Mistillidens anatomi

Jeg har flere gange skrevet om den bølge af politisk mistillid, der skyller hen over den vestlige verden. Denne klumme i Jyllands-Posten kortlægger to typer social protest: En national og indvandrerskeptisk med rødder i arbejderklassen, en anden type protest blandt veluddannede i storbyerne. To klummer i Fagbladet3F handler om Brexit – en protest imod EU’s politik, der er langt mere liberalistisk end under Jacques Delors. Hér er også to klummer med et mere dansk afsæt: Om hvordan mistillid til de danske politikere udløste et nej ved afstemningen om retsforbeholdet – og hvordan radikale Morten Østergaard mødte virkeligheden i en daginstitution.    ...

Folkelig mistillid skyldes EU’s egen politik

Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 8.7.2016 Af Lars Olsen   Storbritanniens goodbye ryster EU. Europa skal tættere på borgerne, siger EU-lederne. Men de vil ikke ændre dét, der skaber folkelig modstand: Social dumping og offentlige nedskæringer. Den afgående britiske premierminister David Cameron tog i sidste uge afsked med kollegerne. Under en uformel middag i Bruxelles kom han med en utvetydig advarsel: Der er noget grundlæggende galt med EU, og mindre justeringer redder ikke den folkelige opbakning. Det britiske nej ved folkeafstemningen om EU skyldes frem for alt arbejdskraftens frie bevægelighed, påpegede Cameron. I det seneste tiår er halvanden million østeuropæere indvandret til Storbritannien. Resultatet er et voksende pres på britiske arbejderes løn og arbejdsforhold. Noget, der fik mange til at stemme sig ud af EU. Camerons advarsel faldt på stengrund hos de 27 andre regeringschefer. I en fælles erklæring understregede de, at adgang til EU’s indre marked »kræver accept af alle fire friheder« – herunder arbejdskraftens frie bevægelighed. Ifølge kommissionsformanden er den folkelige skepsis især et kommunikationsproblem – ikke et spørgsmål om indvandring og arbejdskraftens frie bevægelighed: »Jeg tror ikke, at det er hovedproblemet. Som jeg ser det, skal du ikke være overrasket over, at hvis du i 40 år fortæller, at der er noget forkert med EU, så tror vælgerne på dig. Det gælder ikke kun i forhold til Storbritannien. Det er en generel observation,« sagde Jean-Claude Juncker efter EU-topmødet. Det er rigtigt, at konservative nationalister i Storbritannien har ført kampagne imod EU. Det er bare ikke dét, der fik flertallet i arbejderklassen til at stemme nej. Det var – som Cameron påpeger – østarbejdere og social...

To slags protest

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.7.2016 Af Lars Olsen   Europa ømmer sig over Brexit. De to store britiske partier – Konservative og Labour – er begge i dyb krise. EU står foran en svær skilsmisse med Storbritannien, mens politiske ledere over hele Europa slås med stadig mere uregerlige vælgere. Britiske kommentatorer betegner Brexit-flertallet som »en arbejderklasse-revolte«. Flertallet imod EU var særlig stort i områder med økonomisk nedgang, hvor arbejderne oplever voksende pres på løn og arbejdsforhold. I det seneste tiår er over én million østeuropæere indvandret til Storbritannien. Indvandringen var et afgørende spørgsmål ved folkeafstemningen, men på en anden måde end herhjemme. Den britiske indvandrerdebat handler i høj grad om østeuropæere og social dumping. Få uger tidligere var der politisk jordskælv i Italien. To relativ ukendte yngre kvinder vandt borgmesterposterne i Rom og Torino. De var opstillet af protestpartiet 5-stjerne-bevægelsen, der er stiftet af komikeren Beppe Grillo. Ingen af de to kvinder har for alvor markeret sig politisk – det var et fravalg af de siddende borgmestre fra det socialdemokratiske regeringsparti PD. I Spanien er der fortsat politisk krise efter parlamentsvalget forrige søndag. Den venstreorienterede protestbevægelse Podemos fik ikke den triumf, som meningsmålingerne spåede. Podemos opnåede dog 21 pct. af stemmerne, mens 13 pct. stemte på det nye liberale Ciudadamos – mere end hver tredje støttede således de nye protestpartier. Der er intet oplagt flertal for en ny regering, og måske skal spanierne til valg for tredje gang på ét år.   Hvad pokker sker dér? I store dele af den vestlige verden revolterer vælgerne. Billedet er forskelligt fra land til land, men det sociale og anti-elitære oprør...
21