Debatten der blev væk

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.7.2011 Af Lars Olsen   For nogle år siden udsendte instruktøren Per Fly tre meget omtalte film. De skildrer hver sit sociale lag i det danske samfund: »Bænken« fortæller om de marginaliserede i en forstad, »Arven« om en rigmandssøn, mens den tredje film, »Drabet«, angiveligt handler om dem midt imellem – hovedpersonen er gymnasielærer. Det er fremragende film, men desværre også eksempel på et skævt Danmarks-billede, der præger den offentlige debat. Det er kendetegnede, at hovedpersonen i den tredje film hverken er maskinarbejder eller sosu-assistent, men gymnasielærer. Han tilhører dermed den højst uddannede – og bedst lønnede – tiendedel af befolkningen. Den offentlige debat er i stigende grad spændt ud mellem samfundets top og bund, mens det brede lag i midten går i glemmebogen. Det er de velstillede og højtuddannede 10-15 procent, der sætter dagsordenen – og strides indbyrdes. Det er hér, vi finder journalisterne, forskerne, konsulenterne, embedsmændene og efterhånden de fleste politikere. Det er også herfra, der skrives mange indlæg til aviserne. I den anden ende af samfundspyramiden er de marginaliserede, også 10-15 procent. Underklassen er storleverandør af ammunition til den politiske debat – misrøgtede børn, dramatiske skudepisoder, etniske parallelsamfund, you name it. Midt i har vi så det store flertal. To tredjedele er faglærte og ufaglærte, de fleste passer i al stilfærdighed deres arbejde – og glider under den offentlige radarskærm. Det er denne mekanisme, »det usynlige Danmark«, som nu har ramt et ellers særdeles omdiskuteret spørgsmål: Efterlønnen.   Indtil efterlønsaftalen mellem de radikale og VKO oplevede vi en massiv mediekampagne. Gang på gang mødte vi golfspillende tandlæger og akademikere, der hyggede...

Eksperter og klasseskel

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.6.2011 Af Lars Olsen   Avisernes brug af »eksperter« er eksploderet. De store morgenaviser anvender eksperter 11-12 gange oftere end for 50 år siden. Alene fra 2001 til 2011 er antallet af artikler med eksperter steget med 66 procent. Det viser en undersøgelse af professor Erik Albæk, Syddansk Universitet, som JP omtalte i sidste uge. Undersøgelsen bygger på manuel optælling af artikler i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, de blev talt op i en måned hvert tiende år fra 1961 og frem. Undersøgelsen kommer i kølvandet på hed debat om eksperterne. Først var det socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som kritiserede mediernes politiske eksperter – kommentatorerne. Siden var partifællen Nick Hækkerup ude med riven overfor økonomerne, der anklages for »blå« slagside. Og debatten kom op på de helt høje nagler, da Søren Pind (V) og Pia Kjærsgaard (DF) gav professor Marlene Wind det glatte lag. I et efterhånden berømt tv-klip siger professoren, at VKOs aftale om toldkontrol er leflen for »den indre svinehund«. Debatten udløste rygmarvsreaktioner blandt både borgerlige og progressive, men også tiltrængt refleksion. Journalister diskuterer, om eksperterne bruges for meget og forkert – for eksempel udenfor deres egentlige ekspertise. Problemet stikker imidlertid dybere. Det er godt, at medierne beretter om undersøgelser og ny viden, men når eksperter i stigende grad agerer »overdommere«, opstår der klassemæssig slagside. Ekspertlaget er del af den moderne samfundselite, som er uenige indbyrdes, men også på vigtige punkter langt fra folk flest. Hér er spændende læsning i den norske Magt- og demokratiudredning, der udkom i 2003 – nogenlunde samtidig med den danske, men med mere samfundskritiske konklusioner. I »Makt og...

