Social blindhed

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.12.2013 Af Lars Olsen   Den unge Yahya Hassan har ikke kun skrevet Danmarks bedst sælgende digtsamling – han har også flyttet indvandrerdebatten. For nylig var det forfatteren Stig Dalager, der ryddede forsiden på JP med opfordringen til at forlade skyttegravene. Dalager var i 2005 initiativtager til en appel, som samlede 12 forfattere i protest mod tonen i indvandrerdebatten. Appellen var en reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, men nu lyder der andre toner. Stig Dalager opfordrer venstrefløjen og de intellektuelle til at droppe berøringsangsten: »Man har ikke forholdt sig til, at der sker overgreb, kvindeundertrykkelse og vold i nogle indvandrermiljøer i ghettoerne«, siger Stig Dalager. Han lægger ikke skjul på, at Yahya Hassan har rykket verdensbilledet. Det samme er sket hos andre venstreintellektuelle, som hidtil har lukket øjnene for ghettoproblemerne. Flere har i medierne søgt at forklare, hvorfor Yahya Hassan kan sige sandheder, der ellers udløser en skov af løftede pegefingre: »Mens Yahya Hassan har en troværdighed, fordi han selv kommer fra miljøet, har højrefløjen intet fundament for dens generaliseringer og dæmoniseringer af indvandrere med muslimsk baggrund,« siger forfatteren Kirsten Thorup. Den populære forfatter er på tynd is. For det første er det langt fra alle på højrefløjen, som bare dæmoniserer – synspunktet er faktisk ret generaliserende, for nu at blive i terminologien. Samtidig er der andre end Yahya Hassan, som har peget på problemerne ud fra et førstehåndskendskab til ghettomiljøerne. Jeg udsendte i 2005 bogen »Det delte Danmark«, der indeholdt en 30 siders dagbog over min datters opvækst i alment boligbyggeri på Nørrebro. Hér er masser af eksempler på den chikane, vold og utryghed,...

Arbejderne – de nye svingvælgere

Tidligere var arbejderklassen rygraden i Socialdemokratiet – idag svinger de mellem rød og blå blok. Arbejdervælgerne skifter langt mere end de bedrestillede vælgergrupper. Meget tyder på, at de føler sig hjemløse i en politisk debat præget af forskellige segmenter af middelklassen. Siden 2001 er flertallet i arbejderklassen svinget flere gange mellem centrum-venstre og de borgerlige. Læs min analyse i Politiken om arbejdervælgere – og hvorfor de...

Hjemløse. Arbejderne er blevet svingvælgere

Manuskript til analyse i Politiken 22.12.2013 Af Lars Olsen   Siden 2001 er arbejdervælgerne svinget flere gange mellem rød og blå blok. Arbejderne skifter langt hyppigere end andre vælgergrupper og holder nøglen til flertallet »AT VÆRE SOCIALDEMOKRAT er som at betale sin husleje«. I sine erindringer beskriver forfatteren Ole Hyltoft, hvordan tante Gudrun løber på trapper i arbejderkvartererne og hverver nye medlemmer til Socialdemokratiet. Dengang var dét som at betale sin husleje. Det var nærmest en selvfølge, at arbejderne stemte på Socialdemokratiet – eller et andet socialistisk parti. Sådan er det ikke længere. I 2001 flyttede Venstre og Dansk Folkeparti (DF) hundredtusinder over midten, og der blev for første gang borgerligt flertal blandt arbejdervælgerne. Siden er pendulet svinget flere gange. I 2010-11 tilbage til »rød blok« – i 2012-13 igen over til »blå«. Vælgerbevægelserne er langt større end blandt vælgerne som helhed. Det fremgår af figuren nedenfor. Mens 57 procent af arbejderne i foråret 2011 stemte »rødt«, så er det to år senere kun 36 procent – altså et fald på over 20 procentpoint. Blandt de højere funktionærer – ledere, akademikere m.v. – er bevægelsen langt mindre, kun ti procentpoint. Figuren bygger på data fra Gallup, som professor Søren Risbjerg Thomsen har analyseret til min bog »En bygning slår revner«. Interessen for arbejdervælgerne skyldes ikke nostalgisk længsel efter fortidens klassebevidsthed, men at arbejderne er afgørende for centrum-venstres identitet og muligheder. I de seneste tyve år har dansk politik været sådan, at den, der har flertallet blandt arbejderne, også har flertallet i Danmark. Forklaringen er, at begge blokke har solidt tag i nogle af de andre vælgergrupper. Centrum-venstre står stærkt...

