De uregerlige

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.5.2016 Af Lars Olsen   Et spøgelse går gennem Europa – uregerlighedens spøgelse. På fjerde måned er Spanien uden regering. Danskere og hollændere siger ved folkeafstemninger nej til EU-integration – og måske stemmer englænderne sig helt ud. Ved valgene marcherer populister på højre- og venstrefløjen fra triumf til triumf. På den anden side af Atlanten er billedet det samme. Overraskelserne i den amerikanske præsidentvalgkamp hedder Donald Trump og Bernie Sanders. Politikere, der fra hvert sit ståsted vender sig imod »eliten i Washington«. Tæv til de elitære er tidens nye sort. Er demokratierne blevet »uregerlige«? Det bekymrede spørgsmål stilles af erhvervsspidser og etablerede politikere og kommentatorer. Konsekvensen kan blive alskens ulykker – fra svage regeringer til protektionisme og krise i EU, advares dér. Måske – men den økonomiske og politiske elite ligger som dén har redt. Et lille blik tilbage sætter »uregerligheden« i vores hjørne af Europa i perspektiv: Den samfundsmodel, vi kender fra Skandinavien, Tyskland og andre nordeuropæiske lande, voksede frem under den kolde krig. Velfærdsstat og social omfordeling var i højsædet. Stærke arbejderbevægelser spillede en nøglerolle, men udviklingen blev støttet af midtsøgende borgerlige og toneangivende erhvervsfolk. Vesttysklands kristelig-demokratiske kansler, Ludwig Erhard, betegnede det som »social markedsøkonomi«. Den kolde krig var en afgørende ramme. Kommentatorer på højrefløjen kaldte det »kommunistforsikringen«. Velfærdsstaten integrerede arbejderklassen i samfundet, så der ikke opstod store kommunistpartier som i Italien og Frankrig. Velfærd og tryghed gav ro på bagsmækken, og stærke socialdemokratier forvaltede med stolthed de sociale fremskridt. Flere store begivenheder vender op og ned på dette. Først Murens fald og kommunismens kollaps. Dernæst den økonomiske krise, som fører til...