Myten om den uvildige ekspert er – en myte

Manuskript til indlæg i Politiken den 19. juni 2011 Af Lars Olsen   Søren Pind har ret. Marlene Wind er dybt politiserende – ligesom de mange »blå« økonomer. DEN GAMLE MORALE om »fjendens fjende« går sjældent galt i byen. Det skete heller ikke i denne uge. Det progressive Danmark slog hurtigt ring om Marlene Wind. Fra Villy Søvndal og Niels Helveg til Politikens lederskribent blev den borgerlige kritik til et spørgsmål om professorens ytringsfrihed. Men Søren Pind har faktisk en pointe. Når professoren for åben tv-skærm siger, at regeringen lefler for »den indre svinehund« og »laveste fællesnævner«, så er hun dybt politiserende. Marlene Wind har selv lagt afstand til ordvalget, men det kommer jo ikke af ingenting. Det var den Wind’ske ideologi, der slap ud af skabet. På samme måde har socialdemokraterne Nick Hækkerup og Henrik Sass Larsen en pointe. Indenfor de seneste uger har de peget på, at hhv. bankøkonomerne og de politiske kommentatorer har »blå« slagside. Dengang var det de borgerlige, der slog syv kors for sig. »Ytringsfrihed« – ja, ifølge Berlingskes Lisbeth Knudsen er Sass som Nordkorea. De to blokke har allieret sig med hver deres enøjede ekspertsystemer. De blå læner sig op af neoklassiske økonomer, ifølge hvem markedet klarer alt. På den anden side godter rød blok sig, når radikal-progressive eksperter betragter nationalfølelse og integrationsproblemer som noget, der bunder i »den indre svinehund«. Og begge blokke blæser straks til vognborg, når »de andre« angriber »vores« eksperter.   LÆG DOG HYKLERIET OG dobbeltstandarden på hylden. Professorer og økonomer er mennesker som alle os andre. De har deres politiske præferencer, og det farver deres udtalelser. Samtidig har...

Tanker i Pompeji

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.5.2011 Af Lars Olsen   Min bedre halvdel og jeg besøgte for nylig de to gamle romerske ruinbyer Pompeji og Herculaneum. Især Herculaneum er et fantastisk monument over den højtudviklede romerske kultur. Byen blev – ligesom Pompeji – begravet ved det dramatiske vulkanudbrud i år 79, men meget er gravet ud igen. Huse i flere etager, forfinede vandrør og store badeanlæg vidner om romernes unikke færdigheder og organisationstalent. På mange områder skal vi over tusinde år op i historien, før Europa igen kommer på niveau med romerne. Roms undergang markerede et tilbageslag af historiske dimensioner, og jeg tænkte en del over hvorfor. Hvad bragte denne højtudviklede samfundsformation til fald? Hjemme i bogreolen fiskede jeg Hartvig Frisch ”Europas Kulturhistorie”, udgivet i 1928 og genudgivet i 1962. Hartvig Frisch var fremtrædende folketingsmedlem i Staunings socialdemokrati og siden undervisningsminister, men også dr.phil. og professor i klassisk filologi. Han er således en habil kilde til Roms undergang. Set med nutidens øjne er ”Europas Kulturhistorie” foruroligende læsning; der er nemlig flere lighedspunkter mellem Roms undergang og dagens Danmark:   Roms styrke og fremgang havde oprindelig rødder i et praktisk orienteret bondesamfund. Kernen i de sagnomspundne legioner var frie bønder, der i krigstid kæmpede for republikken, men i fredstid passede gården. Den romerske kultur var ikke som grækerne præget af høj dannelse, men af et vågent blik for det tekniske og »en storhed i praktisk organisation« – som Frisch udtrykker det. Med imperiet og ophobningen af rigdom går denne kultur gradvis i opløsning. Der opstår langt dybere klasseskel: »Til den mægtige ydre ekspansion svarede indadtil en forøget social elendighed. Den...

