Ny dagsorden om ulighed – internationalt

Mens toneangivende danske politikere lukker øjnene, advarer selv OECD imod de negative konsekvenser af stigende ulighed. Samtidig viser meningsmålinger i starten af 2015, at danskerne bliver stadig mere bekymrede over uligheden. Klummen i Fagbladet 3F kortlægger hvorfor: Folk ved, at det bliver værre, og at det Danmark, vi kender, er under pres. Til marts udsender en af verdens førende sociologer – Harvard-professoren Robert Putnam – en afgørende bog om ulighed: Our Kids. Jeg havde sidste år lejlighed til at diskutere den voksende ulighed i USA med Robert Putnam og skrev dengang en klumme om det. Læs mere om hvordan utryghed i arbejderklassen og opløste familier skaber mere ulige muligheder blandt amerikanske børn og unge....

Etnisk splittelse – og den korrekte “røde” elite

Jeg har i flere klummer været ude med riven efter de dele af centrum-venstre, der lukker øjnene for virkeligheden. Denne klumme er skrevet efter terrorangrebene i København, udført af en islamisk fundamentalist. Den beskriver, hvordan en naiv indvandringspolitik importerede en ny form for underklasse, skabte etniske parallelsamfund og svækkede opbakningen til velfærdsstaten. De øvre lag i samfundet er delt i blå og røde eliter – læs mere i klummen om “politisk korrekthed” i Jyllands-Posten. I en tredje klumme diskuterer jeg DR-serien 1864, og hvorfor den negligerer den afgørende forbindelse mellem folkelighed og nationalstat, der skabte folkestyret....

“Udkantsdanmark” – en nødvendig debat

Debatten om yderområder og “udkantsdanmark” er kommet for at blive – med god grund: Danmark er ved at knække over! Problemet bunder ikke kun i vandringen mod byerne, men også i centralistiske reformer, udformet af hovedstadens embedsmænd og politikere. Denne klumme beretter om baggrunden: At selve balancen bag folkestyret er tippet. Du kan også læse en ældre og mere livsbekræftende kommentar. Jeg arbejdede sidste år fjorten dage på Bornholm og oplevede det sociale sammenhold, der beskrives i denne klumme om virkeligheden i Danmarks yderområder....

Etnisk splittelse

Klumme i Jyllands-Posten 23.2.2015 Af Lars Olsen   Hvorfor har europæiske lande langt mere velfærdsstat end USA? Hvorfor bruges der flest penge på sociale formål i etnisk homogene lande? Spørgsmålene blev for nogle år siden undersøgt af fremtrædende amerikanske økonomer. Svaret er tankevækkende i lyset af disse års islamiske fundamentalisme herhjemme og i Europa. Svaret er også dybt kontroversielt på den venstrefløj, der traditionelt værner om velfærden. I ”Fighting Poverty in the U.S and Europe” spørger Alberto Alesina og Edward Glaeser, hvorfor USA og Vesteuropa ser så forskelligt på velfærdsstaten. De påviser, at det etniske er en afgørende forklaring. De otte lande i verden, der bruger flest penge på sociale formål, var indtil for nylig etnisk ret homogene. Det er blandt andet de skandinaviske lande, Tyskland og Holland. Jo mere etnisk forskellige stater er, desto mindre vilje er der til at betale til hinanden via gode velfærdsordninger. Nøjagtig det samme ses i de amerikanske delstater. Alesina og Glaeser undersøger udgifterne til det største velfærdsprogram – AFDC. De topper i det ”hvide” Alaska, men skraber bunden i Mississippi, hvor en tredjedel af befolkningen er sort. Også blandt de øvrige delstater er mønsteret tydeligt: Jo mere etnisk opdelt, desto lavere sociale udgifter. Forfatterne trækker linjen tilbage i historien. Den racemæssige splittelse var en vigtig grund til, at USA aldrig fik stærke socialistiske arbejderbevægelser som i Europa. Racemodsætninger tog også livet af præsident Johnsons ”Great Society” – det tætteste USA nogensinde kom på en velfærdsstat. I bogen fra 2005 forudser forfatterne, at indvandringen fra Mellemøsten og Østeuropa sætter de europæiske velfærdsstater under pres. Det bliver muligt for højrefløjen at »spille racekortet«, skriver de....

Finansministeriets modeller er politisk skæve

Det er absurd, at vi i et demokrati lader den økonomiske politik diktere af modeller, som er åbenlyst politiserende. Jeg afdækker her en række skævheder i Finansministeriets modeller, der konstant regner til fordel for liberalistiske samfundsforandringer. Du kan i en anden klumme læse om, hvorfor økonomerne fatalt fejlvurderede konsekvenserne af dagpengereformen. Det er ikke et tilfælde, men resultat af økonomiske modeller, der pr. automatik fører til skæve politiske beslutninger. Det er en snæver kreds af liberalistiske “udbudsøkonomer”, som spiller førsteviolin i debatten. Først støber de kuglerne til beslutningerne – siden evaluerer de dem gennem såkaldt “uafhængige” analyser. Klummen om udbudsøkonomer kan læses her....

