. Ifølge Standing består prekariatet af tre hovedgrupper – udsatte dele af arbejderklassen, indvandrere og løst ansatte akademikere. Begrebets popularitet i venstreorienterede universitetskredse skyldes netop dette. Unge akademikere kommer med ét slag i selskab med indvandrere og arbejderklasse – to grupper som de gerne solidariserer sig med. Dagbladet Information afholdt tidligere på året et offentligt møde med Guy Standing. For nogle uger siden var det så Politiken, der bragte et stort interview med den britiske økonom. Interviewerne rejste hér en indlysende indvending: at arbejdere, indvandrere og yngre akademikere er tre vidt forskellige grupper med hver deres forestillinger og drømme: »Det er fuldstændig rigtigt, at grupperne reagerer meget forskelligt. Blandt dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse og oplever utryghed i disse år, er der mange, der lige nu bliver forført af højrepopulister som Donald Trump, UKIP, Front National, Dansk Folkeparti m.v.,« svarede Guy Standing og fortsatte: »I den anden ende af skalaen har vi de veluddannede unge i prekariatet, der trækker til venstre. Og i midten står indvandrerne. De tre grupper, der hører til prekariatet, ligner ikke ved første...

Cand. karriere

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.9.2016 Af Lars Olsen   Regeringens 2025-plan har udløst et sandt råbekor af etablerede interesser. Enhver organisation med respekt for sig selv giver sit besyv med. Det gælder også Landbrug & Fødevarer. Erhvervsorganisationens direktør – den fhv. socialdemokratiske minister Karen Hækkerup – havde i tirsdags kronikken i JP. Hér var hele arbejdsgivernes ønskeliste: Lavere topskat, højere pensionsalder, længere arbejdstid m.v. Med stort engagement fremlagde Karen Hækkerup også mærkesagerne på tv: »Det er katastrofalt, at vi i Danmark har så lav vækst (…) Hvis vi skal udvikle velfærdssamfundet, må vi slå ind på reformsporet,« fastslog den tidligere topsocialdemokrat, der tydeligvis har ladet meningerne skifte med afsenderen på lønchecken. For nogle år siden diskuterede jeg politik og karriere med Karen Hækkerup. Min bog ”Eliternes Triumf” advarede imod de mange yngre akademikere i Folketinget, der betragter politik som taktisk spil og personlig karriere. Kun de færreste MF’ere tilhører i dag befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte, og det skaber blinde vinkler på Christiansborg. 3F Kastrup arrangerede et debatmøde. Jeg fremlagde bogens konklusioner, og to »røde« politikere kommenterede. Den ene var SF’s Karsten Hønge, som dengang var fagforeningsformand for tømrerne på Fyn – han delte min analyse. Den anden var cand.scient.pol. Karen Hækkerup, der dengang var S-folketingsmedlem. Karen Hækkerup var nærmest forarget – der skulle ikke sættes spørgsmål ved hendes socialdemokratiske rødder. Hun har giftet sig til Hækkerup, men kommer fra en gammel socialdemokratisk familie, hvor bedstefar var borgmester i København. Vi har altid arbejdet for at børn fik en uddannelse, så hvorfor skal det gøres til et problem at være akademiker, spurgte hun. Hendes forargelse fortsatte,...
21