Verdensfjerne tossestreger

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.4.2011 Af Lars Olsen   En af mine venner tog for nylig en diplomuddannelse i beskæftigelsesindsats. De studerende var ansatte i A-kasserne, ofte modne kvinder der ikke har været på skolebænken siden folkeskolen. Alligevel var noget af det første de mødte – videnskabsteori. Superabstrakt stof om forskellige videnskabelige tilgange og teorier. »Vil de skræmme os helt væk fra at tage efteruddannelse,« spurgte de hinanden. Eksemplet er langt fra enkeltstående. Det udbredte krav om videnskabsteori er led i den akademisering, der breder sig som ringe i vandet i uddannelsesverdenen. I disse år er hundredvis af lærere på erhvervsuddannelserne i gang med en pædagogisk diplomuddannelse, ofte en betingelse for overhovedet at beholde jobbet. Turen tilbage på skolebænken kan i sig selv være hård kost for tidligere håndværkere, som til daglig underviser i praktiske værkstedsfag. Alligevel skal også de igennem videnskabsteori. Eller tag gymnasiet. I sidste uge konkluderede et forskningsprojekt, at en stor del af eleverne oplever gymnasiesproget som sort snak. Uddannelsesforskeren Lars Ulriksen har gennemgået 32 forsøg, der har kørt på gymnasier landet over med støtte fra Undervisningsministeriet. Fokus er især rettet imod de omkring 45 procent af eleverne, der kommer fra »gymnasiefremmede« hjem, dvs. forældrene ikke har en studentereksamen. Disse unge er ikke dummere end deres kammerater, men har noget andet med hjemmefra: »Mange er ikke vant til at sidde derhjemme og diskutere med forældrene, hvad der står i avisen. Så deres betingelse for at gå i gymnasiet er anderledes end elever fra gymnasiekendte hjem,« siger Lars Ulriksen til Politiken. For forskere og rektorer er svaret lektiecafeer og større bevidsthed om lærernes sprog – selv...

Røde og blå eksperter

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.3.2011 Af Lars Olsen   Massiv koncentration af indvandrerelever skader det faglige niveau. Når andelen på en skole kommer over 45-50 procent, starter en stejlt faldende karakterkurve hos eleverne. Derimod har det ikke faglig betydning, om der er 10 eller 25 procent. Det dokumenterer en ny undersøgelse, udført af Simon Calmar Andersen fra statskundskab på Aarhus Universitet. Analysen tager højde for forældrenes uddannelse, indkomst m.m. og sætter reelt punktum for mange års hed debat for og imod »sorte skoler«. En debat, der illustrerer svagheden i vore dages ekspertsystemer. Det vender jeg tilbage til. Først en personlig vinkel: Jeg gik ind i diskussionen for en halv snes år siden, da min datter, Pernille, gik i folkeskolen på Nørrebro. I de små klasser havde omkring en fjerdedel indvandrerbaggrund, og det gik fint. Men i de store klasser opstod massive problemer. Over halvdelen havde indvandrerbaggrund. Mange kendte ikke almindelige danske ord på dette alderstrin, og klassen tog stadig mere farve af kvarterets »rødder« og subkultur. Mine og andre forældres erfaringer blev imidlertid hældt ned ad brættet. Det var dengang, undervisningsministeren hed Margrethe Vestager ® og overborgmesteren Jens Kramer Mikkelsen (S). De trak lystigt på de såkaldte eksperter omkring Danmarks Pædagogiske Universitet, typisk forskere i modersmålsundervisning, der hyldede det multikulturelle samfund og så fordele i høj indvandrerkoncentration. Jeg arbejdede som analytiker på Ugebrevet A4. I 2004 dokumenterede vi, at unge på socialt belastede skoler ikke opnår en uddannelse i samme grad som deres jævnaldrende. Samtidig offentliggjorde AKF en undersøgelse, der viste store faglige fordele ved socialt blandede klasser, hvor indvandrerbørn og andre fra hjem uden uddannelsestradition får nye...

