Manuskript til klumme i JyllandsPosten 30.4.2018

Af Lars Olsen

 

I morgen er det 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Landet over samles folk til talere, røde faner og festligt lag. Da jeg var ung i 1970erne, havde en større by tre-fire konkurrerende 1.maj-møder. Arbejderbevægelsen blev efter 1. verdenskrig spaltet i socialdemokrater og kommunister og de revolutionære siden splittet i 117. fraktioner. I dag samles alle om de lokale faglige arrangementer – Berlinmuren er faldet, også på venstrefløjen.

Og dog. Det er stadig to konkurrerende politiske og faglige traditioner: Én fugl i hånden – eller ti på taget? I skrivende stund er dramaet om de offentlige overenskomster (OK18) stadig i fuld gang, jeg kender ikke udfaldet, men ét er sikkert – 1. maj bringer knubbede ord, OK18 bragte de to traditioner i åben konfrontation.

Onsdag morgen indgik LO-forbundene en særaftale med regionerne, anført af FOA-formand Dennis Kristensen. Aftalen indeholdt solide forbedringer til de lavtlønnede, men vakte bitterhed i akademiker- og funktionær-organisationer. Dennis Kristensen & Co. blev anklaget for at bryde fagbevægelsens »musketer-ed«. Pludselig var LO’s rødeste forbundsformand det store hadeobjekt i Enhedslisten og omegn.

LO-forbundene har imidlertid været nervøse i ugevis. Medlemmerne kan ikke kastes ud i en storkonflikt på grund af lærerne eller spisepausens juridiske status, lød vurderingen. Kun det afgørende – lønnen – kan legitimere en konflikt, og efterhånden blev arbejdsgivernes tilbud ganske godt. Store indrømmelser, der kunne gå fløjten ved et forlis.

Den lavtlønnede sosu-hjælper vil have fuglen i hånden: Pæne lønstigninger og særlige puljer til ligeløn og lavtlønnede. For de bedrestillede grupper har perspektivet ofte været et andet. Lærerne havde deres særlige problem med arbejdstiden, og for mange akademikere og funktionærer var det »nok er nok«: OK18 var en protestbevægelse imod effektivisering og nedskæringer snarere end en kamp for konkrete forbedringer. Hvis en storkonflikt endte i politisk indgreb, gjorde det egentlig ikke så meget.

Det samme er perspektivet for Enhedslisten, som har brugt stor energi på OK18. Partiet jubler over et par ekstra procent i meningsmålingerne. Kampagnen imod Socialdemokratiets støtte til et evt. indgreb bar frugt, allerede inden forhandlingerne er sluttede. Enhedslisten prioriterer omhyggeligt de sager, der skaber kant til S.

 

Det skæres ud i pap af en anden konflikt. Jeg er blandt initiativtagerne til underskriftindsamlingen »Fingrene væk fra lejernes penge« – en protest imod at regeringen finansierer sit ghettoudspil ved at lænse lejernes opsparing i Landsbyggefonden. Også hér er der to tilgange på venstrefløjen:

Socialdemokratiske MF’ere holder lokale møder og skriver indlæg om, hvad svækkelsen af Landsbyggefonden betyder for boligområderne i deres valgkreds. Derimod er Enhedslisten – med enkelte undtagelser – fraværende. Men lur mig, de skal nok komme:

På Christiansborg forhandles ghettoudspillet mellem regeringen, S og DF. Meget tyder på, at der indgås et forlig om ghettoplanen, hvor der kun bruges et mindre beløb fra Landsbyggefonden. Så kommer Enhedslisten & Co.: De vil anklage Socialdemokratiet for at forråde lejerne. Og de vil poste alle de opslag på Facebook, vi ikke har set, mens kampen står på.

 

Fugle på taget er dejlige. De ser så flotte ud, sådan som de knejser på tagryggen. Fugle på taget giver fantasien frit spil, man kan drømme om alt fra kommunisme til spisepauser – til tider kan fugle på taget ligefrem skaffe stemmer.