Uddannelsesinflation

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 16.12.2013 Af Lars Olsen   De seneste års massive oppustning af akademiske uddannelser forvrider arbejdsmarkedet. Sidste uges eksempel er fra forskningen. Stadig flere tager en ph.d., men kvaliteten på sundhedsfaglige og tekniske områder er ikke god nok. Besparelser på laboratoriemedarbejdere betyder, at forskningen ikke ledsages af den nødvendige tekniske støtte og kvalitetssikring. Advarslen kommer fra Susanne Bahne Hansen, formand for Dansk Laborantforening, og Martina Jürs, næstformand for Danske Bioanalytikere. I et debatindlæg i Politiken peger de på, at antallet af laboratoriemedarbejdere ikke er fulgt med de mange ph.d.ere. Samtidig bliver laboranter og bioanalytikere erstattet med unge akademikere, som egentlig hellere ville forske. Også det går ud over kvaliteten: »Hvis kandidater i Tap-stillinger i øvrigt har en forskerdrøm at nære, vil de så ikke også være tilbøjelige til at indgå alliancer, der kan understøtte den drøm? Til at se den anden vej, selvom de har mistanke om kollegers eller studerendes eventuelle forskningssjusk,« skriver de to og peger på, at unge akademikere for eksempel har en interesse i at blive medforfattere på prestigefyldte artikler i internationale tidsskrifter. »Havde Milena Penkowas præparatglas fra de famøse rotteforsøg været håndteret og registreret af en bioanalytiker eller laborant, havde den lidt for tidligt udnævnte ”eliteforsker” haft væsentligt sværere ved at slippe af sted med sit genbrug af forskningsmateriale og andre fiksfakserier,« fremhæver de. De to fagforeningsfolk lægger ikke skjul på, at det selvfølgelig også handler om job til deres medlemmer. Ikke desto mindre er det et tankevækkende indlæg. Det bliver stadig tydeligere, at udbygningen af de akademiske uddannelser skaber en »gøgeungeeffekt«: At folk med lange uddannelser ansættes i job, der...

Klassisk folkestyre

Klumme i Jyllands-Posten 9.12.2013 Af Lars Olsen   Kommunalvalget bragte nye folk i spidsen for mange kommuner. Nogle skiftede politisk farve, i andre skete et generationsskifte. Alt i alt blev der valgt 40 nye borgmestre. Bladet »Danske Kommuner« præsenterede for nylig de nye borgmestre og ét springer i øjnene: Den store forskellighed. Vi har fået en voldsom skævhed i Folketinget, som i dén grad er overbefolket med yngre akademikere og universitetsstuderende. Sådan er det ikke i kommunerne. Hér er stadig den sociale bredde, der kendetegnede det klassiske folkestyre. En bredde, der giver politikerne hverdagserfaringer og berøring med vidt forskellige miljøer. Blandt de nye borgmestre er en elektriker, en tidligere slagteriarbejder, en skolesekretær, en sygeplejerske, en vognmand, et par politifolk og en håndfuld landmænd – de sidste er ikke overraskende Venstre-folk. Kun ganske få er Djøf’ere. En af dem er den nye socialdemokratiske borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard, der netop er skiftet fra Folketinget til kommunalpolitik. Medierne beretter om rævekager, hvor skrupelløse byrødder løber fra indgåede aftaler. Frastødende adfærd hos et mindre antal bør imidlertid ikke overskygge to glædelige tendenser: At valgdeltagelsen steg fra 66 til 72 pct. – og at politik i kommunerne er bredere end i 1240 K, Christiansborgs særlige postnummer.   Forskellen på kommunerne og 1240 K dokumenteres af en kortlægning, som Fagbladet 3F foretog op til valget. 70 pct. af de voksne danskere er faglærte eller ufaglærte. På partiernes top-tre ved kommunalvalget var det 46 pct., men i Folketinget kun 14 pct. Der er således en skævhed i kommunalpolitik; den er imidlertid langt mindre end i Folketinget. Hér er to tredjedele akademikere eller universitetsstuderende – faglærte...