Stordriftsulemper

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.2.2011 Af Lars Olsen   Jeg rejser en del rundt og holder foredrag om min bog, ”Eliternes Triumf”. Gang på gang oplever jeg, at især ét ord kommer bag på tilhørerne: Stordriftsulemper. Begrebet er velkendt for forskere og lignende, men ukendt i den brede offentlighed. Stordriftsfordele er tidens nysprog, det samme er langt fra tilfældet med stordriftsulemper. Det er ærgerligt. For nylig kom det frem, at der i det seneste år er nedlagt 5000 stillinger i kommunerne. Det er især lærere, pædagoger og omsorgspersonale, som får fyresedlen; derimod ansættes der trods krisen flere akademikere og chefer. Skiftet fra frontpersonale til forvaltning »er en fortsættelse af den trend, vi systematisk har set siden kommunalreformen,« forklarede professor og kommunalforsker, Poul Erik Mouritzen, til Berlingske Tidende. Han var med i Strukturkommissionen, som forberedte dette årtis kommunalreform. Mouritzen har tidligere beskrevet, hvordan regering og embedsmænd systematisk negligerede analyserne forud for reformen (”De store kommissioner”, Syddansk Universitetsforlag). De viste nemlig ikke kun, at kommuner med under 20-30.000 indbyggere var for små, og at der således var stordriftsfordele – og sund fornuft – i at nedlægge de mindste kommuner. Analyserne viste også, at der i større kommuner let indtræder stordriftsulemper, i nogle analyser ved 50.000 og derover. Med store systemer bliver kommandovejene mere komplicerede, der skal ansættes flere til styring og koordination. Denne viden blev imidlertid systematisk negligeret under reformarbejdet, ledet af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Konsekvensen var, at mange af de nye kommuner blev for store. Undersøgelser viste siden, at befolkningens tillid til politikerne er dramatisk lavere i de nye sammenlagte storkommuner. Folkestyret må bøde for den...

Kniven føres af dem, der har mindst i klemme

Manuskript til essay i Information 8.1.2011 Af Lars Olsen   Forud for statsministerens angreb på efterlønnen gik en hidtil uset kampagne, hvor medier, en kreds af økonomer og liberale politikere spillede tæt sammen – og gjorde efterlønnen til det altoverskyggende samfundsproblem. Kampagnen er et lærestykke i de sociale brudflader, der kendetegner moderne politik. Statsministerens offensiv blev skudt i gang med store dagbladsannoncer dagen før nytårsaften. Her fortalte Venstre, at landets alvorlige økonomiske situation kaldte på »reformer«, et kodeord for fjernelse af efterlønnen. De dyre annoncer viste frem for alt én ting: At Venstre har rigeligt med kampagnekroner. Sagligt set var annoncerne nemlig totalt overflødige. Gennem det seneste år har medierne dagligt været reklamesøjler med præcis det samme budskab. Gang på gang har journalister og kommentatorer berettet om de dystre udsigter for dansk økonomi på grund af efterlønnen. Og gang på gang har vi mødt golfspillende tandlæger og direktører, der hygger sig på den skattebetalte ydelse. Forud for statsministerens kovending er gået en hidtil uset kampagne, hvor tre magtfulde kræfter spillede sammen: Medierne. Økonomer. Og liberale politikere. Aktørerne har forskellige motiver, men ét til fælles: De tilhører storbyernes bedrestillede klasser og har kun begrænset kendskab til de typiske efterlønnere. Et skel, der er kendetegnende for brudfladerne i moderne politik. Unison mediekampagne Det danske mediebillede er normalt kendetegnet af vigtige balancer. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har én vinkel – Politiken, Information og Danmarks Radio en anden. Balancen sikrer ikke kun et udbud af forskellige historier, men tvinger også den enkelte journalist til et minimum af selvjustits. Kritiske kolleger kigger med over skulderen. Sådan har det ikke været omkring efterlønnen. Ikke ét...
21