Snobberiets dynamik

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.9.2011 Af Lars Olsen   Det er spild at uddanne de ufaglærte til faglærte – erhvervslivet har ikke brug for dem. Det konkluderede JP’s forside i torsdags. Artiklen satte kritisk spot på S-SFs uddannelsesplan, der blandt andet satser på et løft i efteruddannelse og erhvervsuddannelse. Dokumentationen var en analyse fra statistikbureauet eStatistik. Ifølge denne faldt den private beskæftigelse fra 2001 til 2010 med 10 procent for faglærte og 15 procent for ufaglærte. Derimod steg den 49 procent for akademikere, mens der er ansat 17 procent flere med korte og mellemlange videregående uddannelser. Artiklen er et eksempel på de tvivlsomme talhistorier, der bliver stadig hyppigere i medierne. Behovet for arbejdskraft kan ikke analyseres ved alene at se på efterspørgslen, udbuddet af folk med forskellige uddannelser skal også med. Når det sker, bliver billedet et helt andet: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udsendte for nylig en analyse af arbejdskraftbehovet i 2020. Den viste, at efterspørgslen efter faglærte på hele arbejdsmarkedet kun stiger svagt – ikke så forskelligt fra eStatistiks tal for de privatansatte. Alligevel bliver der mangel på folk med erhvervsuddannelse. Store grupper af faglærte går nemlig på pension. I 2020 er der således mangel på både faglærte og videreuddannede, men al for mange ufaglærte og folk, der kun har en studentereksamen. Samtidig skal der tages højde for en anden mekanisme: Uddannelsesinflation. Læsere kan måske huske en anden af JPs forsider: »Eksperter: Danskerne uddanner sig for meget« (15/5 2009). Den henviste til en undersøgelse fra Epinion blandt 8.000 humanistiske universitetskandidater. Knap halvdelen var ikke beskæftiget indenfor deres fagområde. Det var på den baggrund, flere eksperter advarede imod uddannelsesinflation. »Man...

Ulighed. Skolekulturen gør en forskel

Manuskript til analyse i Politiken 23.9.2011 Af Lars Olsen   En virkelighedsnær uddannelseskultur mindsker uligheden i karaktererne og øger den sociale mobilitet FLERE UNGE SKAL have mere uddannelse. Sådan lyder det politiske mantra. I 2006 blev stort set hele Folketinget enige om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse. Og bestræbelsen går længere tilbage. Allerede i 1994 søsatte daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen programmet Uddannelse Til Alle. Alligevel har tallene ikke for alvor rykket sig. Hver femte 25-årig har ikke anden uddannelse end folkeskolen. Samtidig er der en massiv social skævhed. Det er de ufaglærtes børn, der har langt den største risiko for at blive ufaglærte. Og det er akademikernes børn, som har langt de største chancer for at blive akademikere. Hvis flere skal nå længere, må der igen sparkes gang i den sociale mobilitet. Målet om mere uddannelse til flere har da også udløst et hav af tiltag – ungepakker, mentorordninger, bedre vejledning og meget andet. Politikerne bruger både stok og gulerod for at få de unge videre. Men paradoksalt nok stilles der sjældent skarpt på uddannelsens kerne: Undervisningen. Mens politikerne taler om mere uddannelse til de mange, er uddannelsesverden blevet mere boglig og akademisk. På mange folkeskoler er de praktiske fag smuldret bort, og gymnasieelever lærer i dag videnskabsteori og andet, der tidligere hørte hjemme på universitetet.   UNDERVISNINGSFORMER OG uddannelseskultur har imidlertid stor betydning for den sociale mobilitet. En praktisk og virkelighedsnær uddannelseskultur mindsker sociale forskelle og løfter unge fra faglærte og ufaglærte familier. Det dokumenterer tabellen her på siden med gennemsnitskarakterer ved studentereksamen. I det almene gymnasium er...

Fordelingskamp på standby

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.9.2011 Af Lars Olsen   På den røde fløj er der glæde og lettelse. Med god grund. Med det yderste af neglene lykkedes det at erobre flertallet og sætte punktum for ti år med VKO. Men et par kritiske spørgsmål trænger sig på: Hvorfor satte den såkaldte røde blok så meget af forspringet over styr? Og hvorfor fik både S og SF et dårligt valg? I torsdags gjorde en af landets mest erfarne valgforskere, professor Jørgen Goul Andersen, status over valgkampen. I en kronik i Information konstaterede han, at der var lagt op til et valg om fordelingspolitikken, og at dette var en stor fordel for S og SF. Disse fik imidlertid aldrig for alvor rejst spørgsmålet: »S og SF har både før og under valgkampen spildt oplagte muligheder for at pirke til deres traditionelle vælgeres frygt for at tabe i det fordelingspolitiske spil. Vækstdiskussionen har domineret over ledigheden (…) Overraskende er det også, at oppositionen knap nok har magtet at sætte en fordelingspolitisk dagsorden. Det er mest blevet til en kamp mellem to vækststrategier, der faktisk ligner hinanden temmelig meget,« skriver Goul Andersen og sætter trumf på: »Ufrivilligt har S og SF’s kampagne nok haft mere adresse til den progressive del af Overdanmark end til de traditionelle vælgere«.   Den røde tråd i Helle Thorning-Schmidts kampagne var en appel om fornyelse efter ti års borgerligt styre, og kodeordet var oftere »vækst« end »job«. Paradoksalt nok var det Lars Løkke Rasmussen, som i valgkampens slutfase appellerede til trygheden for almindelige lønmodtagere, der frygter for privatøkonomien under S-SF som følge af skattestigninger og betalingsring. Rollefordelingen...
21