Når balancen tipper

Klumme i Jyllands-Posten 16.2.2015 Af Lars Olsen   Er Danmark ved at knække over? Vi diskuterer igen »udkantsdanmark« – med god grund. Store dele af landet er inde i en negativ spiral. For mange »til salg« skilte. For få børnefamilier, der giver liv og fremtid. Mange steder tillige store grupper, der er på langvarig overførselsindkomst. Det hører til historiens ironi, at en af yderområdernes markante stemmer er Finn Slumstrup – tidligere kanalchef i Danmarks Radio, selveste katedralen for Københavns »kreative klasse«. Finn Slumstrup fik syn for sagen, da han for fem år siden flyttede til Ærø. I avisen sidste mandag udtrykte han ganske præcist, hvad der er på spil: »Det er simpelthen for galt og grotesk, at vi kan opleve landets statsminister gå ud i en valgkamp med et slogan, det Danmark vi kender, når man samtidig er i fuld gang med at ødelægge det Danmark, vi kender. Vores land er ved at knække over, og for store forskelle vil ødelægge landets sammenhængskraft«, sagde Finn Slumstrup. Det Danmark, vi kender, er netop kendetegnet ved unik sammenhængskraft – geografisk og socialt. Baggrunden er nogle helt særlige politiske magtforhold, som er ved at skride. Det er dette skred, der udløser nye brudflader mellem storbyer og »udkantsdanmark«: Selve vort folkestyre blev skabt af brede folkebevægelser blandt bønder og arbejdere. Venstre var forankret i landbomiljøet og provinsen – »det nære samfund«, som det i 1970’erne hed i et Venstre-slogan. Socialdemokratiet havde sine rødder i arbejderklassen og fagbevægelsen. Det sikrede de nødvendige balancer – geografisk og socialt. Begge de gamle folkepartier er i dag domineret af storby-akademikere. Og nok så afgørende: Magten er i stigende grad...

Christiansborg ude af trit med danskerne

Klumme i Fagbladet 3F 13.2.2015 Af Lars Olsen   Afstanden mellem top og bund er for stor, og det bliver værre. Sådan lyder det klare budskab fra flertallet af danskerne. Men politikerne på Christiansborg lukker øjnene. Det skaber en kløft i forhold til brede samfundsgrupper. Danskerne er bekymrede over den voksende ulighed. Tag bare tallene fra en meningsmåling i Jyllands-Posten: 51 procent mener, at forskellen mellem rig og fattig er for stor. Kun 2 procent siger, at uligheden er for lille, mens 38 procent anser det for »passende« som det er nu. Når jeg holder foredrag ude i landet, oplever jeg den samme stemning. Folk fortæller om tidligere kolleger, der ryger gennem det sociale sikkerhedsnet, og at afstanden til dem i toppen er større end før. De er forargede, når medierne beretter om direktører, der udbetaler store millionlønninger til hinanden. Blandt politikere, eksperter og mediefolk er stemningen en anden. »Danmark er jo et af de mest lige lande i verden,« siges det. I et tv-interview fortalte jeg om vores nye bog, Klassekamp fra Oven. Studieværten var åbenlyst uinteresseret. Han sad og bladredede i avisen, mens jeg talte til kameraet og seerne. En anden måling – i Ugebrevet A4 – giver en vigtig forklaring på den udbredte bekymring. Et klart flertal forventer nemlig, at det bliver værre – at afstanden mellem rige og fattige er større om fem år end i dag. Kun to ud af hundrede forventer, at uligheden er mindre i 2020. Det handler således om andet og mere end den øjeblikkelige fordeling af nationalproduktet: Det er det velkendte og trygge Danmark, med beskedne sociale afstande, der er ved at skride. Og dette...

En fjer og fem høns

Klumme i Jyllands-Posten 9.2.2015 Af Lars Olsen   Danmark er et eventyrland. En af H. C. Andersens fortællinger foregår i en hønsegård. Hér bliver én fjer til fem høns. Jo, det er ganske vist … Der er også noget eventyragtigt over Liberal Alliance (LA). Partiets politik markedsføres i utallige dyre helsidesannoncer og er en liberalistisk revolution: Topskatten væk. Personfradraget op på 84.000 kr. Efterlønnen fjernes og overførselsindkomster skæres med 23 mia. Betaling for lægebesøg. Og den største post af alle: Produktiviteten i den offentlige sektor forbedres med 55,5 mia.kr. Ikke 50 mia., ikke 60 mia., men 55,5. Præcision er en dejlig ting. LA har netop fået et par gevaldige fjer i hatten. Finansministeriet, ledet af socialdemokraten Bjarne Corydon, har puttet de mange forslag ind i dets omdiskuterede økonomiske model. Og vupti: Danmark bliver meget rigere. »Effekten af forandringerne er forbløffende,« skriver LA-leder Anders Samuelsen i endnu en helsidesannonce. Det mest forbløffende er imidlertid, at Finansministeriets politiserende modeller tages for gode varer – og at den stærke saglige kritik aldrig når frem til de store medier. Modellernes tyrkertro på liberalistisk »udbudsøkonomi« har længe mødt kritik fra folk som fhv. overvismand Christen Sørensen og tidligere departementschef Jørgen Rosted. På det seneste har de fået følgeskab af Michael Rosholm, der var vismand frem til 2012. Han peger på, at Finansministeriet regner med positive »dynamiske effekter« af skattelettelser, men ikke af offentlige investeringer i for eksempel daginstitutioner: »Det er åbenlyst, at man mangler at medtænke værdien af, at børn går i for eksempel daginstitution. Altså se på hvad det egentlig skaber af samfundsøkonomisk overskud og livskvalitet senere hen,« sagde Michael Rosholm for nylig...